31.08.2018
Nyhed

DF: Besparelser på uddannelse kan fortsætte efter 2022

Dansk Folkeparti er positive overfor regeringens ønske om at videreføre omprioriteringsbidraget efter 2022 i justeret form.

Af Thomas Bøttcher

En videreførelse af regeringens omprioriteringsbidrag til 2022 vil for professionshøjskolerne samlet betyde en besparelse på 2,6 mia. kr. eller det der svarer til 1.200 årsværk.

Det skriver formand for professionshøjskolerne Stefan Herman i dag i en kommentar til regeringens finanslovsudspil.

På Twitter skriver Stefan Hermann desuden, at ”det er umuligt at levere kvalitet i uddannelserne med den ramme”.

Men Stefan Hermann, hvis det er umuligt at levere kvalitet, hvad kan du så gøre på Københavns Professionshøjskole, hvor du selv er rektor?

”På min egen intuition svarer det til 700 mio. kr. i perioden. Hvordan skal vi klare det? Nedlægge den interne kommunikation eller vores hjemmeside? Nej, det kan vi ikke. Vi har lige slanket ledelsen med 10 mio. Så det, der bliver ramt, er timetal, vejledning, feedback og vores dygtige undervisere, der ikke kan blive ved med at undervise mere og mere”.

Stefan Herman undrer sig samtidig over, at regeringen ikke fortæller, hvor professionshøjskolerne skal finde pengene.

”Problemet er, at der sådan set ikke er noget, de ikke vil have. Der er ingen, der siger: Så lad være med at afholde de her kurser på den her uddannelse. Der er ingen rettesnore. Samtidig har jeg lagt mærke til, at der bliver afsat 200 mio. kr. til nobelpriscentre og 600 mio. kr. til universiteter og erhvervsskoler. Det under jeg dem, men det viser den bevidste nedprioritering”.

Stefan Herman er ikke den eneste, der har det svært med, at besparelserne på uddannelsesområdet skal fortsætte.

Det gælder også Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl. Han her flere gange efterlyst en slutdato på omprioriteringsbidraget.

”Overordnet er vi ikke modstandere af, at man skubber til noget effektivisering. Vi har også kunnet se, at det kan man måske gøre i et, to eller tre år, men så kommer der et tidspunkt, hvor man skal gøre noget andet. Derfor er det positivt, at der sker noget nyt”, siger han.

Det nye er, at regeringen lægger op til at lade besparelserne på 2 pct. fortsætte til efter 2022, men at de sparede midler omfordeles inden for ressortområdet. Og den ændring kan DF’s forskningsordfører godt se perspektiver i.

”Fx har vi i DF et særlig øje på Erhvervsskolerne, som har det svært. Så vi skal se på, om der er områder, vi har brug for at prioritere anderledes. Så det kan være, at der skal ske en omfordeling mellem uddannelser, men det kan også være, at midlerne går tilbage til institutionerne”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Men man når man læser, hvad du tidligere har sagt, får man det indtryk, at Dansk Folkeparti har efterlyst en slutdato. Nu siger i så ja til, at besparelserne kan køre frem til 2022, altså i alt syv år, og endda videre i en justeret form?

”Jeg havde gerne set, at det var droppet tidligere. Men i sidste ende er det en samlet vurdering og en prioritering mellem forskellige områder. Så jeg er egentlig ganske godt tilfreds med, at der nu endelig sker noget”, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.