18.11.2016
Nyhed

Ny dimensionerings­runde rammer især erhvervsakademier og professions­højskoler

De såkaldte top-up uddannelser, som gør det muligt at omdanne en to-årig akademiuddannelse til en professionsbachelor, må holde mest for i en ny dimensioneringsrunde, viser tal fra uddannelses- og forskningsministeriet.

Af Tobias Dinnesen
En række uddannelser uddanner ifølge uddannelses- og forskningsministeriet "systematisk" flere studerende, end hvad der har været efterspørgsel efter på arbejdsmarkedet.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse som begrundelse for, at 12 konkrete videregående uddannelser skal gennem en dimensioneringsrunde - og dermed optage 776 færre studerende frem over.

De 12 uddannelser er udvalgt, efter at ministeriet, som det gør hvert år, har målt ledigheden blandt de dimitterede studerende på de forskellige uddannelser. Og her er nogle blevet vejet og fundet for lette i forhold til målet om, at "uddannelse skal føre til job", som uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs forklarer.

"Det er mit mål, og det er jeg sikker på også er målet for de studerende, når de bliver optaget på en uddannelse. Desværre har vi uddannelser, der uddanner flere, end der er job til. Derfor skal vi uddanne færre på de uddannelser. Alt andet vil være uansvarligt, ikke mindst over for de unge, der gerne vil bruge deres uddannelse", understreger ministeren.

Erhvervsakademierne og professionshøjskolerne skal skære flest uddannelsespladser fra
Ved sidste års dimensioneringsrunde gik erhvervsakademierne og professionshøjskolerne fri af eventuelle krav om at skære i optaget på bestemte uddannelser, da det i stedet var Aarhus, Aalborg, Københavns og Roskilde Universitet, der måtte holde for.

Men i år er rollerne vendt på hovedet, da det især er netop professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, der skal skære i optaget på en række navngivne uddannelser.

Nogle af dem udbydes, ifølge Ulla Tørnæs, både på dansk og engelsk, og her har institutionerne selv mulighed for at vælge, om de vil begrænse optaget på den dansk- eller engelsksprogede del af uddannelsen. Ministeren lægger dog ikke skjul på, hvad hun helst ser ske.

"Jeg har gennem længere tid været bekymret for, at de mange internationale studerende, som går på de engelsksprogede uddannelser, ikke kommer i job i Danmark. Jeg ved, at det også er noget, som de enkelte uddannelsesinstitutioner har fokus på. Derfor har jeg tillid til at institutionerne vil være opmærksomme på balancen mellem de danske og engelske udbud af uddannelser, når de skal lave den konkrete dimensionering", forklarer uddannelses- og forskningsministeren.

Her under kan du se, hvilke uddannelser der skal begrænse optaget, og hvilken uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelsen. I alt skal de 12 uddannelser optage 776 færre studerende.

Top-up-uddannelser, som gør det muligt at omdanne en erhvervsakademiuddannelse til en professionsbachelor (inkl. antal pladser, der skal skæres, og institution, der udbyder udd.):

  • Design og business, 172 (30 pct.), KEA, VIA
  • International handel og markedsføring, 256 (10 pct.), EA (Aarhus/Kolding/Midtvest/Sjælland/Sydvest), VIA
  • International hospitality management, 79 (20 pct.), CBA, UC Nordjylland, EA Dania/Lillebælt
  • Lab-, fødevare- og procestekn., 17 (20 pct.), EA Aarhus/Lillebælt, Metropol
  • Sportsmanagement, 59 (30 pct.), CBA, EA Lilebælt, UC Nordjylland
  • Webudvikling, 107 (20 pct.), EA Aarhus/Kolding/Sjælland/Sydvest, KEA, CBA
  • I alt 690

Professionsbachelor (inkl. antal pladser, der skal skæres, og institution, der udbyder udd.):

  • TV- og medietilrettelæggelse, 5 (10 pct.), DMJX
  • I alt 5

Kandidatuddannelser (inkl. antal pladser, der skal skæres, og institution, der udbyder udd.):

  • Anvendt kulturanalyse, 8 (30 pct.), Københavns Universitet
  • Globale studier, 19 (30 pct.), Roskilde Universitet
  • Psykologi, 11 (30 pct.), Roskilde Universitet
  • Sundhedsfremme og sundhedsstrategier, 25 (30 pct.), Roskilde Universitet
  • Virksomhedsledelse, 18 (30 pct.), Roskilde Universitet
  • I alt 81
    Kilde: Uddannelses- og forskningsministeriet