En hippie og en arbejder diskuterer, mens politiet stormer Sofiegården.
09.05.2018
Artikel

Her er de fem vigtigste steder, ungdomsoprøret har sat sit fingeraftryk

I år er det 50 år siden, ungdomsoprøret og studenteroprøret kulminerede i 1968. Vi har bedt deltagere og eksperter om at pege på de spor, som oprøret har sat i dag. De findes i kønsrollerne, seksualiteten og den moderne pædagogik.

Af Anna Dalsgaard

Seksualiteten blev sat fri
Med p-pillen og den frie abort kunne kvinder selv bestemme, hvornår de ville have børn. Sammen med ungdomsoprøret ændrede det seksualiteten fra noget, der havde været forbundet med skam og stor ­risiko, til noget lystfyldt for både kvinder og mænd.

Hans Bonde, forsker i maskulinitet og kropskultur, Københavns Universitet
Da p-pillerne kom, blev sex løst fra reproduktionen, og det gav en utrolig lyst til at eksperimentere uden angsten for graviditet. Det var en enorm gave, også til mændene. Jeg er selv for ung til at have oplevet det, men har snakket med flere mænd, som var unge i 1968. De var helt salige over, at den blufærdige kvinderolle blev afløst af, at kvinder nu også tog initiativ til sex.

Morten Thing, tidligere forsker i kulturhistorie på Roskilde Universitet
Tidligere måtte den enkelte mand tage kvindernes forventninger på sig. Med kvindebevægelsen begyndte kvinderne selv at formulere deres forventninger til sex, og dermed kom seksualdriften også til at handle om kvinders behov, og vi kunne pludselig tale om lyst. I dag er vi så langt, at man kan have en selvstændig seksuel identitet og tale om det offentligt.

Karen Sjørup, køns- og ligestillingsforsker, Roskilde Universitet
Utroskab er ikke længere skilsmissegrund i lovens forstand, som det var, dengang husmødrene kun havde adgang til deres mand, og utroskab kunne true eksistensberettigelsen. I 1966 kom p-pillen og skabte en betydelig sikkerhed for kvinderne og fik stor betydning for sexlivet, selv om det er en myte, at kollektiverne havde bollerum og gruppesex. Folk blev jo jaloux.


Brysterne blev sluppet fri. Her på Kvindefestival i Fælledparken i 1979. Foto: Ritzau/Scanpix

Kulturrevolutionen: Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet
I 1960’erne og 1970’erne strømmede de gifte kvinder ud på arbejdsmarkedet. Fra 1971 satte rødstrømpebevægelsen skub i kvindernes frigørelse og medførte radikale ændringer. Kvinderne blev økonomisk uafhængige, og mændene begyndte så småt at tage sig af børnene og deltage i husarbejdet.

Karen Sjørup, køns- og ligestillingsforsker, Roskilde Universitet
Der er virkelig sket noget i kølvandet på kvindebevægelsen. Kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet og kan nu forsørge sig selv. Det er blevet mange gange nemmere at gå fra manden, og kvinderne skal ikke længere bede om penge. Min mor var også feminist, og alligevel måtte hun finde sig i at få husholdningspenge fra min far, og hun hadede det.

I 1978 blev jeg valgt til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og arbejdede især for bedre og billigere daginstitutioner, som er en forudsætning for, at kvinderne kan arbejde. Der var stor mangel dengang, og en del kvinder efterlod i protest deres småbørn på socialchefernes skriveborde. Nu er det blevet så indgroet, at selv de borgerlige vil bygge dagsinstitutioner.

Inden 1968 gik kvinderne kun på universitetet, til de blev gift. Men i dag er kvinder med stor succes gået ind i mandefag, der kræver høj uddannelse, såsom medicin, jura og teologi. De højtuddannede kvinder når ofte langt og får også høje lønninger, selv om de stadig tjener mindre end mændene.

Morten Thing, tidligere forsker i kulturhistorie på Roskilde Universitet
Rødstrømpebevægelsen fra 1971 betød meget for ungdomsoprøret og skabte store forskydninger mellem kønnene i 1970’erne. Vi er blevet mere kønsfri, og mændene tager sig mere af børnene. Jeg har fx fået et helt andet forhold til børn, end min far havde.


To kvindelige kontrollører ser på flasker i stærkt lys for at undersøge, om de er rengjorte, på Carlsberg Bryggerierne i 1975. Foto: Ritzau/Scanpix

Delvist farvel til den klassiske manderolle
Kvindernes indtog på arbejds­markedet skabte rum til manden som omsorgsfuld familiefar, og han slap ud af rollen som eneforsørger. Men han hænger stadig fast i en begrænset rolle.

Hans Bonde, forsker i maskulinitet og kropskultur, Københavns Universitet
I udgangspunktet var kvindeoprøret et løfte til mændene om at udvide deres rolle. Men manden svingede fuldstændig over og afhændede en del af den maskuline identitet. Han fik langt hår og begyndte at gå med ørering og hønsestrik. Han blev en karikatur af sig selv, men kvinden ønskede ikke en mand, der var blød, blid og behagelig. Så i dag går kvinder i bukser, dyrker både konkurrencesport, ballet og ikke mindst deres personlighed, mens manden er mere indespærret i en normativ rolle. Også de unge mænd.

Det kan ikke mindst skyldes homofobien blandt mænd, som er angste for homoseksualitet. De er bange for, at deres adfærd bliver mistolket, og for at blive sat i forbindelse med løse håndled, måske fordi homoseksualitet var kriminelt indtil 1933 og også var karakteriseret som en sindssygdom. Det sidder som et ekko i kroppen, og 1960’erne og 1970’erne formåede ikke helt at frigøre dem fra det.

Vi skulle gerne nå derhen, hvor manden bliver så velfunderet i sin maskulinitet, at han ikke er bange for at åbne mere op for “det kvindelige” i sig selv. Men kvinderne er med til at fastholde mændene i de fastlagte roller, for de føler ofte ubehag, når mænd bryder ud af rollen og bliver for feminine.

Det var dog en kæmpelettelse for manden, at kvinderne også begyndte at tjene penge, så han slap for forsørgerpresset og fik mulighed for i højere grad at påtage sig omsorgsrollen over for børnene, da husmodersamfundet gik i opløsning.

Manden arbejder dog stadig sammenlagt mest og henter mange af timerne uden for hjemmet. Mange mænd vil gerne være endnu mere sammen med børnene. Fx viser opinionsundersøgelser, at mænd har et ønske om mere barselsorlov. Men de kan ikke alene diktere kønsrollerne, og undersøgelser viser, at mange kvinder stadig vælger magtfulde mænd med en stærk forsørgerrolle.

Morten Thing, tidligere forsker i kulturhistorie på Roskilde Universitet
Det var en foræring, at mænd blev nødt til at tage sig af børnene. Men vi havde ingen forbilleder, så jeg prøvede at kigge på, hvordan min mor havde gjort det.


Ved en demonstration i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag på Rådhuspladsen i Aarhus i 1972 ses unge demonstranter med barnevogne. Foto: Ritzau/Scanpix 

Farvel til lektor Blomme
I 1960’erne blev den sorte skole endelig afskaffet, og der blev eksperimenteret med nye pædagogiske metoder. Roskilde Universitet er et blivende eksempel på den nye gruppeorienterede pædagogik.

Per Schultz Jørgensen, børne- og familieforsker:
Før 1960’erne var den sorte pædagogik fremtrædende. Professorvældet herskede enerådigt på universiteterne, og man rejste sig op, når professorerne kom ind. De lagde rammerne og stillede nogle meget tydelige krav. Der var stor respekt for autoriteter, og man underkastede sig systemet. Der var en ret autoritær forståelse af, hvordan undervisning og opdragelse skulle være. Tingene stod ikke til diskussion.

Det gjorde de derimod i ­1960’erne, der blev et oprørsårti indenfor pædagogikken. Der opstod en ny måde at tænke skole på, som satte eleven i centrum, og en måde at tænke skole og dannelse på, som gik langt ud over udenadslæren, der havde været fremherskende på lektor Blommes tid.

I 1960’erne og 1970’erne blomstrede reformpædagogikken, og nye pædagogiske metoder fik lov til at folde sig ud. Nu sagde man du til læreren, og professorvældet blev afløst af et studienævn.

Det var et nødvendigt oprør, men der var også en pris. Universiteterne mistede en del af fagligheden, da alle mulige retninger fik plads. Man kan sige, at fagligheden betalte prisen for demokratiseringen af universiteterne. Nogle af de sammenhænge, som det gamle universitet stod for, fx en insisteren på, at man skulle kunne dokumentere og stå inde for sin viden, blev mere og mere afløst af selvvalgte fordybelsesopgaver.

Morten Thing, tidligere forsker i kulturhistorie på Roskilde Universitet
Roskilde Universitet (RUC) er et tydeligt spor fra oprørstiden. RUC, som det bare hed dengang, byggede på helt andre pædagogiske metoder, som var knyttet til ungdomsoprøret. Forelæsninger eksisterede næsten ikke, og gruppearbejde var en stor del af studierne. De første år gav man heller ikke individuelle karakterer, men én fælles gruppekarakter. Gruppearbejde spiller stadig en stor rolle på RUC, og andre universiteter har også taget gruppearbejdet til sig.


Gruppemøde på humanistisk basisuddannelse på Roskilde Universitet. RUC åbnede dørene den 1. september 1972 som et alternativ til de eksisterende universiteter og med nye tiltag som gruppearbejde, basisstudier og tværfaglighed. Foto: Ritzau/Scanpix

Opgøret med professorvældet
Indtil 1968 var universiteterne professorernes kongedømme. Studenteroprøret demokratiserede universiteterne, som fik nye styreformer. Men demokratiet er slået tilbage, og i dag har vi et statsstyre af universiteterne.

Morten Thing, tidligere forsker i kulturhistorie på Roskilde Universitet
Vi var utilfredse med, at alle beslutninger blev truffet af professorerne. Ikke engang de øvrige undervisere havde noget at sige, da det kun var professorerne, der kunne vælge og vælges til konsistorium. Så vi ville af med professorvældet og have plads i studienævnene.

Det lykkedes at få en forsøgsordning på dansk og psykologi, og det gik overraskende let. Efterfølgende har jeg tænkt, at staten formentlig havde nogle interesser, som lignede vores. Dermed slap staten for at knække nakken på professorerne, da vi gjorde det for dem.

Professorerne var meget forskellige. Nogle var dannelsesfyrster, som man sagde De til, og deres ord var lov. Men det ændrede sig, da vi fik den nye lov, hvor vi som studerende fik halvdelen af pladserne i studienævnene. Der kom et kulturskifte, og vi begyndte at sige du til dem.

I 2003 blev demokratiet nærmest afskaffet med den nye universitetslov, og det har i høj grad betydet, at universiteterne er styret fra Undervisningsministeriet. Universiteterne bliver nu ledet af bestyrelser med eksternt flertal, og vi har fået masseuniversiteter.

Det går i høj grad ud over uddannelserne og forskningen. Universiteterne er underlagt toprocentsbesparelserne, og en måde at spare på er at skære i timetallet, men på et tidspunkt gør det for ondt. Hvis man havde beholdt demokratiet på universiteterne, havde man måske valgt at spare andre steder.

Et andet problem er forskningsfriheden. Der er for mange sager med politisk indblanding, og jeg er bekymret for, at det breder sig, så der bliver sat grænser for forskningen. Men forskning skal være uafhængig for at være troværdig.

Det er mærkeligt og svært at forstå, hvorfor vi har fået det statsstyrede universitet, da de førende universiteter andre steder i verden er præget af uafhængighed og ledelser med stærkt akademisk islæt.


Studenternes besættelse af rektor Mogens Fogs kontor på ­Københavns Universitet i 1970. Foto: Ritzau/Scanpix