07.12.2018
Artikel

Halvdelen af universiteternes årsværk består af løse stillinger

Løse ansættelser udgør nu cirka halvdelen af universiteternes årsværk, og det kan betyde både dårligere arbejdsvilkår og dårligere forskning, mener ekspert.

Af William Leerbeck Meyer

49 procent af universiteternes videnskabelige årsværk består af løse ansættelser. Det viser en opgørelse, som Magisterbladet har foretaget på baggrund af data fra Finansministeriets løndatabase.

Opgørelsen viser også, at der er sket en stigning. For ti år siden var tallet for eksempel kun 41 procent, og går man tilbage til 2002, var det 33 procent.



Den udvikling har konsekvenser for både forskningen og de ansatte, mener lektor på Roskilde Universitet Janne Gleerup, som er ekspert i løse ansættelser blandt akademikere. Hun har for nylig været forsker i et stort projekt om stigende usikkerhed i ansættelser for akademikere, som Dansk Magisterforening har været med til at finansiere.

“Universiteterne er ikke tandbørstefabrikker, hvor man uden konsekvenser kan op- og nedjustere eller rykke rundt på arbejdsstyrken. Forskning kræver fordybelse, og det får man ikke med en svingdør”, siger Janne Gleerup.

De menneskelige konsekvenser
Stigningen i midlertidige ansættelser går dog ikke kun ud over forskningen. Den har også menneskelige konsekvenser, siger Janne Gleerup, der som led i forskningen har interviewet løstansatte.

“Mange hænger fast i en usikker tilværelse, hvor de går fra den ene midlertidige stilling til den næste uden at komme videre i systemet”, siger hun.

Det er ikke nemt for dem at bryde ud af de midlertidige ansættelser ved fx at skifte karrierespor:

“Man bliver mere og mere specialiseret i forskning, men man får ikke nødvendigvis de brede kompetencer, som virksomheder har brug for. Og så er universiteterne gode til at give forhåbninger om fastansættelse: Der er altid lige mulighed for et semester eller to mere”, fortæller Janne Gleerup.

Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, minder om, at universitetet er et hierarki, hvor kun de bedste kan avancere til næste trin i forskerkarrieren.

“Rationalet har aldrig været, at alle, der gerne vil forske, skal tilbydes en fastansættelse. Tidsbegrænsede universitetsansættelser opfattes i øvrigt heller ikke som et problem af alle dem, det handler om. Nogle yngre forskere vælger et tidsbegrænset forløb ved et universitet med henblik på en efterfølgende karriere ved fx et hospital eller i en virksomhed”, skriver Jesper Langergaard til Magisterbladet.

Hvorfor løse ansættelser?
Når Jesper Langergaard skal forklare, hvorfor universiteterne i stigende grad gør brug af midlertidige ansættelser, peger han på de eksterne bevillinger:

“Eksterne bevillinger til forskning har per definition en slutdato, og hvis lønmidlerne har en udløbsdato, så har ansættelsesforholdet det som regel også”, skriver han.

Janne Gleerup peger også på eksterne bevillinger som én forklaring. Men også besparelser og internationale tendenser spiller en rolle, har hendes forskning vist.

“Løse ansættelser har den fordel, at man nemmere kan skrue op og ned, så man sikrer sig mod overbudgettering. Desuden vil de løstansatte ofte være på et lavere lønniveau, have færre rettigheder og måske ingen pension, så de er også billigere”, siger Janne Gleerup.

Hun mener, at universiteterne bør forsøge at begrænse antallet af løstansatte:

“Man kunne for eksempel forestille sig, at der blev indført kvoter for, hvor stor en andel af de ansatte der måtte være løse. Og man burde sikre sig, at fast arbejde udføres af fastansatte”