05.04.2019
Artikel

Akademikerbashing eller privilegieblindhed?

I de tre aktuelle diskussioner om differentieret pension, prioritering af uddannelsesmidler og “kolde” hænder i det offentlige står akademikerne og arbejderne på hver sin side. Er der tale om akademikerbashing eller en berettiget kritik af en privilegeret akademikerklasse?

Af William Leerbeck Meyer

Vi har brug for alle faglighederne
Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening
“Der findes politikere og meningsdannere, der udskammer det at få en lang videregående uddannelse. Det synes jeg ikke er rimeligt. Nogle påstår også, at det er de kortuddannede, der direkte betaler for de lange uddannelser, hvilket er det rene vrøvl. Alle uddannelser betaler sig for samfundet, og det betaler sig for den enkelte.

Samfundsmæssigt giver det god mening at investere i alle uddannelser, og investeringen i de videregående uddannelser kommer tilbage til fællesskabet i form af både øget produktivitet og øget skattebetaling. Forandringstempoet betyder også, at vi i stigende grad skal uddanne os gennem hele livet for at følge med udviklingen. Og så har uddannelse et bredere formål – det skal ikke kun måles pekuniært. Samtidig er det da klart, at vi skal uddanne klogt ift. behovet i samfundet.

Bashingen bidrager til splid mellem faggrupper, som jo burde stå sammen på arbejdspladserne. Vi har brug for samarbejde mellem faglighederne. Der er brug for faglærte, ufaglærte og dem, der tager en videregående uddannelse, og der skal være respekt for alle. Jeg frygter en splittelse, hvor man begynder at tale grimt om de forskellige faggrupper på arbejdspladserne. Det synes jeg er farligt, for så rykker den polarisering ind, som nogle meningsdannere skaber i medierne.

Konsekvenserne bliver dårligere arbejdsmiljø. Ofte er det de administrativt ansatte, som der tales nedsættende om, og det fortjener de ikke.

Når vi bliver spillet ud mod hinanden, står vi ikke så stærkt over for arbejdsgiverne, så der er meget, der kan blive sat over styr, når der bliver gravet grøfter mellem faggrupper.

Dansk Magisterforening tog i 2013 initiativ til at samle fagbevægelsen om at sige, at der skal være ordentlige vilkår, hvis du mister arbejdsevnen. Den tilgang holder vi fast i med det udspil, vi har lavet sammen med Ældre Sagen. Vi siger, at hvis du er på grænsen til at miste din arbejdsevne, så skal du have en værdig exit uden arbejdsprøvning og hele det cirkus – uanset om du har uddannelse eller ej. Ordentlige vilkår for alle, der er i risiko for at miste arbejdsevnen, er solidaritet for mig.”

“Jeg synes, det er enormt privilegieblindt”
Kaare Dybvad, MF for Socialdemokratiet og forfatter til bogen “De lærdes tyranni”
“Jeg synes ikke, at jeg selv eller andre bruger skrappere lud over for akademikere, end hvad man gør mod alle mulige andre grupper.

Når vi for eksempel diskuterer differentieret pension, så er det et rent matematisk forhold. Mange akademikere når at blive 30, før de er færdiguddannede, og så har man jo arbejdet ti år mindre end dem, som vi mener skal have lov til at gå 2-3 år før på pension.

Det er sund fornuft, at har du arbejdet i produktionen, siden du var 19, er du mere nedslidt, end hvis du har arbejdet i et konsulentbureau, siden du var 28. Så kan der godt være enkelte tilfælde, hvor det er modsat, men det synes jeg ødelægger den samlede diskussion. Det store billede er, at du helt generelt bliver mere nedslidt, jo flere år du er på arbejdsmarkedet, og jo hårdere fysisk arbejde du udfører. Jeg synes, det er enormt privilegieblindt, hvis man ikke kan anerkende det som akademiker.

Det er også en åbenlys konstatering at sige, at der er sket en djøfisering i det offentlige – se statistikerne. Det svære er ikke at konstatere det. Det svære er at finde ud af, hvor det kommer fra. Noget af det er vi politikere skyld i; lovgivningen bliver mere avanceret og kræver mere individuel sagsbehandling.

Derudover har der førhen været et ønske om at få et økonomlag til at kontrollere den offentlige sektor. Det har vi så sandelig fået nu. Min anke er, at der ikke altid er nogen, der kontrollerer den ledelse, der hele tiden – også nogle gange meget nidkært – kontrollerer driftsenheden. Det kan føre til, at du lige pludselig kan have et helt univers af små afdelinger omkring ledelsen af virksomheden. En udbudsafdeling, en strategiafdeling, et sekretariat til implementering og så videre.”

“Man piller ved hele opbakningen til velfærdsstaten”
Lars Qvistgaard, , formand for akademikernes hovedorganisation, Akademikerne
“Akademikerbashing er desværre noget, vi ser for tiden. Helt konkret har 3F for nylig kørt reklamer om akademikernes levealder som led i diskussionen om differentieret pension. For mig er den diskussion meget bekymrende.

Jeg er bekymret for, at hvis man begynder at gradbøje den solidariske velfærd, vi har i dag, i forhold til hvad man tænker er politisk opportunt, så begynder man at pille ved hele opbakningen til velfærdsstaten. Jeg er ikke blind for, at der er forskelle i vores samfund, men dem har vi traditionelt afregnet på anden vis gennem individuelle løsninger og andet. Ideen om progressiv beskatning handler vel også om, at de bredeste skuldre skal bære et større læs, men under den forudsætning, at der så også er en lige adgang til de offentlige velfærdsydelser.

Husk, at vi mennesker er forskellige. Blot fordi du har taget et givent fag, er det ikke nødvendigvis tilfældet, at du ikke kan holde frem til pensionsalderen. Hvis vi skal finde en retfærdig model, så er vi nødt til at se på nogle individuelle løsninger.

Og så er der jo den løbende diskussion om, hvorvidt vi kan undvære medarbejdere i den offentlige sektor med en given uddannelsesbaggrund. Den ender ofte i en kedelig og forsimplet diskussion om kolde og varme hænder. Sådan kan man for det første slet ikke gøre det op. Tag bare juristen, der sørger for, at børn i skilsmissesager bliver taget ordentligt hånd om. Er det en kold eller varm hånd? Eller hvad med akademikeren, der står for indkøb af hospitalsudstyr? Han kan være med til at skabe mere økonomi ved at skaffe de bedste priser, så der bliver flere ressourcer til læger og sygeplejersker.

Jeg kan godt forstå, at man kan have en fagblindhed, men at bruge den til at sige: “Mit fag er vigtigere”, det synes jeg er forkert, og det anerkender ikke de komplicerede opgaver, der er i den offentlige sektor.”

“Rimelighed er det bedste værn imod fordomme mellem faggrupperne”
Lars Olsen, forfatter til bogen “Det forsvundne folk” og samfundsdebattør
“Jeg mener ikke, at akademikerbashing finder sted. Der har altid været folkelig skepsis over for Erasmus Montanus-typer med lange uddannelser – en lidt populistisk afstandtagen fra akademikerne. Men jeg synes ikke, at man kan sige, at de politiske diskussioner, vi for eksempel har om differentieret pension, har noget at gøre med akademikerbashing. Diskussionerne handler om, hvordan man kan løse forskellige sociale gruppers problemer.

Imens man de seneste årtier har udbygget uddannelsesmulighederne, er efterlønnen blevet forringet sammen med mange af de ting, der var i velfærdsstaten for de kortuddannede grupper. Det er en balance, vi er nødt til at genoprette, hvis alle skal have følelsen af at blive behandlet ret og rimeligt af velfærdssamfundet.

Jeg kan for eksempel godt forstå den sosu-assistent, der siger: “Jeg har stået og løftet borgere, siden jeg var 18, og betalt akademikerens lange uddannelse og SU. Nu tjener han meget mere end mig, mens jeg skal arbejde meget længere”. Den følelse af, at alle bliver behandlet rimeligt i velfærdsstaten, den er i virkeligheden det bedste værn imod fordomme mellem faggrupperne.

Jeg forstår derfor simpelt hen ikke, at Magisterforeningen og andre akademiske fagforeninger har været så negative over for differentieret pension. Hvis de gerne vil have, at lønmodtagere skal stå sammen som under OK 18, så er man også nødt til at have øje for de problemer, der er specifikke for dem med korte uddannelser. Hvis jeg var politisk rådgiver for Magisterforeningen, ville jeg sige: “Vi støtter en differentieret pensionsalder, men så synes vi, at lønmodtagerne til gengæld skal stå sammen og forlange en milliardindsats mod stress”.”

“Politikerne spiller faggrupperne ud mod hinanden”
Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig
“Jeg synes bestemt, at vi ser akademiker­bashing. Så sent som i går (25. februar, red.) lagde Berlingske en artikel på Facebook med en hårdt optrukken overskrift om, at der er blevet 100 pct. flere administrative medarbejdere i regionerne. Artiklen affødte simpelt hen de hårdeste kommentarer om, at djøf’ere er kræftsvulster og parasitter. Det må man da sige er ­bashing – og jeg blev vred!

Jeg har lige siddet og lavet et regnestykke, og i den offentlige sektor er det under 4 pct. af de ansatte, der er djøf’ere. I kommunerne er det omkring 2 pct. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er for mange, men man kunne også spørge: Har vi råd til at undvære dem? Har vi for eksempel råd til, at der ikke er nogen, der kan lægge et milliardbudget?

I pensionsdebatten er der helt klart også nogle ikke særligt venligtsindede argumenter og kommentarer om akademikere. Måske ikke ligefrem bashing, men der er en fortælling om, at akademikerne har det meget bedre end andre, og at de bare burde lukke munden, når diskussionen går på pension. Vores pointe er sådan set blot, at alle nedslidte skal have bedre muligheder for at trække sig fra arbejdsmarkedet. Uanset uddannelse eller antal år på arbejdsmarkedet.

Det er sandt, at jo mere privilegeret man er, jo mere skal man også kunne tåle. Men tæller man op, arbejder akademikere faktisk mere, end både faglærte og ufaglærte gør. Vi tager vores tørn.

Det gør mig trist, at hele det sammenhold, fagbevægelsen havde under OK 18, og den forståelse af, at vi kunne noget sammen, nu bliver udfordret af diskussionen om pensionsalder. Det er bl.a. initieret af 3F’s kampagne, men politikerne spiller også faggrupperne ud mod hinanden, og jeg forstår simpelthen ikke, at det er lykkedes dem at få os til at hoppe med på den.”