27.11.2017
Nyhed

Thybo-sagen afgjort: KU's fyring af anerkendt professor var uberettiget

Sagen om afskedigelsen af Hans Thybo er blevet afgjort ved en faglig voldgiftsret. Københavns Universitet skal betale godtgørelse for afskedigelsen, der var i strid med overenskomsten. "De måtte lægge sig fladt ned, og det var en befrielse,” siger Hans Thybo til Magisterbladet.

Af Troels Kølln

Sagen om Københavns Universitets afskedigelse af den anerkendte geolog Hans Thybo er blevet afgjort ved en faglig voldgiftsret.

Fyringen var i strid med overenskomsten. Parterne i sagen har indgået et forlig, hvor Hans Thybo får en godtgørelse svarende til seks måneders løn. Det er den maksimale godtgørelse i denne slags sager.

”Det korte af det lange er, at KU blev totalt underkendt. De måtte lægge sig fladt ned, og det var en befrielse,” siger Hans Thybo til Magisterbladet.

”Det har hele tiden været en absurd sag. Jeg ser det her som en fuld genoprejsning, og det er rigtig rart.”

Dekanen på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, John Renner Hansen, der gennemførte fyringen af Hans Thybo, er også glad for, at sagen er afgjort.

"Nu er der indgået et forlig, og det tager vi til efterretning. Jeg vil ikke kommentere så meget mere på det, for det ville være at politisere et forlig, vi har indgået. Det har været en rigtig lang og trættende sag for alle parter, både modparten og os selv. Derfor er det godt, at vi kan komme videre", siger John Renner Hansen til Magisterbladet.

Påstand fra ledelsen: Vi havde tonsvis af begrundelser
Hans Thybo blev i første omgang fyret af Københavns Universitet, fordi han angiveligt skulle have opført sig illoyalt over for universitetsledelsen ved, mente universitetet, at opfordre en egyptisk post.doc. til at kritisere ledelsen i en arbejdspladsvurdering. 

KU baserede angiveligt en stor del af sine anklager på en bestemt mail, som geologiprofessoren skulle have sendt til den egyptiske post.doc.

Siden har den egyptiske forsker bl.a. over for det anerkendte videnskabelige tidsskrift, Nature, afvist, at han følte sig presset af Hans Thybo til at kritisere ledelsen Institut for Geovidenskab og Natuforvaltning på KU.

Senere sagde en anonym kilde fra universitetets ledelse til Weekendavisen, at der var langt flere sager end dem, der havde været fremme i pressen.

"Vi havde tonsvis af begrundelser mod ham, men af Kammeradvokaten blev vi rådet til at skære sagen til, så den kun handlede om post doc’en og Thybos negligeren af ordren om ikke at anvende sin private e-mailadresse i arbejds medfør. Det har så vist sig at være et meget dårligt råd", sagde den anonyme kilde til Weekendavisen.

Det er nu modbevist, mener Hans Thybo.

”KU har hele tiden forsøgt at få det til at se ud, som om der var tonsvis af andre sager imod mig. Det passer altså ikke, og det er nu godtgjort”, siger han til Magisterbladet.

”De har forsøgt at antyde, at pressens dækning af sagen ikke var korrekt. Og nu kan jeg bare sige, at det er fuldt retvisende, dækkende og korrekt, hvad der er blevet skrevet”, siger han.

Hans Thybo er i dag tilknyttet som forsker på Istanbuls Tekniske Universitet.

“Det er et fantastisk sted, og man fristes til at sige, at den akademiske frihed sættes højere her end i København. Det er jo paradoksalt”, siger Hans Thybo til Magisterbladet.


Tidslinje

September 2014: KU køber en ekstern revisionsundersøgelse af Hans Thybos forskningskonti. Pris: 500.000 kroner

Forår 2015: Undersøgelsen afsluttes. Thybo skal tilbagetale 2.625 kr. og får indskærpelse om at følge universitets regler for indkøb. Hans Thybo bliver fyret som forskergruppeleder.

Juni 2016: Hans Thybo får en skriftlig advarsel for ikke at administrere forskningsprojektet Danseis godt nok.

September 2016: Hans Thybo bliver fyret. Årsagen er hans brug af privat mailkonto og pres på postdoc. De studerende protesterer.

November 2016: Afgørelse om uansøgt afskedigelse på grund af nu to tilfælde om pres på postdoc, brug af privat mail og gentagen misligholdelse af ansættelsesforholdet. Fyringen vækker kritik fra de ansatte i bestyrelsen og internationalt.

December 2016: KU genoptager kortvarigt forhandlinger Dansk Magisterforening, Thybos fagforening, efter at postdoc’en i en artikel i Nature afviser, at Thybo pressede ham til noget.

Januar 2017: 1.500 forskere aflevere skriftlig protest mod Thybos fyring til KU’s rektor. En anonym kilde fra universitetsledelsen siger til Weekendavisen, at der var "tonsvis" af begrundelser for fyringen.

Februar 2017: Moderniseringsstyrelsen behandler sagen om uretmæssig fyring af Hans Thybo mellem Dansk Magisterforening og Københavns Universitet.