12.04.2019
Nyhed

4.000 forskere støtter elevers klimaprotest

Svensk skoleelev startede protest, der har spredt sig til 140 lande. Nu kommer reaktionen fra forskerne: "I har vores respekt og fulde støtte".

Af Thomas Bøttcher

Den 15-årige svenske skoleelev Greta Thurnberg har 34 fredage i træk nægtet at gå i skole. I stedet for sidder hun uden for den svenske rigsdag og protesterer mod politikernes (manglende) indsat for at rette op på den globale opvarmning.

Greta Thurnbergs protest har spredt sig til 142 lande og hjemmesiden #Fridaysforfuture har indtil nu registreret 3.389 strejker.

”Hvorfor gå i skole, hvis der ikke er nogen fremtid”, lyder et slogan.

Fredag offentliggjorde tidsskriftet Science så en erklæring underskrevet af indtil videre 4.000 forskere. I erklæringen står der om de unges protester:

”Deres bekymringer er velbegrundede og understøttet af den bedst tilgængelige forskning. De aktuelle indsatser for at beskytte klimaet og økosystemerne er dybt utilstrækkelige”, skriver de.

Ifølge forskerne skal menneskeheden handle øjeblikkeligt, hvis den globale opvarmning skal stoppes.

”Det er, hvad de unge mennesker kæmper for. De fortjener vores respekt og fulde støtte”.

Ifølge #Fridaysforfuture fortsatte protesterne fredag i 68 lande.