19.12.2017
Nyhed

CFU: Løn­gabet mellem privatansatte og offentligt ansatte eksisterer ikke

CFU og Akademikerne hævder, at en fælles lønanalyse fra den statslige arbejdsgiver, Moderniseringsstyrelsen og de statsansattes forhandlingsorganisation viser, at lønnen i det private og det offentlige følges ad, hvis man ser henover en årrække. Alligevel vælger Sofie Løhde at holde fast i, at der er et løngab.

Af Anna Dalsgaard og Thomas Bøttcher

Innovationsminister Sophie Løhde, som også er de statsansattes arbejdsgiver, har i december offentligt påstået, at de statsansatte har fået for høje lønstigninger de seneste år.

Det har hun gjort velvidende, at hendes egen organisation, Moderniseringsstyrelsen, som er de statsansattes arbejdsgiver, har lavet en analyse af den statslige lønudvikling og reguleringsordning, som viser, at lønforskellene i det offentlige og det private udlignes, hvis man ser udviklingen hen over nogle år. Det hævder det offentlige forhandlingsfællesskab CFU, som analysen er lavet i samarbejde med, og som forhandler overenskomster for de statsansatte. 

Det dokumenterer analysen
CFU og Akademikerne har kigget nærmere på analysen, som blev lavet i 2016, men først blev offentlig tilgængelig midt i december, da den var en del af et større udredningsarbejde. Parternes fælles analyse viser blandt andet at:

  • Reguleringsordningen lever op til sit formål: At sikre, at lønudviklingen i den private og statslige sektor følges ad. 
  • Når man sammenligner lønningerne i de 2 sektorer vil resultatet afhænge af udgangstidspunktet for sammenligningen. Således er resultaterne med udgangspunkt i 1996, 2008 og 2011 meget forskellige:
  • Siden 1996 har der været parallel lønudvikling
  • Siden 2008 har det statsansatte har haft den største lønudvikling
  • Siden 2011 har de privatansatte har haft den største lønudvikling

Ministeren taler mod bedre vidende
Flemming Vinther er formand for CFU og dermed chefforhandler for de statsansatte. Han mener, at når Sofie Løhde vælger at gå ud med budskabet om et løngab, er det for at forsøge at sætte en politisk dagsorden i offentligheden om, at de offentligt ansatte får alt for meget i løn. 

”Jeg kan ikke tænke mig til andre årsager, for hun taler mod bedre vidende, eftersom hun må være bekendt med denne fælles undersøgelse,” siger Flemming Vinther, som ikke synes, hun lykkes særlig godt med det. 

”Hvis man følger en smule med på de sociale medier, er det svært at se, at hun har succes med den historie. Hvis hun har opnået noget, er det at gøre nogle offentligt ansatte, som i forvejen ikke var i alt for godt humør, endnu mere gnavne her, før vi forhåbentlig lige om lidt skal til at stemme om et overenskomstresultat”, siger han. 

Privatlønsværnet skal fjernes
Chefforhandleren for de offentligt ansatte mener, at emnet nu bør være uddebatteret:

”Det er ikke seriøst at opretholde et privatlønsværn, som blev skabt på faktuelt forkerte præmisser”, siger Flemming Vinther.

Privatlønsværnet blev indført ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2015, og Flemming Vinther har tidligere kaldt det et bagholdsangreb på reguleringsordningen. 

Privatlønsværnet betyder kort fortalt, at offentlige lønninger ikke kan stige mere end de private. Indtil 2015 betød reguleringsordningen, at forskellen mellem offentlige og private lønninger en gang om året blev reguleret med 80 procent. Så hvis de offentlige lønninger haltede bagefter det private, steg de altså med 80 procent af forskellen og faldt tilsvarende, hvis lønnen på det private arbejdsmarked ikke steg. Med privatlønsværnet bliver lønnen i det offentlige stadig opjusteret med 80 procent af stigningen i det private, men bliver nedjusteret med 100 procent, hvis den offentlige lønudvikling løber fra den private. 

Sofie Løhde: Rapport fastslår ikke noget
I forbindelse med udveksling af krav i Finansministeriet 19. december pegede Sophie Løhde da også på en fælles hensigtserklæring i overenskomsten for 2015. Her lykkedes det den daværende finansminister Bjarne Corydon at få CFU til at skrive under på en målsætning om, at den forskel i lønudviklingen, der blev indledt i 2008, skulle bringes til ophør i den overenskomstperiode, der begynder fra 2018.

Men er du enig med Flemming Vinther i, at man på baggrund af den fælles analyse kan konstatere, at reguleringsordningen virker efter hensigten, eftersom at der er en parallelitet i lønudviklingen? 

”Der er mig bekendt ikke noget i det fælles arbejde, der er lavet, som gør, at den hensigtserklæring man aftalte i 2015 ikke fortsat stadig er aktuel at drøfte i de kommende forhandlinger, nøjagtig som man aftalte sidste gang. Reguleringsordningen virker jo kun, hvis den ikke bliver sat ud af kraft på forskellige tidspunkter, og nu er jeg sikker på, at vi kommer til at få nogle gode drøftelser videre frem”.

Men er du enig i, at reguleringsordningen virker, når dens hensigt er, at der skal være en parallel lønudvikling?

”Den virker jo ikke, hvis man kun gør brug af den i de tider, hvor man så at sige ”sætter sig selv op i løn” og sætter den ud af kraft i de perioder, der har været nedgang. Og det er jo det man har gjort i 2011 og 2013 fordi man har været enig om, at ingen skulle sættes ned i løn”.

Så reguleringsordningen virker ikke?

”Nej, jeg siger, at nu tager vi de videre drøftelser omkring det fælles analysearbejde, der er lavet, og vi har, også, som jeg har meldt ud fra start af, selvfølgelig en forventning om, at man på begge sider af bordet i de videre overenskomstforhandlinger lever op til den hensigtserklæring og aftale, man lavede i den seneste overenskomstaftale”.

Analysen får ikke nogen betydning
Mikkel Mailand, som er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, tror ikke, at analysen får så meget betydning. 

”Den bekræfter, at det er vigtigt, hvilket skæringsår, man anvender som udgangspunkt for lønudviklingen. Hvis den fik nogen betydning, ville vi have set Moderniseringsstyrelsen ændre retorik”, siger Mikkel Mailand, som derfor mener, vi stadig vil se to forskellige positioner ved overenskomstforhandlingerne, som handler om, hvor man lægger skæringsfladen.