På Idéhistorie i Aarhus, hvor Gro Hellesdatter Jacobsem er ansat, er der kun få andre kvindelige forskere ansat.
21.11.2018
Artikel

Forskere og undervisere: Køn er stadig ­universitetets blinde punkt

Kun sjældent er universitetsansatte udsat for direkte kønschikane på jobbet. Men stereotype forestillinger om køn står stadig i vejen for især kvindernes karriere som forskere og undervisere, siger de i en ny rundspørge. Vi har været for længe om at erkende, at universiteternes arbejdspladskultur har en slagside, erkender Danske Universiteter.

Af Pernille Siegumfeldt

Forskelsbehandlingen af kønnene blandt universiteternes forskere og undervisere er så udbredt, at det til tider opleves som direkte magtmisbrug af især de kvindelige ph.d.er, adjunkter og lektorer.

Til gengæld sker det ikke så ofte, at de oplever at blive udsat for grov sexchikane eller uønskede berøringer, når de går på arbejde.

Sådan falder svarene i en rundspørge fra Magisterbladet, som 1.100 forskere og undervisere på de videregående uddannelsesinstitutioner har svaret på.

Blandt de 625 kvindelige respondenter har

  • 8 procent inden for det seneste år oplevet uønskede berøringer, omfavnelser eller kys. 4 procent en enkelt gang og 4 procent flere gange.
  • 10 procent oplevet, at deres krop er blevet kommenteret på en stødende måde. 6 procent har oplevet det flere gange. 4 procent har oplevet det en enkelt gang inden for de seneste 12 måneder.
  • 7 procent oplevet nærgående kommentarer, som de har opfattet som krænkende. 4 procent flere gange, mens 3 procent har fået en enkelt krænkende kommentar inden for de seneste 12 måneder.
  • 3 procent oplevet et enkelt tilfælde af overgreb uden deres samtykke, fx at nogen har stukket en hånd ind under deres tøj eller klædt sig af over for dem. Ingen har oplevet det flere gange.
Generelt viser rundspørgen, at chikanen og hverdagssexismen er mindre udbredt blandt de universitetsansatte end blandt de kvindelige studerende, som Magisterbladet stillede de samme spørgsmål i starten af 2018. Blandt de studerende havde 11 procent fx oplevet, at de var blevet befamlet imod deres ønske på studiejobbet inden for det sidste år, mens 8 procent havde oplevet det på studiet. Undersøgelsen blandt de studerende viste også, at 13,5 procent af kvinderne havde fået stødende kommentarer på studiejobbet, mens 9 procent havde oplevet det i forbindelse med studiet.

Et vidnesbyrd om magtudøvelse i akademiske miljøer
Når spørgsmålene handler mere om forskelsbehandling pga. køn end om decideret sexchikane, så er der flere, som har haft uønskede oplevelser.

12 procent har fx oplevet, at deres præstationer på jobbet er blevet nedgjort med deres køn som begrundelse. 7 procent en enkelt gang det seneste år, og 5 procent har oplevet det flere gange.

I alt har 119 kvinder ud af 625 kvinder været udsat for mindst en uønsket episode inden for 12 måneder, som havde med køn og sexchikane at gøre.

For hver fjerde af dem har oplevelsen/oplevelserne i nogen grad haft personlige konsekvenser, for 9 procent har det i høj grad haft personlige konsekvenser.

For 23 procent har oplevelsen/oplevelserne i nogen grad haft konsekvenser i arbejdssammenhænge. For 9 procent har det i høj grad fået en betydning i arbejdssammenhænge.

Olav Wedege Bertelsen er tillidsrepræsentant på Aarhus Universitet og formand for universitetslærernes landsklub i DM. Svarene i Magisterbladets rundspørge overrasker ham ikke.

“Nogle vil måske bagatellisere problemet, fordi forholdsvis få oplever egentlige seksuelle krænkelser. Men samlet set tegner tal og udsagn et vidnesbyrd om, at køn bliver brugt til magtudøvelse i de akademiske miljøer”, siger Olav Wedege Bertelsen.

“SDU er ikke Zentropa”
Netop arbejdspladskulturen og den bevidste eller ubevidste kønsskæv­vridning er det, som de universitetsansatte kvinder har flest kommentarer til. Sammenlagt flere end 150.

De skriver fx:

“SDU er ikke Zentropa. Men den grundlæggende ulighed mellem kønnene bevirker, at det bliver “naturligt” for mænd at tale lidt nedværdigende til kvinder, og at det bliver “naturligt” at være mere kritisk over for kvinder med magt”.

“Det er jo svært at sige eksakt, hvad årsagen er, når man bliver ekskluderet, men som kvinde har jeg generelt sværere ved at passe ind. Det gør sig gældende ved alt fra frokost til fredagsøl”.

“Hvis man bliver udelukket af det mandlige magtfællesskab, er der mange informationer og invitationer, der går én forbi”.

“De krænkende magtmekanismer, som foregår på universitetet, er som regel aldrig af seksuel karakter, selvom de alligevel involverer kønnet”.

“Mange af mine mandlige kolleger virker simpelthen ikke til at se deres kvindelige kolleger eller anerkende os fagligt. De spørger ikke ind til vores forskning, og de tænker ikke på vores kompetencer som noget, de kan trække på”.

“Mikrochikane er grundmelodien på universiteterne”.

Universiteternes blinde punkt
Universitetslærernes formand i DM mener, at Magisterbladets rundspørge kalder på en mere tilbundsgående afdækning af, hvad der er op og ned i universiteternes magthierarkier.

“I andre lande har etnicitet og internationalisering tvunget universiteterne til at starte en normsættende diskussion og følge op med handling. Herhjemme er den ulige behandling af mænd og kvinder fortsat et blindt punkt”, påpeger Olav Wedege Bertelsen.

At danske universiteter er særligt håndsky, når det gælder ligebehandlingsproblematikken, kan professor emerita Bente Rosenbeck fra Center for Kønsforskning på KU bekræfte.

“På mit eget universitet har vi kæmpet for at få kønsdimensionen skrevet ind i en strategiplan. Nu er det nævnt to forkølede steder, og vi har endnu til gode at se, om det er mere end bare honnørord”, siger hun.

Danmark har udviklet sig fra at være en progressiv ligestillingsforkæmper til at have Europas førende Hausfrau-kultur, mener Bente Rosenbeck.

“For 20 år siden var vi langt fremme sammenlignet med Østrig, Tyskland, Holland og Schweiz. Siden har de rykket helt vildt, mens vi har stået stille”, påpeger professoren.

Hun mener, at årsagerne skal findes hos både en ambivalent befolkning, der ikke bryder sig om kvoter og lovgivning, og politikere, der ikke bliver presset nok nedefra til at sætte kønsproblematikken på dagsordenen. Det har haft stor betydning i udlandet, at man er gået radikalt til værks.

“Oxford og Cambridge Universiteter kræver, at ledelsen tager på kursus i mangfoldighed, på MIT (eliteuniversitetet Massachusetts Institute of Tehcnology, red.) har man en hel afdeling af HR-konsulenter, der ikke beskæftiger sig med andet end at sikre kønsneutralitet. I Norge er uddannelse i køn og ligestilling en kompetence, når man skal besætte en prodekanstilling, og i Østrig er et krav om ligelig kønsrepræsentation i forskningen skrevet ind i uniloven”, fortæller Bente Rosenbeck.

Utiltrækkende kultur betyder mistet talent
Når det er så vanskeligt at komme stereotyper og implicitte antagelser til livs på en arbejdsplads, er det, fordi kønsfaktoren ikke kan isoleres. Det mener rektor Hanne Leth på RUC, hvor de forsøger to ting:

“Fra efteråret afholder vi kurser for dem, der sidder i bedømmelses- og ansættelsesudvalg, så vi kan skærpe folks opmærksomhed på de antagelser, der ubevidst styrer os alle, og som ofte er kønnede. Derudover arbejder vi med et redskab, der skanner engelsksprogede stillingsopslag, så de bliver så kønsneutrale som muligt i sprogvalg og udformning og har lige stor appel til begge køn”, siger Hanne Leth.

At det er mandlige værdier, der præger den akademiske verden, er hun ikke i tvivl om. Derfor er universiteterne nødt til at handle.

“Jeg er også samtaleforsker, så jeg er helt klar over, hvordan fx den mere disputerende måde kan præge faglige og kollegiale begivenheder og ligge langt fra en typisk kvindelig konsensussøgende tilgang. Hvis den kultur virker utiltrækkende på dygtige forskere, er det et kæmpe tab”, påpeger hun.

Hanne Leth er ikke tilhænger af kvoter.

“På RUC tilstræber vi en kønsbalance i ledelsen. Derudover er vejen frem at blive ved med at have samtaler om, hvad der er på spil i det ubevidste. Vel at mærke samtaler, hvor begge køn er repræsenteret, så vi ikke ender i hver vores ringhjørne”, understreger RUC-rektoren.

For fire år siden ville jeg have afvist forskelsbehandling
Magisterbladets rundspørge bekræfter, at både #Metoo-bevægelsen og den bredere kønsdebat fortsat skal have fuld opmærksomhed og opbakning hos universitetsledelserne, mener rektorkollegiets talsmand Anders Bjarklev. Han understreger, at hver eneste sag om kønschikane er ulykkelig og helt uacceptabel.

“Vi skal slå hårdt ned på alle former for magtmisbrug i det akademiske miljø. Vi skal beskytte de unge og dem, der er nederst i hierarkierne, og vi skal have et stærkt beredskab, når det går galt”, fastslår Anders Bjarklev.

Den ubevidste forskelsbehandling af kønnene skal adresseres gennem opdragelse og åbenhed. At det virker, har han selv oplevet.

“Havde du spurgt mig for bare fire år siden, ville jeg have afvist, at der skete forskelsbehandling af nogen art på mit eget universitet. Men de mange eksempler, der kommer frem – om arbejdspladskulturer, der har en kønslig slagside, om “herreværelser”, der ekskluderer kvinder, om sprogbrug, der gør det samme, osv. – har jo – desværre – vist, at jeg tog fejl”, siger Anders Bjarklev, der også er rektor på DTU.

Også DTU arbejder med ledertræningsprogrammer, med nøje komponerede jobannoncer og grundige interview med folk, der søger væk fra universitetet, om deres eventuelle oplevelser med forskelsbehandling.

“Det går forbløffende langsomt med at få indført ligestilling på danske universiteter sammenlignet med udlandet”, erkender Anders Bjarklev.

De problemer, som #Metoo-bevægelsen og diverse undersøgelser har blotlagt, har til gengæld stukket hul på bylden, mener rektorernes talsmand.

“Mange ting vil blive gjort med en helt anden bevidsthed fremadrettet. Hvis ikke har vi som ledere fejlet”, fastslår han.

Der bliver forskelsbehandlet


Aasa Feragen er lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet. Et arbejdsfelt, der altid har beskæftiget en tung overvægt af mænd. Foto: Thomas Steen Sørensen

Efter 20 år i universitetsverdenen er kønsaspektet en mindre udfordring, end det var for den norskfødte lektor, da hun var yngre.

“Som studerende oplevede jeg at have en stalker, der iagttog mig gennem vinduet, når jeg læste. Under en forelæsning blev de få kvinder i lokalet spurgt specifikt, om vi nu forstod det, der foregik. Der blev også sat rygter i gang om mit kærlighedsliv, da jeg skrev min ph.d.”, fortæller Aasa Feragen, der har en ph.d. i geometrisk matematik.

I dag sniger fænomenet sig ind ad sprækkerne på andre måder.

“Enkelthændelser kan jo være meget vanskelige at klassificere som diskriminerende. Men for mig står det klart, at der bliver forskelsbehandlet, fordi jeg over tid har set mønstre, fordi visse ting gentager sig på flere institutioner, og fordi eksemplerne involverer mange forskellige kvinder”, påpeger Aasa Feragen.

Det faglige er kun en af mange parametre, der spiller ind på ens muligheder, fx når universiteterne skal ansætte nye medarbejdere, fordele opgaver eller sammensætte forskningsgrupper.

“Vi vil gerne arbejde sammen med mennesker, vi snakker godt med og føler os forstået af. Men i den forståelse ligger der en masse skjult bias, og det spænder over både kultur, alder, social baggrund og køn”, pointerer den 37-årige KU-lektor.

Det sker stadig, at omgivelserne forholder sig til hende som kvinde først og dernæst som forsker. Aasa Feragen er fx blevet totalt ignoreret, de gange hun har haft mand og barn med på konferencer.

“Det medvirker til, at jeg tænker en del over min fremtoning, mine virkemidler, mine ord – og jeg bruger megen tid på forberedelse. Jeg har skullet arbejde en del med at opbygge en faglig selvtillid, fordi jeg ikke har haft så mange at sparre med”, siger hun.

At det har kostet hende et job eller to at være kvinde, er hun ikke i tvivl om.

“Som ph.d.-studerende var det fx svært at spise frokost med en mandlig medstuderende, når der kun var mig. Så jeg gik glip af faglig interaktion og en værdifuld forståelse af, hvordan det lokale forskningsmiljø fungerede”, siger Aasa Feragen.

En god arbejdsplads som hendes nuværende, hvor folk passer godt på hinanden, har givet hende ro til at koncentrere sig om det faglige og have et godt arbejdsliv. Så der er masser af plads til kvinder i datalogien, understreger hun.

“En fordel ved at være i et mandsdomineret miljø kan jo også være, at de passer godt på de kvinder, de har”, siger Aasa Feragen.

De ældre mænd hjælper de yngre mænd frem


Gro Hellesdatter Jacobsen er adjunkt på Uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet, hvor kønnene er nogenlunde ligeligt repræsenteret. Foto: Hung Tien Vu.

“Men jeg har lige oplevet at være på en konference om dannelse, hvor der kun var én kvinde på talerlisten ud af 11. Det virker påfaldende, for der er mange kvalificerede kvindelige forskere inden for pædagogik”, siger Gro Hellesdatter Jacobsen.

De mandsdominerede akademiske miljøer, som findes på universiteterne, er i det hele taget lidt paradoksale, mener den 41-årige idéhistoriker, der har en ph.d. i pædagogik.

“På den ene side bliver jeg mødt med venlighed og åbenhed af mandlige kolleger. Jeg oplever dem som feminister, der for eksempel tager en lang barselsorlov. Men i arbejdssammenhænge ser jeg tendenser til, at de vælger hinanden, taler på hinandens konferencer og går sammen om forskningsprojekter – og det betyder muligvis, at de ældre mænd i realiteten hjælper de yngre mænd frem”, forklarer hun.

På Idéhistorie i Aarhus er der kun få kvindelige forskere ansat i dag, ligesom da Gro Hellesdatter Jacobsen studerede der for 20 år siden.

“Og det til trods for at der i mellemtiden er blevet uddannet mange gode kvindelige kandidater”, påpeger hun.

Egentlig er det logisk.

“Mænd deler oftere interesser inden for forskningen, og de fortsætter det kønsopdelte samvær, når de taler om fodbold over frokosten og går på bar efter arbejdstid. Ligesom jeg laver ting med mine veninder”, påpeger hun.

Hun har kun én veninde fra studiet, der har indledt en forskerkarriere efter studietiden, mens mænd ofte kan tælle flere studiekammerater blandt deres forskerkolleger.

“Der er ulige vilkår for mænd og kvinder – til tider også uretfærdige vilkår. Det er et faktum, som universiteterne desværre har meget svært ved at anerkende”, påpeger Gro Hellesdatter Jacobsen.

Stødende kommentarer om kroppen er udbredt
12 procent af de kvindelige forskere og undervisere på universiteterne oplever at blive talt ned til pga. deres køn. Det viser Magisterbladets rundspørge.