13.12.2017
Nyhed

Nyt udspil: "Sæt muséerne fri!"

Museerne skal støttes gennem bloktilskud til kommunerne, eller gennem opgavebestemt tilskud til større museer. Nye visioner skal hjælpe kulturministeren med at nytænke museumsområdet. Museumschef mener dog ikke, at udspillene løser opgaven.

Af Farhiya Khalid
Begrebet ”statsanerkendte museer” skal afskaffes. Museerne skal frigøres fra det meste af den nuværende statslige styring og kontrol. I stedet skal statens tilskud gives i form af bloktilskud gennem kommunerne, mens den statslige museumspolitik fremover skal koncentrere sig om opgaver af særlig national betydning. 

Sådan lyder tankerne i et nyt udspil på museumsområdet, der skal nytænke den nuværende museumsstruktur og tilskudsmodel. Ovenstående forslag kommer fra forhenværende generaldirektør for Danmarks Radio, Christian S. Nissen og kommunikationschef i Danish Crown, Astrid Gade Nielsen, der mener, at det nuværende system er groet fast i en utidssvarende central struktur. 

”Museerne skal frigøres fra de styrende statslige bånd, så de kan udvikle deres faglige egenart, stedlige forankring og internationale orientering i et samspil med lokale kræfter og andre udbydere af kulturel kundskab og oplevelse”, udtaler de i en pressemeddelelse.

En ændring er helt nødvendig
Det andet forslag er udarbejdet af bl.a. Frank Birkebæk, forhenværende museumsdirektør for ROMU, der foreslår, at der etableres to typer tilskud til statsanerkendte museer: et grundtilskud til mindre museer og et opgavebestemt tilskud til større museer.

”De bedste danske museer er i europæisk eliteklasse, men der findes samtidig en række mindre museer, der ikke har ressourcer til at indfri museumslovens krav”, siger Frank Birkebæk.

Den tidligere museumsdirektør kalder ændringen af museernes tilskudssystem ”helt nødvendig”. Det har ”været vigtigt at sikre både de positive positioner og samtidig skabe incitament for de økonomisk svage museer til at indgå i samarbejder, som kan sikre dem del i den fremtidige udvikling”, siger han.

Disse to forslag skal udgøre grundlaget for en konference om danske museers fremtid, som kulturminister Mette Bock har inviteret til den 25. januar 2018. Her skal der ”findes løsninger, der kan sikre, at vi i fremtiden kan skabe et bedre råderum til nytænkning og udvikling på museumsområdet”, siger kulturministeren i en pressemeddelelse.

Museumchef: Forslagene besvarer ikke opgaven
Torben Grøngaard Jeppesen, der er museumschef for Odense Bys Museer, mener også, at der er behov for ændringer på området. 

”Gennem mange år er der opbygget en skævvridning begrundet i forskellige forhold, som mere eller mindre fortoner sig i historien”, siger han til Magisterbladet.

Museumschefen er dog ikke for, at man deler museerne op i A og B-museer. Han er heller ikke tilhænger af, at man får en museumstilskudsstruktur, der går via bloktilskud til kommunerne.

”Den offentlige sektor er skruet helt anderledes sammen i dag, herunder med udligningsordninger for kommuner. Jeg mener, at staten skal bibeholde et direkte tilskud, som er fremmende for kommunal og anden støtte,” siger han.

Faktisk mener Torben Grøngaard Jeppesen ikke, at nogen af visionsforslagene reelt har besvaret opgaven, som ifølge ham er ”en udjævning af de økonomiske uligheder” på området. 

Hans håb for konferencen i januar er, at det bliver klart for alle, at det afgørende problem er skævfordelingen af penge, og at man kan bidrage med en udjævning af den ulighed.

”Jeg går ikke ind for millimeterretfærdighed, men forskellen er blevet alt for stor, når Aarhus fx modtager 67 mio. i statstilskud årligt, mens Odense modtager 7 mio. Ved at ændre fordelingen gradvis over 2-3 år vil kommuner som København og Aarhus kunne øge tilskuddet til deres museer og derved kompensere for den mindre nedgang, disse museer vil få”, siger Torben Grøngaard Jeppesen.