20.05.2016
Nyhed

Beskyldninger i blog-indlæg skaber debat på KU

Er pensum på filosofi for hvidt, omtales en underviser som "husneger" af sine kolleger, og foregår der racistiske ting på rusture? Det er nogle af de spørgsmål, som et blogindlæg af en studerende på filosofi på Københavns Universitet rejser.

Af Tobias Dinnesen

Der bliver ikke lagt fingre i mellem i et blogindlæg, som studenterorganisationen FRONT har udgivet på sin hjemmeside.

Pennen føres af Tara Skadegaard Thorsen, som til daglig læser filosofi på Københavns Universitet og er medstifter af FRONT, der arbejder for at udrydde racisme og diskrimination på de danske universiteter.

Blogindlægget kan læses i sin fulde længde i bunden af denne artikel, men essensen er, at Tara Skadegaard Thorsen giver ”10 grunde til ikke at læse filosofi på KU, hvis du ikke er en hvid mand”.

Kritikpunkterne går blandt andet på, at pensum primært er skrevet af hvide mænd, at der nærmest ingen kvindelige undervisere – eller kilder – er på studiet, men også at Vincent Hendricks på grund af sin hudfarve skulle blive omtalt som "husneger" af sine kolleger, og at der skulle være tilfælde af racistiske udklædninger på rusture.

Thor Grünbaum, lektor på filosofi ved Københavns Universitet og viceinstitutleder på institut for medier, erkendelse og formidling, forklarer, at blogindlægget da heller ikke er gået undervisernes næse forbi.

”Blogindlægget er da noget, vi har snakket om. Det har vakt enormt meget postyr”, siger han.

LÆS OGSÅ: Studerende til KU: Kom i gang med menneskerettighederne

Man skal tale ordentligt
Viceinstitutlederen har læst indlægget og vil meget gerne tage diskussionen om både omgangsform på studiet og nogle af de mere faglige kritikpunkter, som blogindlægget også fremfører.

Men han vil dog ikke have siddende på sig, at han og kollegerne skulle bruge racistiske tilnavne om en af deres kolleger.

”Jeg har aldrig nogensinde hørt nogen omtale Vincent som "husneger". Sådan skal man ikke tale til hinanden. Hvis den person har hørt det, skal jeg ikke kunne afvise det. Men det er ikke sådan, vi taler her. Vi er kolleger og venner, og sådan skal man ikke tale om eller til hinanden”, understreger Thor Grünbaum.

Men han er til gengæld helt enig i, at der er nogle helt grundlæggende regler for, hvordan man bør omgås både blandt de studerende, men selvfølgelig også blandt underviserne.

”Man skal opføre sig ordentligt i en social sammenhæng. Det giver jeg de studerende ret i. Jeg synes ikke, man skal tale nedsættende om andre mennesker eller bruge betegnelser, vi betragter som nedsættende. Jeg kender ikke til tilfælde, hvor det er sket, men jeg skal selvfølgelig ikke kunne udelukke det”, siger han.

En af de helt konkrete ting, som Tara Skadegaard Thorsen fremhæver, er, at de mandlige studerende på filosofi skulle have en forkærlighed for at smide tøjet og danse tæt op ad piger og synge "frisk pige, frisk pige", som hun skriver i blogindlægget.

Men den udlægning af konceptet kan Christopher Mark Sørensen, formand for fagrådet på filosofi, ikke genkende. Fagrådet er de studerendes forum på studiet.

”Ligeledes konceptet om en ”frisk pige”, der har været en kønsnedbrydende joke på rusture – alle kan være friske piger. Joken har været med til at nedbryde kønsnormerne for de nyoptagede studerende”, fortæller han i et skriftligt svar.

Han forklarer, at han ikke kan genkende det billede, der tegnes af filosofi. Og at problematikken aldrig er blevet rejst i fagrådet i hverken hans eller forgængerens periode som formand for rådet.

”Afsluttende skal jeg bare opfordre FRONT til enten selv at dukke op til filosofis fagrådsmøder, så vi kan tale om dette i fællesskab eller organisere flere åbne arrangementer, ligesom det, der fandt sted 20/05”, skriver Christopher Mark Sørensen.

LÆS OGSÅ: Kritiske spørgsmål, ja tak

Indhold af pensum
Thor Grünbaum bifalder, at de studerende engagerer sig i deres studie – og i naturlig forlængelse af det også indholdet på studiet.

Men han synes, det er nødvendigt at afgrænse diskussionen om nogle af de kritikpunkter af pensum, som Tara Skadegaard Thorsen fremfører.

”Det er to forskellige ting. Hvidt over for ikke hvidt. Og mand over for kvinde. Det er ikke to ens problemer. Vi underviser i vestlig filosofi. Vi underviser ikke i asiatisk filosofi eller andet. Jeg er sikker på, der foregår enormt mange spændende ting overalt i verden, men det er ikke vores udgangspunkt. Vi har ikke verdenslitteratur som på fx litteraturvidenskab, vi har vestlig filosofi”, forklarer han og kommer samtidig de studerende i møde:

”Den anden er det med kvinder og mænd, og der har vi jo også forskellige typer af undervisningsmoduler. De mere historiske af vores undervisningsmoduler vil i alt overvejende grad være domineret af mandlige filosoffer af en række historiske årsager, og det kan vi ikke rigtig ændre på nu. Men vi underviser også i mere nutidig filosofi, og der vil jeg da gerne opfordre til, at man har en mere kønslig jævn fordeling. Det er da en god idé at forsøge at balancere både mandlige og kvindelige kilder i undervisningen”.

Til gengæld vil han på ingen måde hverken lade sig detailstyre af de studerende eller detailstyre underviserne på instituttet, forklarer Thor Grünbaum.

”En anden sag er det faglige indhold. Og der tror jeg nok, at jeg vil holde på, at vi er eksperter. Det er ikke første gang, at studentergrupper har forsøgt at sætte sig på, hvad der skal undervises i, det så man fx i 1970’erne. Men det er langt fra alle forsøg ud i den genre, der har været lige vellykkede”, understreger han.

LÆS OGSÅ: KU-studerende tæller gamle hvide mænd

Særskilt problem med rusture
De studerende på filosofi anerkender, at der har været en enkelt episode med såkaldt "black-facing", hvor en studerende har malet sig sort i ansigtet.

”At hævde, at der skulle være en stolt tradition for black-facing på Universitetet, kan vi ikke udtale os om, men navnligt hos filosofi er det decideret usandt. Ja, der har været en episode, hvor et individ, grundet uvidenhed, malede sig i ansigtet for at personificere Oprah – efter det stødende element blev påpeget, blev denne joke adresseret ved den efterfølgende rustur, og har ikke fundet sted igen”, skriver Christopher Mark Sørensen, formand for fagrådet på filosofi, i et svar til magisterbladet.dk.

Thor Grünbaum har af naturlige årsager ikke været med på rusturene, men han kan godt forstå kritikken.

”Det er nyt for mig med oplysningerne om rusturene, men jeg vil ikke kunne udelukke, at det er sket. Det er også lidt et spørgsmål om, hvornår det er sket. Vi har været i gang med et arbejde igennem nogle år med at omstrukturere rusforløbene for at få mere tjek på, hvad der foregår. Jeg synes, det lyder som en rigtig dum ting at gøre, og jeg kan godt forstå, at nogen bliver stødt over det, og at det ikke er en kultur, de vil være en del af”, siger han og lover, at han og resten af fakultetet vil tage en dialog med de studerende:

”Visse dele af studiemiljøet lever jo fuldstændig uafhængigt af det faglige miljø og undervisning. Men rusturen er selvfølgelig lidt problematisk, fordi vi som institut og uddannelse bliver knyttet langt tættere til det, og der har vi et arbejde med at prøve at nå frem til en forståelse med de studerende af, hvad der er acceptabelt der. Men jeg er helt sikker på, at man ikke kommer til at møde nogen form for sympati for den slags optræden blandt undervisere her på stedet”.


Foto: Lars Bech

Herunder kan du læse Tara Skadegaard Thorsens indlæg i sin fulde længde. Indlægget er oprindeligt bragt på FRONTs hjemmeside:

10 grunde til ikke at læse filosofi på KU, hvis du ikke er en hvid mand
  1. Du risikerer kun at blive mødt af mænd på pensum på alle dine grundfag. Udover to hvide kvinder: én kvinde, der er imod abort, og en anden kvinde ved navn Hannah Arendt, som belejligt placeres efter Martin Heidegger, så ingen er i tvivl om, hvorfor hun er kendt (hun var hans elev og de havde en hed relation).
  2. Du vil nok kun blive undervist af mænd, som alle er hvide undtaget én, som ved lejlighed, i undervisningen, omtales "husneger" af kollegaerne. Og så er det endda en underviser, der engang var i en mediestorm, fordi han havde fået taget fotos med kvinder, der var klædt i stripper-studine-outfits.
  3. Hvis spørgsmålet rejser sig om kønsroller, vil nogle af dine undervisere ikke være blege for at uddanne dig i, at kvinder er bygget til at lege med dukker, og mænd med biler. Det selv når undervisningen handler om Karl Popper.
  4. Dine odds for efterfølgende ansættelse på Filosofi er minimale, hvis du ikke er mand. For få år siden blev der for første gang i Filosofi's historie ansat en lektor, som ikke var mand: en kvinde, og hun skullle hentes ind fra Tyskland.
  5. Nogle af de få kvinder, der kommer op i højderne (til en ph.d.), kan finde på at udtale sig om en foragt for hønsegårde, når de bliver spurgt ind til deres forhold til kvinder på Filosofi. (Jeg har ikke selv stødt på en hønsegård ude på KUA, og jeg ved ikke hvorfor en foragt for æglæggende fugles eventuelle bevægeplads skal inddrages i en diskussion om kvinder i filosofi).
  6. Er du glad for at høre din egen stemme og er du ikke en mand, er Filosofi på KU nok ikke noget for dig. For på Filosofi bliver du bedst hørt, når en mand gentager dine pointer for dig.
  7. Er dit forhold til nøgne akademikerkroppe med vedhæng anstrengt, kan du regne med en meget anstrengt oplevelse på Filosofi. Du vil ofte blive konfronteret med vedhæng. Nogle mænd med vedhæng vil enormt gerne smide tøjet og svinge sagerne rundt, mens de også helst danser op ad dig og synger "frisk pige, frisk pige", hvis de synes, du ligner en pige. Jeg har set det flere gange, end jeg kan tælle på en hånd.
  8. Simone de Beavouirs udtalelse om, at kvinders biologi tynger dem, er det eneste levn fra feminismen på Filosofi på KU. 
  9. Racismen er ikke uddød på Filosofi. Jeg har fået fortalt, at man på en af de nyere rusture kunne møde sortmalede ansigter på mennesker, der har stoppet puder i underbukserne for at ligne diverse sorte kendisser. De holdt også slave-tema for deres rus-studerende - med kæder.
  10. Hvis du er brun, vil du måske være den absolut eneste på årgangen. Der var nu også en gang på en årgang, hvor der var to brune, der nåede at gå der på samme tid.