18.01.2019
Artikel

Sarah deler sin cykelglæde med indvandrerkvinder

Af Louise Egholm Burcharth

“Jeg er en kæmpe cykeljunkie. Og glæden ved at cykle elsker jeg at dele med andre. Især fordi det giver en stor frihed at kunne cykle. Og så er det fedt at være udenfor, når jeg til hverdag sidder meget indenfor på kontor.

Det var flygtningedebatten i 2015, der kickstartede mit arbejde som frivillig. Jeg ville gerne gøre en forskel for dem, der kommer uden forudsætninger til det her samfund. Også selvom mange af kvinderne på cykelkurset har været i Danmark i mange år.

Som kommunikationskonsulent i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd arbejder jeg til daglig med at forstå mennesker igennem tal. Derfor er det fedt at møde kvinderne ansigt til ansigt og høre, hvad de laver, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen, og hvad de drømmer om.

Så læringen går begge veje. Sidste år var der fx en kvinde fra Colombia på holdet. Og jeg har altid gerne villet lære spansk. Så vi mødtes hver gang en time før, så hun kunne lære mig spanske gloser, og jeg hende danske.

Jeg har så meget respekt for de her kvinder. Tænk at turde klatre op på cyklen for første gang i en alder af 50 år. Det er mega cool.

Det er svært at sige, hvem der bliver mest glad, når det lykkes, og de træder i pedalerne for første gang. Måske er det lige før, at det er os frivillige”.