15.08.2016
Nyhed

Haarder: Kultur skal koste mere for danskerne

Kulturministerens forslag om at hæve billetpriserne på landets kulturinstitutioner møder kritik forud for de kommende dages møde på Rødding Højskole om fremtiden for dansk kulturliv.

Af Louise Egholm Burcharth
Det skal være dyrere at gå på museum eller i teatret for at undgå fyringer, kortere åbningstider og færre forestillinger. Det siger kulturminister Bertel Haarder (V) til Politiken mandag.

”Se eksempelvis Heartland Festival, hvor billetterne koster 965 kroner for halvanden dag. 10.000 mennesker mødte op. Det er tankevækkende, at folk er villige til at betale så meget for oplevelser. Så længe børn og unge slipper billigere, har jeg derfor ikke nogen skrupler med betalingen”, siger han.

Udmeldingen kommer dagen inden ministerens todages møde på Rødding Højskole med overskriften ”Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne”, hvor kunstnere, institutionsfolk, politikere og meningsdannere er indbudt.

Mødet kommer som reaktion på regeringens besparelser sidste år, hvor landets kulturinstitutioner blev pålagt at spare to procent på driften hvert år indtil 2020. Både Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst har allerede genindført entré, og ifølge Politiken fyrer Det Kongelige Bibliotek flere af sine medarbejdere, begrænser åbningstiden og lukker speciallæsesale.

Teaterdirektør: Kultur skal være for alle
Lasse Bo Handberg, der er direktør for teatret Mungo Park Kolding, er ”lodret uenig” i kulturministerens løsning på kulturens stramme økonomi. Ifølge ham er det vigtigt, at kulturlivet er for alle. Han frygter, at mange kun vil gå i teatret én gang om året, hvis man sætter priserne op.

Teaterdirektøren er især provokeret af, at ministeren bruger Heartland Festival som eksempel på, at man kan tillade sig at sætte priserne op for kulturarrangementer. Han var selv til festivalen og oplevede det på mange måder som en lukket fest for kultureliten.

”Det er en festival, der henvender sig til et bestemt segment og nogle bestemte økonomier i vores land. Maden bliver lavet af landets bedste kokke, der er vinbar med høj kvalitet og høje priser, og badeforholdene er nærmest spa-agtige. Og så var der en række debatarrangementer, som også henvendte sig til feinschmeckerne inden for kulturdebatten. Man kan ikke kun lave kultur for dem, der har råd, gider det og bor i nogle bestemte områder i landet”, siger han og tilføjer, at det som teater ”er det nemmeste i verden at sigte mod kvindelige Politiken-læsere over 50 år med god økonomi”.

Bertel Haarder forklarer, at han er enig i, at entréen ikke skal være for høj, for ”så bliver folk væk”, som han siger. Ifølge ham skal der både være noget for kultureliten og alle andre.