30.08.2017
Nyhed

Udenlandske studerende er dårlige betalere

Næsten fire ud af ti udenlandske studerende betaler ikke deres SU-gæld. Et godt argument for at kræve optjeningsprincip for at få adgang til SU, mener Dansk Folkeparti.

Af Thomas Bøttcher

En stor andel af udenlandske studerende, der har fået SU-lån under deres studieophold i Danmark, misligholder tilbagebetalingen af gælden til den danske stat. Det viser et svar i Folketinget til Enhedslistens Søren Søndergaard.

Blandt 4.400 studerende fra EU eller EØS-lande, der i 2016 havde afsluttet deres uddannelse i Danmark i 2016, havde 1.700 misligholdt deres gældstilbagebetaling, viser svaret fra Uddannelsesminister Søren Pind (V). Det svarer til at 39 pct. af alle låntagerne, som i gennemsnit ikke har betalt 72.352 kr. af den indkrævende gæld.

Til sammenligning stod 9.000 ud af 450.000 danske SU-låntagere sidste år opført med misligholdt gæld ifølge tal udarbejdet for Statens Administration til TV2. Det svarer til 2 pct.

Ifølge Dansk Folkepartis Finansordfører Rene Christensen er de mange udenlandske låntagere med misligholdt gæld et godt argument for at begrænsede adgangen til SU for udenlandske statsborgere. Rene Christensen ser gerne at udenlandske statsborgeres adgang til velfærdsydelser, herunder SU, kommer i spil under de kommende forhandlinger om en skattereform.

”Vi har et rigtigt godt system for dem, der er under uddannelse, og vi skal passe på at, at de brodne kar ikke ødelægger det for resten. Og når 39 pct. ikke betaler deres gæld, ja så må man sige, at de brodne kar fylder en del. For mig at se er der ingen tvivl om, at løsningen må være, at man ser på et optjeningsprincip, for at få adgang til SU”, siger han.

Udenlandske studerende skal finansiere eget ophold

Ifølge Rene Christensen ønsker DF ikke at begrænse adgangen til danske uddannelser for udenlandske statsborgere. Men dem der kommer hertil, skal tænker over hvorfor de vælger at studerede i Danmark, og det skal ske ved, at de finansierer deres eget ophold.

”Vores ønske er, at velfærdsydelser skal være for danske statsborgere. Vi har et åbent samfund, men velfærdsydelserne er noget, man har sparet op til. Derfor ser vi gerne at man indfører et optjeningsprincip, konkret at man skal have opholdt sig i syv år i Danmark, før man får adgang til SU”. 

Og selvom en EU-dom i 2013 fastlog, at Danmark ikke kan nægte SU til en studerende fra et andet EU-land, er DF’s finansordfører alligevel overbevist om, at optjeningsprincippet er vejen frem.

”Vi har lavet et optjeningsprincip på kontanthjælp, på børnechecken og i sidste finanslov fik vi også et optjeningsprincip på førtidspensioner. Det er sådan set bare det, vi vil arbejde videre med”, siger Rene Christensen.

Lektor og ekspert i EU-ret ved Københavns Universitet, Catherine Jacquesson, mener dog ikke, at Danmark vil få opbakning til optjeningsprincippet i EU. 

"Et optjeningsprincip på 7 år for at få adgang til SU vil være i strid med EU-retten herunder opholdsdirektivet og vil i princippet ikke kunne anvendes over for EU-borgere", skriver hun i en mail til Magisterbladet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Enhedslistens Søren Søndergaard.