Studielektoren June Dahy er halvt syrer og har tæt kontakt med det syriske samfund i Danmark: “Hvis vi griber det rigtigt an, mener jeg, det kan lade sig gøre at integrere flertallet på en god måde, for der er masser at bygge på”.
18.03.2016
Nyhed

Et ben i Danmark og et i Syrien

June Dahys far var bogholder fra Nebk i Syrien, og hendes mor farmaceut fra Esbjerg. I 2012 var hun foreløbig sidste gæst på Det Danske Institut i Damaskus. Syrerne er ikke vant til et velfærdssystem, og de vil gå langt for at klare sig selv, forklarer hun.

Af Pernille Siegumfeldt

June Dahy var på ophold på Det Danske Kulturinstitut i Damaskus i 2012 for at oversætte poesi fra unge arabiske digtere, da spredte protester udviklede sig til blodige konfrontationer.

Den 56-årige semitiske filolog og studielektor fra Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet måtte i utide samle sine papirer sammen og lukke computeren. Kort efter rejste også direktør Anders Hastrup hjem.

Siden har der været lukket og slukket for aktiviteter på kulturinstituttet i Syriens hovedstad. Til gengæld har der været ekstra meget bud efter June Dahy på de hjemlige kanter – til oversætteropgaver, til tolkning og foredrag og til besvarelse af de mange forespørgsler fra folk, der forsøger at forstå, hvordan det er kommet så vidt, at over en kvart million syrere er blevet dræbt, og 11 millioner mennesker er sendt på flugt.

Danske fingeraftryk
June Dahy er halvt syrer og selve personificeringen af de tætte forbindelser, der har eksisteret mellem Danmark og Syrien siden 1920’erne. Et forhold, der begyndte med de store ekspeditioner til området ved Palmyra under ledelse af den danske arkæolog og senere Yale-professor Harald Ingholt.

“Det var i Syrien, at Mellemøstens karavaneveje mødtes. Derfor er der i de arkæologiske fund spor fra mange folkeslag, hvilket gør det særligt interessant for forskere at grave der. Samarbejdet mellem danske og syriske arkæologer har holdt ved, og ekspeditionerne er fortsat helt op i nutiden. For syrerne, der både har været under britisk og fransk herredømme, var det noget ganske særligt, at danskerne ikke kom for at tage noget fra dem”, forklarer June Dahy.

Også i det syriske uddannelsessystem blev der sat dansk fingeraftryk.

“I byen Nebk lå det danske missionshospital, og her etablerede man en sygeplejerskeskole efter dansk forbillede. Den er i dag landets største. Det Danske Kulturinstitut i Damaskus har siden 2000 været Danmarks eneste forskningsinstitution i den arabiske verden, så der har på flere områder været en tæt udveksling mellem Danmark og Syrien”, siger studielektoren.

Forretningsfolk, der netværker
June Dahys far var bogholder fra Nebk og mødte i 1954 hendes mor, der arbejdede som farmaceut på missionshospitalet. June Dahy har boet hele sin barndom i Danmark, og som 18-årig begyndte hun at læse semitisk filologi på Københavns Universitet.

Med et bifag i hus tog hun første gang på sprogskole i Syrien i 1982. Hun er kommet der jævnligt siden og har fokuseret på landets kultur og litteratur i sit arbejde. June Dahy har stadig familie i Syrien og følger derfor med tungt hjerte den tragiske borgerkrig på allernærmeste hold.

I Danmark har June Dahy også tæt kontakt med det syriske samfund.

“Syrien havde en stor middelklasse, så der er mange dygtige og veluddannede mennesker blandt flygtningene. Hvis vi griber det rigtigt an, mener jeg, det kan lade sig gøre at integrere flertallet på en god måde, for der er masser at bygge på. Syrerne er ikke vant til et velfærdssystem, der holder hånden under dem, og de vil gå langt for at klare sig selv. Syrere er dygtige forretningsfolk og utroligt gode til at netværke”, forklarer hun.

Helt afgørende for en succesfuld integration bliver det, at syrerne får en fod indenfor på arbejdsmarkedet, mener June Dahy.

“At have et fagligt netværk og gå på arbejde – og først i anden række være flygtning fra Syrien og en byrde for samfundet – dét tror jeg har en enorm betydning. Her kunne de faglige organisationer måske byde sig til med kontakter og kurser, der introducerer de nytilkomne til det danske arbejdsmarked. Folk har hårde erfaringer med sig. De har brug for noget at se frem til”, understreger hun.