Therese Graversen har hjulpet politiet i England fire gange med fældende beviser, hvor politiet ellers var kørt fast. Hendes resultater har været udslagsgivende i retssalen.
16.04.2019
Artikel

Mød Therese Graversen, dna-detektiv i drabssager

Therese Graversen har skrevet retshistorie. Hun er ph.d. i statistik og har udviklet en software, der kan adskille sammenblandet dna i politiets bevismateriale.

Af Anna Dalsgaard

I 2017 fik Therese Graversen en henvendelse fra South York­shire Police i England. Politiet bad om hendes hjælp til at undersøge et dna-spor fra et meget voldeligt overfald. En mand var blevet tævet ihjel i sin lejlighed, og Therese Graversen fik at vide, at tre mænd var anklaget, og at der var et blodspor på den enes joggingbukser. 

Spørgsmålet fra det engelske politi lød: “Er offerets dna til stede i blodsporet?”

“Det var det”, siger Therese Graversen, som er adjunkt ved Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet, hvor hun forsker i statistisk analyse af sammenblandet dna inden for retsmedicin.

Hun har kodet et stykke software, som kan analysere og adskille dna fra op til seks personer, og hun er en af de få, der hurtigt og effektivt kan beregne dna-kombinationer i et dna-spor.

I drabssagen fra South Yorkshire blev to mænd efterfølgende dømt og en frikendt.

Fældende dna-beviser
Hun har indtil nu hjulpet politiet i England fire gange med fældende beviser, hvor det engelske politi er kørt fast, og hendes resultater har været udslagsgivende i retssalen.

1. august 2018 kunne man således læse i det engelske nyhedsmedie ChronicleLive, at anklageren i en drabssag fremhævede de “overvældende” dna-beviser mod den tiltalte, som blev dømt for at have skudt mod dørmanden på en natklub i Newcastle.

De overvældende dna-beviser var leveret af Therese Graversen. Hun fik sin første opgave via en statistiker, hun kender, som er hovedstatistiker på et af de store private engelske laboratorier, som politiet typisk bruger i sådanne sager.

“Efterfølgende har jeg oplevet, at andre politikredse i England specifikt har bedt laboratorierne om at kontakte mig i svære sager, og det er da ret sejt”, siger Therese Graversen.

Tophøjder er det nye sort
På en sort tavle på Institut for Matematiske Fag tegner hun en række toppe i forskellige højder og forklarer, hvordan beregningsmodellen fungerer.

“Når et laboratorie i England putter “dna-bloppen”, fx blodpletten på joggingbukserne, i en kemisk analyse, kommer resultatet ud som en graf med toppe i forskellige højder”, siger hun og fortæller, at noget af det nye ved hendes model er, at den bruger tophøjderne i den statistiske beregning.

“Tophøjderne er interessante, fordi de angiver, hvor meget der er af hver enkelt dna-sekvens, så det giver en masse information om, hvor meget der er af hver persons dna, og dermed også hvilke dna-sekvenser der hører til hvilke personer”, siger Therese Graversen.

Hun udregner et tal, og hvis vi bliver ved joggingbukserne, angiver tallet, hvad data siger om muligheden for, at ofrets blod er på bukserne eller ej. Og jo højere tallet er, jo stærkere er indikationen for, at en persons dna er til stede.

Hun forklarer, at når statistikere løser beregningstunge opgaver, foretager de ofte mange af de samme typer beregninger igen og igen. Det tager lang tid, og derfor ønskede hun sig et mere effektivt værktøj.

“Når man foretager statistiske beregninger, skal man kigge alle mulige kombinationer igennem. Og det er vanvittigt mange, når det handler om komplekse dna-spor”, siger hun.

“Mit store bidrag er, at vi faktisk ikke hovedløst behøver at løbe de her kombinationer igennem. Vi kan gøre det på en smart måde, så det går hurtigere”.

Tallet står ikke alene
For Therese Graversen er der sket gennembrud på forskellige niveauer.

“For det første er mit program til rådighed, så det overhovedet er muligt at producere et resultat. For det andet er det på den forskningsmæssige side nyt, at beregningen ikke bare er langt mere effektiv, den er også eksakt”, siger hun og fortæller, at første gang hun blev kontaktet af det engelske politi, tænkte hun mest, at det var cool.

“Det er superfint at få muligheden for at anvende min software i praksis og opleve, at min model kan bruges”, siger hun og fortæller, at hendes tal ikke står alene. Hun udarbejder også en vidneerklæring, som forklarer nogle af de teknikker, hun bruger i udregningerne.

“I erklæringen argumenterer jeg for, hvorfor jeg er kvalificeret, og hvorfor man skal stole på min software og mine metoder og tro på min udregning”, siger hun.

Og det kan give lidt kriller i maven, for det er samtidig en form for kvalitetskontrol, som er en tredje nyskabende ting i Therese Graversens arbejde, nemlig muligheden for statistisk modelkontrol af beregningerne.

“Det er et detaljeret kvalitetstjek, der fortæller, om modellen egentlig kan bruges i den specifikke sag”, forklarer hun og nævner, at det er en praksis, som feltet langsomt er ved at tage til sig.

“Det er op til mig at vurdere, om jeg synes, analysen er god nok, og det er mit valg, at jeg lader nogle af graferne fra modelkontrollen indgå i vidneerklæringen”, siger hun, og det kan være en smule nervepirrende.

“For det åbner i virkeligheden også op for kritik. Eksperten på forsvarets side kan fx vælge at sige, at hun ikke mener, at min graf bekræfter, at modellen passer godt. Men det er der indtil nu ikke nogen, der har gjort”, siger hun.

Et stærkt bevis
Det tal, Therese Graversen leverer til politiet, bliver forelagt en lægmandsjury, som svarer til et nævningeting herhjemme.

“Som ekspert fortæller jeg juryen, at det er mere end en milliard gange mere sandsynligt, at den kemiske analyse af dna-sporet giver netop de her toppe, hvis offerets dna er til stede på joggingbukserne, end hvis det ikke er til stede, og det er et rigtig stærkt bevismateriale”, siger hun.

Therese Graversen er blevet indkaldt som mundtligt vidne i nogle af retssagerne, men det er blevet afblæst igen, fx fordi der alligevel ikke har været behov for hendes forklaring.

“Det er lidt ærgerligt, for det kunne være sjovt at være med”, siger hun. Og selv om hun ikke er nået så langt som til at rejse, har hun haft billetterne klar og det pæne tøj pakket i kufferten.

Til gengæld har hun været i England for at debattere med forsvarets eksperter. Det er en metode, retten kan bruge, hvis forsvarets ekspert er uenig i nogle af de tekniske detaljer omkring bevismaterialet.

“Hvis vi er meget uenige, kan man putte os i et rum sammen for at spare tid i retten. Vi finder så ud af, hvad vi kan være enige om og absolut ikke kan være enige om”, siger Therese Graversen, der synes, at det kan opleves lidt provokerende.

“Det er en uvant situation for en forsker, for det er jo ikke en typisk naturvidenskabelig argumentation. Der kommer sagstekniske ting indover, og forsvaret prøver jo at så tvivl om værdien af mine resultater”, siger hun.

Brugt i Danmark
I Danmark er det Retsmedicinsk Institut, som er en del af Københavns Universitet, der udarbejder politiets dna-analyser. Men politiet har alligevel henvendt sig nogle gange for at få en beregning med Therese Graversens software.

“Min tidligere ph.d.-vejleder foretog beregningerne, for han ville ikke forstyrre mig i min barsel. Da jeg hørte det, tænkte jeg: “Pokkers også”, for jeg havde gerne foretaget dem”, siger Therese Graversen, som i øjeblikket er på barsel med sit andet barn.

“Den type opgaver bliver man altså nødt til at tage, når de kommer, for det sker ikke så tit”, siger Therese Graversen, som glæder sig til at komme tilbage fra barsel og arbejde videre med sin model.

Hun vil fx udvikle endnu flere modelkontrolværktøjer for at gøre sikkerheden i beregningerne endnu større.

“Ved mere sofistikerede modeller bliver beregningerne mere krævende, og for at kunne arbejde med modellerne og udvikle nye værktøjer skal jeg bruge en vis fleksibilitet i min software, så den let kan udvides til at udregne mange forskellige ting. Den fleksibilitet vil jeg ikke give køb på, for så mister jeg noget som forsker”, siger hun, selv om det ville være nemmere, hvis det “bare” handlede om at udvikle en software, som kunne foretage en bestemt beregning til brug i retten.

“Men det ligger der ikke nødvendigvis så meget forskningskredit i”, siger hun.