Tegning: Adam O.
27.06.2018
Artikel

Eksperter: Vi får næppe en musketered i 2021

Musketereden gav fagforeningerne styrke til at modstå presset fra Moderniseringsstyrelsen, og fagforeningslederne er enige om, at musketereden gav resultater. Men eksperter tvivler på en gentagelse ved de næste overenskomstforhandlinger.

Af Thomas Bøttcher

Med et rungende ja fra medlemmerne til forhandlingsresultatet kan det være nærliggende at tænke OK 18’s musketered som en oplagt model for fagbevægelsen ved de fremtidige overenskomstforhandlinger.

FOA’s nye formand, Mona ­Striib, går da også ind for en gentagelse. Godt nok måtte FOA og de øvrige LO-forbund leve med beskyldningen om at have opløst musketereden i den hektiske slutspurt. Men sådan ser FOA ikke på sagen. Her peger man på, at musketereden banede vej for den pulje, der tilfaldt LO’s lavtlønsgrupper.

“Det er helt oplagt at fastholde vores evne til at bakke op om krav på tværs af organisationer. Så derfor siger jeg helt klart ja til, at der også i 2021 kan indgås en musketered”, lyder det fra Mona Striib, der godt kan forestille sig, at en aftale om lærernes arbejdstid igen kan blive et hovedkrav.

Samme budskab lyder fra Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, der dog også fremhæver, at dette års forhandlinger har været unikke.

“Jeg tror, at vi kommer til at overveje frem mod 2021, hvordan vi kan stå mere fælles over for arbejdsgiverne, end vi har gjort tidligere. Men om vi får et tæt samarbejde omkring tre-fire emner som i år, kommer meget an på situationen til den tid. Det afhænger af konjunkturerne, af modpartens krav og den politiske situation”, siger han.

Også Lars Qvistgaard peger på lærernes arbejdstid som et muligt omdrejningspunkt for en ny musketer­ed.

Og da Forhandlingsfællesskabets repræsentantskab 4. maj godkendte OK 18-forliget var det med en forsikring om, at solidariteten lever videre.

“En løsning for alle” var ikke kun et slogan under OK 18-forhandlingerne, hed det i en udtalelse, og derfor vil Forhandlingsfællesskabet også i de kommende år arbejde for, at spørgsmålet om lærernes arbejdstid ikke havner i en syltekrukke.

Men selvom lærerne med den kommende kommission og en fælles forpligtelse om nye forhandlinger ifølge fagforeningsformand Anders Bondo Christensen fik noget godt ud af musketereden, skal man ikke forvente, at han vil bruge Forhandlingsfællesskabets opbakning til at genoplive musketereden, hvis forhandlingerne går i stå.

“Jeg vil hellere tænke i, at der er et klart signal fra de andre organisationer om, at det kommissionsarbejde og forhandlingsforløb, vi går i gang med nu, det skal lykkes. Det er meget svært at forestille sig, at man indgår en god arbejdstidsaftale via en konflikt eller et lovindgreb. Det er jo to parter, der skal sætte sig ned og finde rammerne for, at en medarbejdergruppe kan lykkes med opgaven”.

Og her havde solidaritetspagten en væsentlig bagside, lyder hans analyse.

“Vi var glade for opbakningen, men den var også lidt et tveægget sværd. Den betyder meget for vores forhandlingsposition, men lagde også et pres på os for at lande en aftale. Hvis vi var kommet ud i en storkonflikt, hvor lærernes arbejdstid var det eneste tema, ja, så ville presset være enormt, når millionerne begynder at fosse ud af strejkekasserne”, forklarer han.

Prisen kan blive alt for stor
Og det dilemma, som Anders Bondo Christensen her skitserer, er også hele fagbevægelsens dilemma, mener Nana Wesley Hansen, lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet.

I hendes optik kan solidaritetspagten umiddelbart betegnes som en succes, der resulterede i, at fagforeningerne opnåede mere, end de på forhånd kunne forvente.

Det gælder i særlig grad i forhold til lønspørgsmålet, hvor eksempelvis Sophie Løhde før forhandlingerne kom med håndfaste udmeldinger om, at lønmodtagerne på forhånd skyldte seks mia. kr.

Det gælder også spisepausen, lavtløns- og ligelønspuljen til LO-området og selv i forhold til lærernes arbejdstid, mener hun.

“Vi må se, hvad der sker, men jeg mener ikke, at kommissionen bare er en syltekrukke. Det er en aftale om at lade en uvildig instans komme med et oplæg til en ordentlig løsning”.

Alligevel er Nana Wesley Hansen forbeholden, når det gælder musketeredens anvendelse fremover.

“Problemet er jo netop, at man flere gange virkelig stod på vippen til at sende hele den offentlige sektor ud i en storkonflikt. Så spørgsmålet er hårdt trukket op: Var resultatet af OK 18 godt nok, sammenlignet med hvor langt ud på kanten man kom”, siger hun.

Ja, man fik lønstigninger, men de giver formodentlig kun en lille reallønsstigning – det, som arbejdsgiverne nu kalder “en økonomisk ansvarlig ramme”. Ja, man fik spisepausen, men den har de offentligt ansatte allerede i forvejen. Ja, der kom en pulje til de lavtlønnede, men det egentlige problem, deres indplacering i lønsystemet, er ikke løst. Og man kom heller ikke i hus med lærernes arbejdstid.

“Det kan være en pointe i sig selv, at man fik trukket en streg i sandet. Men det er ikke sådan, at man har været ude at skabe store og flotte nye resultater for medlemmerne”, vurderer Nana Wesley Hansen.

Hun peger på, at storkonflikten i 1998 til sammenligning handlede om hele den sjette ferieuge.

“Jeg tror, at overvejelsen for fagbevægelsen bliver, hvordan man kan håndtere solidariteten fremadrettet, så man på den ene side opnår noget, men omvendt heller ikke presser sig selv helt derud, hvor man står på tærsklen til en storkonflikt”.

For spørgsmålet er, hvor langt medlemmerne er villige til at følge den risikofyldte forhandlingstaktik, når det kommer til stykket.

Delforliget på regionernes område har allerede vist, at primært LO-forbundenes forhandlere ikke var villige til at gå linen ud, påpeger Nana Wesley Hansen.

Og selv blandt lærerne, hvor tre ud af fire ifølge en Gallup-måling er utilfredse med resultatet, er viljen til flere bryderier behersket. Kun 25 % stemte nej til resultatet.

Solidariteten afhænger af arbejdsgiverne
Ligesom Nana Wesley Hansen påpeger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl, at musketeredens succes skal holdes op mod, at den var ved at udløse den største storkonflikt på det danske arbejdsmarked nogensinde.

“Fagforeningerne har normalt været notorisk rivaliserende, men her stod man skulder ved skulder og mobiliserede noget, vi aldrig har set før. Hvordan du end vender og drejer det, var det imidlertid et uskønt forløb, der først blev reddet på selve målstregen. Og det er uholdbart, hvad parterne også har erkendt. Så måske har vi en helt ny situation om tre år”, siger han.

Solidaritetspagtens mulighedsbetingelser fremover kan ifølge arbejdsmarkedsforskere ikke ses uafhængigt af det pres, de offentlige arbejdsgivere har lagt på lønmodtagerne siden 2013 med lovindgrebet om lærernes arbejdstid, inddragelse af kutymefridage, privatlønsværn, krav om afvikling af løngab og senest det famøse brev fra sidste år, hvor Moderniseringsstyrelsen drog tvivl om de statsansattes frokostpause.

“Hvis man ikke havde haft det problematiske OK 13-forløb, så havde man heller ikke haft musketereden. Så der har været et pres, og nu har man haft et modpres”, siger Nana Wesley Hansen. Heller ikke arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus Flemming Ibsen forventer at se et lignende forløb i 2021.

“Der kan godt komme et nyt pres, som gør, at man igen rykker sammen i bussen. Men spørgsmålet er, om fagbevægelsen samlet er klar til at konflikte. Jeg har holdt mange foredrag i fagbevægelsen siden 2013, og jeg har aldrig stødt på nogen, der var parat til at gå i konflikt for lærerne. Det er ikke egnet til en storkonflikt, for det binder ikke sammen, og så langt rækker solidariteten ikke”, siger han.