31.08.2015
Nyhed

Akademikere: Milliardbesparelser vil sænke væksten

Regeringens bebudede milliardbesparelser på universiteter, professionshøjskoler og gymnasier vil sænke kvaliteten og ramme væksten. Ny undersøgelse viser, at der allerede i dag er faretruende højt stress blandt ansatte på universiteterne.

Af Martin Ejlertsen

Regeringen er i gang med at sætte en prop i væksten. Sådan lyder de bekymrede tilbagemeldinger fra de akademiske fagforbund på regeringens melding om at spare 8,7 milliarder kroner på uddannelsesområdet. Heraf alene 3,3 mia. kroner på de videregående uddannelser.

Akademikerne, som repræsenterer 325.000 medlemmer med en lang videregående uddannelse, finder regeringens fremturing nærmest kafkask. For på den ene side bedyrer den, at universiteterne kan finde pengene ved afbureaukratisering, og på den anden side har den lagt stemmer til en fremdriftsreform, der bidrager til stigende administration og bureaukrati.

Hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence og skabe vækst, kræver det investeringer i uddannelse. Ikke det modsatte, påpeger formand for Akademikerne Finn R. Larsen.

"Jeg kan ikke forestille mig, hvordan man vil spare 3,3 milliarder kroner, uden at det vil gå ud over kvaliteten i uddannelserne, og at færre bliver uddannet. Vi har brug for det helt modsatte", siger Finn R. Larsen.

Højt stress på universiteterne

Besparelserne vil ifølge akademikernes formand ramme universiteternes personale hårdt. Og landets universitetsansatte er allerede i dag udsat for en høj grad af stress. Det viser en ny undersøgelse fra Akademikerne og DM.

I undersøgelsen svarer 54 procent af de universitetsansatte, at de i meget høj, høj eller nogen grad er stressede i hverdagen. Hele 77 procent oplever i meget høj, høj eller nogen grad, at deres arbejdsplads er præget af stress.

Finn R. Larsen mener, at ledelserne på universiteterne får en kæmpe udfordring med at gennemføre så store besparelser på en forsvarlig vis.

"Der er ingen tvivl om, at denne udmelding vil føre til ekstra bekymring på universiteterne. Besparelser vil utvivlsomt øge stressen på sigt yderligere, da det formentlig vil medføre nedskæringer i personalet, og hverdagen bliver endnu mere presset, end den er allerede er det i dag", siger Finn R. Larsen.