24.05.2016
Nyhed

Der er skabt 12.000 akademikerjob det seneste år

Nye tal fra Akademikerne viser, at selv om der er sket en lille stigning i akademikerledigheden det seneste år, så er der i samme periode også kommet 12.000 flere akademikere i arbejde.

Af Tobias Dinnesen
Der er 12.000 flere ansat i en akademisk stilling nu, end der var for et år siden.

Sådan lyder de opløftende nyheder fra Akademikerne, paraplyorganisationen for de akademiske fagforeninger, i forbindelse med den seneste opgørelse af ledigheden på akademikerområdet.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, kalder udviklingen "overordentlig positiv", især fordi de akademiske fagforeninger over en bred kam oplever, at der sker en opbremsning eller endda skæres flere steder i den offentlige sektor.

"Det må betyde, at akademikerne nu finder beskæftigelse i den private sektor i langt højere grad end tidligere", siger han og forklarer, at det bekræfter en tendens, som også ses i interessen for Akademikerkampagnen, der hjælper virksomheder med at rekruttere akademikere.

Lille stigning i ledigheden
Trods det markante antal nye akademiske stillinger er selve ledigheden steget med godt 748 i forhold til april måned 2015, viser statistikken.

Det betyder, at der er 12.499 ledige akademikere ifølge de nyeste tal - eller 203 flere end i marts måned i år. Ledighedsprocenten ligger derfor på 4,3 procent.

Desuden er godt 18 procent af de 689, der dimitterede for præcis et år siden, stadig ledige. Det betyder, at i alt 124 endnu ikke er kommet i job.