15.12.2017
Nyhed

Både formanden og hans kritiker vandt valget i MP Pension

Bestyrelsesformand Egon Kristensen er blevet genvalgt til bestyrelsen i MP Pension. Han får selskab af Tobias Bornakke, der har været en af formandens mest markante kritikere.

Af Farhiya Khalid

Valget til bestyrelsen i MP Pension er blevet afgjort. Der skulle i denne omgang vælges to nye bestyrelsesmedlemmer, og det blev et genvalg af Egon Kristensen, der har været bestyrelsesformand de seneste to år, og sociolog Tobias Bornakke, der træder ind i stedet for Magnus Skovrind Pedersen, som valgte ikke at genopstille.

Tobias Bornakke, der blev valgt ind sammen med sin suppleant fysikeren Rebecca Ettlinger, stillede op for gruppen Ansvarlig Fremtid, som under valget kritiserede formand Egon Kristensen.

I et debatindlæg i Magisterbladet skrev de blandt andet, at et flertal af medlemmerne i flere år har efterspurgt et frasalg af fossile investeringer. Et ønske, som de mente, bestyrelsesformand Egon Kristensen havde ”fejet af bordet.” 

Egon Kristensen mener dog ikke, at den fortælling er korrekt.

”Det er ikke noget, jeg har fejet af bordet. En enig bestyrelse har lagt vægt på, at vores tilgang i forhold til fossile investeringer er aktivt ejerskab, og så forsøger vi at påvirke selskaberne i den rigtige retning”, siger han.

”Der har været en del fra gruppen Ansvarlig Fremtid, som har denne kritik på dagsordenen. Men jeg har ikke oplevet i bestyrelsen, at der har været uenighed om den nuværende linje”, tilføjer han.

Trods kritikken er Tobias Bornakke ikke i tvivl om, at det kommende samarbejde nok skal blive positivt.

”Vi er jo ikke uenige om, hvorvidt der skal være en grøn omstilling eller ej. Det, vi er uenige om, er hastigheden i den grønne omstilling, og hvor rentable de fossile investeringer er. Vi vil ikke kun omstillingen på grund af klimahensyn. Vi mener også, at vi på den lange bane får et højere afkast ved at investere mere grønt”, siger han.

”Kritikken er ude af proportioner”
Egon Kristensen, vil du tage kritikken af fossile investeringer med dig i dit kommende bestyrelsesarbejde?
”Jeg synes faktisk ikke, at vi har gjort andet. Vi har både indarbejdet Paris-målsætningen, og vi har et mål om at øge klimavenlige investeringer, hvor vi har afsat fem milliarder. På det område synes jeg, vi har været meget fremme i skoene, når man sammenligner med andre pensionsselskaber”, siger Egon Kristensen.

”Jeg synes, at den diskussion om fossile brændstoffer, der udgør 1 procent af vores samlede investeringer, er lidt ude af proportioner. Vi kan ikke se argumenter for, at det ville gavne klimaet, hvis vi sælger de investeringer til nogen andre. Der synes vi, det giver bedre mening at påvirke selskaberne i den rigtige retning.”

Den forklaring er Tobias Bornakke dog ikke tilfreds med.

Tobias Bornakke, ifølge Egon Kristensen lyder det som om, der sker meget på området? 
”Man har jo ikke implementeret Parisaftalen. Man har lavet en meget ambitiøs hensigtserklæring. Man har også en hensigt om at afsætte fem milliarder, men foreløbigt er der sket meget lidt. Så vores store kæphest er at få de her store ambitioner ført ude i livet, så det ikke er noget, man bare siger, man gør. Vi skal i gang nu”.

Men er kritikken ikke ude af proportioner, når det kun handler om 1 procent af de samlede investeringer?
”Hvis 1 procent er så lidt, så lad os da få det afskaffet i stedet for at bruge tid på at diskutere det. Der er virkelig sket meget godt i den sidste tid i MP Pension, og jeg tror, vi kan flytte os endnu mere i den retning, vi allerede er i gang med. Jeg synes også, at Egon Kristensen har bidraget til, at der sker nogle rigtig gode ting. Nu skal vi bare blive enige om, hvor hurtigt det skal gå”.

LÆS OGSÅ: De kæmper om magten over 115 milliarder kroner

Egon Kristensen understreger sin tilfredshed over stemmeprocenten, der i denne omgang var på 15,6 procent med i alt 18.761 stemmer.

”Selvom det ikke er prangende, så er stemmeprocenten fordoblet siden sidste bestyrelsesvalg. Det tager jeg som udtryk for, at der er en større interesse og engagement, for hvem der skal bestyre pensionsmidlerne. Det, synes jeg, er meget positivt,” siger Egon Kristensen.

Han ser sit genvalg som et udtryk for, at medlemmerne har været tilfredse med det, han har stået for som formand de sidste to år.

Også Tobias Bornakke er utrolig tilfreds med valget. Men han er også forbavset.

”Det er virkelig glædeligt, men også overraskende, at så mange har stemt på mig. Jeg har aldrig prøvet det her før. Jeg har været suppleant engang, men det er første gang, jeg står forrest”, siger han til Magisterbladet.

De nye bestyrelsesmedlemmer er valgt for en periode på fire år og tiltræder 1. januar 2018. Der er konstituerende møde i MP Pension den 4. januar, hvor der blandt andet skal vælges en bestyrelsesformand.