09.03.2016
Nyhed

Lønnen kan blive offentlig

Virksomheder i EU kan fremover blive tvunget til at offentliggøre de ansattes løncheck, hvis de ikke aktivt gør noget for at reducere lønforskellen mellem mænd og kvinder. Det advarer EU-Kommissionen.

Af Martin Ejlertsen

Der er alt for stor lønforskel mellem mænd og kvinder. EU-Kommissionen melder sig således nu klar til at ville tvinge virksomheder i EU til at offentliggøre ansattes løn, hvis de ikke selv sætter aktivt ind for at reducere løngabet. Det advarer Kommissionen over for nyhedsbureauet EurActiv.com skriver Jyllands-Posten.

Kommissionen vil overveje at indføre lovgivning, for at reducere lønforskellen mellem mænd og kvinder for på den måde at tvinge virksomhederne til at blive mere transparente om deres lønninger.

I EU svinger lønforskelle mellem mænd og kvinder fra i gennemsnit omkring 16 procent helt op til over 28 procent i Estland, som er det land med størst lønforskel mellem kønnene.

Kommissionen har tidligere bedt de enkelte medlemslande om at oplyse, om de har nationale regler for offentlige lønninger. Svarene skulle lande inden udgangen af 2015, og de fleste lande har svaret, oplyser EU.

I 2014 opfordrede Kommissionen medlemslandene til at indføre regler, der skulle øge gennemsigtigheden for lønninger. Næste skridt er nu at analysere resultaterne og overveje, om man skal gå endnu videre, siger en ansat i Kommissionen til nyhedsbureauet.

Danmark går tilbage
I World Economic Forums seneste Global Gender Report ligger Danmark nummer 28, når det handler om lønniveauer for samme jobtype. Danmark er i øvrigt rutsjet fra en samlet 5. plads til nummer 14.

I Danmark er lønforskellen ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) mellem mænd og kvinder på omkring 17-18 procent, og den forskel har stort set været uforandret de seneste 35 år.

Selvom lønforskellen mellem danske mænd og kvinder er mindsket lidt i perioden 1997 til 2011, går udviklingen meget langsomt. Lønforskellen er først udlignet om mere end 100 år, hvis udviklingen fortsætter i samme tempo. Det har seniorforsker på SFI Mona Larsen tidligere fastslået. Hun var medforfatter på en større rapport fra SFI om ligeløn fra 2013.

Den store lønforskel er også markant blandt højtuddannede magistre i samme typer af job. I 2014 tjente privatansatte magistre i gennemsnit knap 8500 kroner mere hver måned end kvinderne. I 2010 var den gennemsnitlige forskel på 7.600 kroner.