John Quackenbush, professor i computerbaseret biologi og bioinformatik på Harvard Universitet i Boston, USA, er en hårfager forsker, og det har givet ham adgang til en eksklusiv hårklub.
25.04.2014
Nyhed

Hårklub kun for forskere

Aldrig været medlem af en hårklub? Nu er chancen der. The Luxuriant Flowing Hair Club for Scientists er åben for flere hårfagre forskere. Klubbens medlemmer modtager gratis magasinet Annals of Improbable Research og modtager desuden publikums applaus, når årets Ig Nobelpriser bliver delt ud på Harvard.

Af Lisbeth Ammitzbøll

Harvard-forsker John Quackenbush har det lige som Groucho Marx.

”Jeg ønsker ikke at være med i en klub, der vil acceptere mig som medlem”, forklarer han magisterbladet.dk, men tilføjer: ”Luxuriant Flowing Hair Club for Scientist er en undtagelse. Jeg blev opfordret, og jeg sagde ja. De folk har tydeligvis humor”, siger John Quackenbush, der er professor i computerbaseret biologi og bioinformatik på Harvard Universitet i Boston, USA.

”De folk” er blandt andre klubbens grundlægger Marc Abrahams, der også er udgiver Annals of Improbable Research og ophavsmanden bag IgNobel priserne. Priserne uddeles hvert år omtrent samtidig med de rigtige Nobelpriser, og de gives for forskning, der først får folk til at le og siden får dem til at tænke og undre sig. For eksempel gik Ig Nobelprisen i fysik til næsten danske Alberto Minetti og hans forskerhold for at bevise, at personer, der vejer under 73 kilo, kan løbe på en vandoverflade, hvis denne befinder sig på månen. Prisen i psykologi gik til et overvejende fransk forskerhold for at have bekræftet eksperimentelt, at mennesker, der tror, at de er fulde, også tror, at de er attraktive. Prisen i sundhed tilfaldt et hold af thailandske kirurger, der har forsket i penisamputationer, især hvis penis er spist af en and. Av!

Tilbage til de øvrige regioner og til hårklubberne. Der er hele tre styk. Den ene kræver masser af hår. Den anden intet hår. Den anden kun ansigtshår. De forkortes alle LFHCfS, så vær tydelig, når du søger op optagelse i The Luxuriant Flowing Hair Club for Scientists, The Luxuriant Former Hair Club for Scientists eller The Luxuriant Facial Hair Club for Scientists.

Fremgangsmåden er den samme for alle tre klubber. Søger du optagelse, sender du et foto, et link til dine videnskabelige resultater samt en kort, men fyndig beskrivelse af dig selv. Du skriver også, hvilken klub du søger optagelse i. Du kan også søge på vegne af en kollega. Denne skal dog – entusiastisk – give sin tilladelse.

Søg her.