15.01.2018
Nyhed

Forsker: De sværeste OK-forhandlinger jeg har set!

De offentlige arbejdsgivere møder et historisk stærkt sammenhold hos lønmodtagerne, når de sætter sig ved forhandlingsbordet. Der er tre store knaster i et svært forhandlingsklima, siger arbejdsmarkedsforsker Nana Wesley Hansen i dette interview.

Af Anna Dalsgaard

”I den tid jeg har fulgt de offentlige overenskomstforhandlinger, tror jeg, at disse bliver de sværeste”, siger Nana Wesley Hansen, som følger forhandlingerne tæt. Hun er arbejdsmarkedsforsker ved Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

”Jeg ved godt, det er lidt fortærsket, for man siger det hver gang, men jeg har fulgt forhandlingerne siden midten af 00’erne, og denne her gang ser det altså svært ud”, siger hun.

Det skyldes blandt andet, at forhandlingerne i år er præget af et dårligt klima mellem parterne, og en af grundene er Moderniseringsstyrelsens klapjagt på de statsansattes betalte fridage og den betalte frokostpause.

De statsansatte siger fra
Det fik chefforhandleren for de statsansatte, Flemming Vinther, til allerede i december 2016 at skrive et åbnet brev til Sofie Løhde (V), som lige var tiltrådt som minister for offentlig innovation, og dermed som overordnet arbejdsgiver for de offentligt ansatte.

Efter et møde hos den nytiltrådte minister, skrev Flemming Vinther blandt andet, at ministeren havde meldt klart ud, at hun ”naturligvis bakker op, når de lokale arbejdsgivere tager ansvaret på sig og træffer nogle vanskelige beslutninger om, hvordan der skal prioriteres i deres organisationer”.

”Det betyder på dansk, at der er fri jagt på betalte fridage i ministerier og styrelser. Det er brud på den tradition, der følger af den danske model, hvor så store forandringer er genstand for forhandling mellem de centrale parter”, skrev Flemming Vinther. 

Betalt frokost eller ej
Efterfølgende har Moderniseringsstyrelsen meddelt de faglige organisationer, at styrelsen betragter den betalte frokostpause som en kutyme, der er opstået på de enkelte arbejdspladser, og dermed ikke som en overenskomstsikret ret. Dermed rangerer den på linje med frugtordning og massage og kan fjernes lokalt uden forhandling.

Det mener Flemming Vinther er helt uacceptabelt. Han har sagt til Magisterbladet, at han slet ikke kan se medlemmerne stemme ja til en ny overenskomst, hvor frokostpausen ikke skulle være en del af overenskomsten med risiko for så senere at få et pålæg om 2,5 timers merarbejde om ugen uden lønkompensation.

Lønmodtagerne i staten, kommunerne og regionerne står last og brast om frokosten. De mener, den allerede er en del af overenskomsterne, og forhandlerne har lovet hinanden at stå sammen, for at få den anerkendt som en overenskomstsikret ret.

”Frokostpausen har rumlet længe, men er blevet meget aktuel nu. Spørgsmålet er, om partnere når at aftale noget om den inden forhandlingerne går i gang, eller om den bliver en knast ved forhandlingsbordet”, siger Nana Wesley Hansen, som heller ikke kan forestille sig lønmodtagersiden præsentere et forlig, hvis den betalte frokost ikke kommer på plads.

Intet forlig uden realitetsforhandlinger
En anden stor knast er lærernes arbejdstid, som blev fastsat ved lov, efter lærerlockouten i 2013. Arbejdsgiverne har efterfølgende nægtet at forhandle om den, og det mener lønmodtagerne er i strid med den danske model, hvor der er tradition for at forhandle om vilkårene på arbejdsmarkedet.  

Den samlede lønmodtagerside har givet hinanden håndslag på, at nu skal arbejdstiden forhandles. For at understrege alvoren, har de sendt et fælles brev til arbejdsgiversiden, hvor de meddeler, at de ikke vil indgå forlig, før man har set realitetsforhandlinger om lærernes arbejdstid.

”Arbejdsgiverne siger, at de gerne vil forhandle, men giver samtidig udtryk for, at de ikke har meget at give af, så det bliver svært at indgå forlig”, siger Nana Wesley Hansen og understreger, at brevet er udtryk for, at lønmodtagersiden denne gang står samlet.

Skylder nogen nogen noget?
Det såkaldte privatlønsværn, som blev indført ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2015, og som Flemming Vinther har kaldt et bagholdsangreb på reguleringsordningen, er den tredje store knast.

Privatlønsværnet betyder kort fortalt, at offentlige lønninger ikke kan stige mere end de private.

Indtil 2015 betød reguleringsordningen, at forskellen mellem offentlige og private lønninger en gang om året blev reguleret med 80 procent. Så hvis de offentlige lønninger haltede bagefter det private, steg de altså med 80 procent af forskellen og faldt tilsvarende, hvis lønnen på det private arbejdsmarked ikke steg.

Med privatlønsværnet bliver lønnen i det offentlige stadig opjusteret med 80 procent af stigningen i det private, men bliver nedjusteret med 100 procent, hvis den offentlige lønudvikling løber fra den private.

”Lønmodtagersiden var ikke glad for privatlønsværnet”, siger Nana Wesley Hansen.

Strejke eller ej
Nana Wesley Hansen er forsigtig med at spå om muligheden for konflikt.

”Men med så store og svære forhandlinger er risikoen forhøjet”, siger Nana Wesley Hansen, som dog samtidig påpeget, at det er blevet sværere at bruge strejken som kampmiddel i det offentlige.

”Det ser ud som om, regeringen ikke længere griber ind i konflikter pr automatik, og derfor kan de blive langvarige og dermed rigtig dyre for de faglige organisationer”, siger Nana Wesley Hansen.

”Lønmodtagerne har så i stedet arbejdet på en større koordinering og på at stå sammen i de fællesskaber, som forhandler for staten, regionerne og kommunerne”, siger hun, og mener, at de udmeldinger, der er kommet indtil nu tyder på et tæt sammenhold.

Akademikere har ikke tradition for at strejke, men netop det stærke sammenhold og udsigten til svære forhandlinger om den betalte frokostpause, har bragt akademikerorganisationerne tættere på konflikt.