”Praktikvejledere skal have en uddannelse, der matcher den opgave, de skal løfte. Hvis du har en 20 år gammel uddannelse som pædagog eller lærer, er der ny viden om professionerne, som du ikke nødvendigvis er opdateret på”, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.
02.02.2016
Nyhed

Uddannelse til praktik­vejleder skal være obligatorisk

FTF vil tage krav om praktikvejleder-uddannelse med til trepartsforhandling, hvor FTF som hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte blandt andet repræsenterer sygeplejersker, pædagoger og lærere.

Af Pernille Siegumfeldt

En obligatorisk uddannelse for praktikvejledere er helt afgørende, hvis skoler, sygehuse og daginstitutioner skal få bedre kendskab til ny viden på deres felt.

Det mener FTF, der vil gå til trepartsforhandlinger i næste uge, blandt andet med krav om, at frivillige kurser og efteruddannelse af praktikvejledere gøres obligatoriske. Et krav, som det ifølge FTF vil koste 80 millioner kroner at opfylde.

”Praktikvejledere skal have en uddannelse, der matcher den opgave, de skal løfte. Hvis du har en 20 år gammel uddannelse som pædagog eller lærer, er der ny viden om professionerne, som du ikke nødvendigvis er opdateret på”, siger Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF.

”Hvis praktikvejlederne er klædt på med de rigtige kompetencer, giver det de studerende i praktik bedre forudsætninger for at komme ind i deres fag på en ordentlig måde. Det øger også chancen for, at forskning og ny viden fra professionshøjskolerne bliver bredt ud til arbejdspladserne. Det er en af de helt store udfordringer i dag”, uddyber FTF-formanden.

Enorm effekt
En obligatorisk praktikvejleder-uddannelse er ikke noget nyt krav fra hovedorganisationen. Men det er blevet særligt aktuelt, fordi søgningen til de relevante efter- og videreuddannelseskurser på professionshøjskolerne er faldet voldsomt i de senere år.

”Statens voksenuddannelsesstøtte er blevet voldsomt beskåret de senere år samtidig med, at vi hører fra de studerende, at der er et enormt behov for praktikvejledere, der formår at være et stærkt bindeled mellem virkelighedens praksis og uddannelsernes teori. Det er ikke nogen mega-dyr opgave, til gengæld vil effekten være enorm”, vurderer Bente Sorgenfrey.