01.07.2016
Nyhed

Flertal vil have de studerende i arbejde på kandidaten

Et bredt flertal i Folketinget vil ifølge TV2 sende de studerende ud i deltidsarbejde i løbet af deres kandidatstudier og dermed forlænge studietiden på kandidaten. I første omgang er det blot på et snævert udsnit af uddannelserne, at ordningen bliver mulig.

Af Tobias Dinnesen
Regeringen vil sammen med et bredt flertal i Folketinget give de studerende en bedre indslusning på arbejdsmarkedet og samtidig gøre kvalificeret arbejdskraft tilgængelig for de virksomheder, som har svært ved at besætte stillinger. Det skriver TV 2.

Forslaget går helt konkret ud på, at de studerende skal have adgang til at forlænge deres kandidatstudier med op til to år, men at de så i løbet af deres kandidatstudier skal arbejde deltid på en arbejdsplads - og dermed ikke modtage SU. Ordningen kendes eksempelvis fra revisorbranchen, som længe har opereret med en såkaldt erhvervskandidat.

"Når du er færdig med bacheloren, kan du få arbejde hos en virksomhed, som forpligter sig til at have dig ansat i fire år. Arbejdstiden skal være mellem 20 og 25 timer. Ideen er, at du sikres adgang til arbejdsmarkedet", forklarer Jakob Engel-Schmidt, Venstres uddannelses- og forskningsordfører, til TV 2.

LÆS OGSÅ: DM støtter erhvervskandidat, men kræver ordentlig løn til de studerende

Bred opbakning fra arbejdsgivere og lønmodtagere

Ambitionen fra regeringens side er at starte med en række snævre erhvervs- og samfundsrettede uddannelser, ligesom også it-uddannelser i første omgang er omfattet af forslaget.

Jakob Engel-Schmidt lægger da heller ikke skjul, at planen er at udvide ordningen på sigt, men i første omgang vil regeringen se den virke ude i virkeligheden i samspil med virksomhederne.

På forhånd har forslaget vind i sejlene, da regeringen allerede har sikret sig et flertal i Folketinget med opbakning fra SF, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Men også både Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danske Universiteter og Akademikerne, paraplyorganisationen for de akademiske fagforeninger, bakker op om forslaget.

SF og Enhedslisten frygter, at ordningen vil føre til løntryk
Både SF og Enhedslisten ser både muligheder og problemer med ordningen, forklarer partiernes uddannelses- og forskningsordførere, Jacob Mark og Eva Flyvholm.

"Vi skal sikre os, at de studerende får en løn, de kan leve af, når de ikke samtidig får SU. I værste fald kan det her bruges som løntrykkeri, hvilket både vil gå ud over kandidaterne og de færdiguddannede. Det må vi lave nogle regler for", siger Jacob Mark til TV 2og får opbakning af Eva Flyvholm.

Jakob Engel-Schmidt deler dog ikke bekymringen, da der er tale om, at virksomhederne kommer til at konkurrere med hinanden om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, som mange af dem højlydt siger, at de mangler.