“Folk vil gerne høre om min forskning i arrangementer på folkebiblioteker, selv om det er nørdet”, siger Mia Høj Mathiasson, som er i gang med sin ph.d. på Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet.
07.09.2018
Artikel

Jeg laver det, jeg helst vil, hver dag

For Mia Høj Mathiasson er det en drøm at få lov til at sætte sig ind i nye områder og endda få løn for det. Hun er i gang med sin ph.d. på Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet.

Af Anna Dalsgaard

Mia Høj Mathiasson fandt for alvor ud af, at hun ville forske, da hun skrev speciale på kandidatuddannelsen i kunsthistorie på Københavns Universitet.

”Jeg havde ikke lyst til at aflevere mit speciale. Jeg havde bare lyst til at starte forfra og fordybe mig endnu mere i det”, siger Mia Høj Mathiasson, som søgte flere ph.d.-stillinger, inden det lykkedes.

”Jeg ville det rigtig meget, og så skal man turde give det flere forsøg, og sætte tid af til det. For det er ikke som at skrive en almindelig jobansøgning. Man skal lave en projektbeskrivelse på 5-6 sider, så det er som at skrive en lille opgave, og det kræver en del research”, siger Mia Høj Mathiasson.

Og hun har bestemt ikke fortrudt. Hun nyder at lave det, hun har lyst til, hver dag, og at fordybe sig i projektet, som er en undersøgelse af de arrangementer, som de danske folkebiblioteker udbyder. Arrangementerne er sociale interaktioner, som både involverer bibliotekspersonale og medlemmer af lokalsamfundet, og hun undersøger arrangementernes historie og udvikling fra 1960 til i dag.

Hendes ph.d.-projekt er en del af et større internationalt forskningsprojekt, der undersøger arkivers, bibliotekers og museers rolle og funktion i samfundet i dag, og her deltager forskere fra lande som Norge, Sverige, Finland, Schweitz, og Tyskland. Projektet er finansieret af Norges Forskningsråd, og særligt de skandinaviske forskere mødes flere gange om året.

”Jeg har været i Norge syv gange på halvandet år, og det gør det helt klart mere interessant for mig, at være en del af noget større og at udveksle informationer og suge til mig fra andre forskere”, siger Mia Høj Mathiasson, som især har glæde af en ph.d.-kollega i Bergen, som laver noget, der minder om hendes projekt.

Mia har også et godt netværk på Institut for Informationsstudier, hvor de lige nu er otte ph.d.-studerende, som bruger hinanden meget. Udover at spise frokost sammen, har de månedlige møder, hvor de taler om, hvor de er i deres projekter.

”Bare det at sige højt hvordan det går, er godt, og ofte finder vi ud af, at vi kan hjælpe hinanden og løse nogle opgaver sammen. Det betyder alverden af have dem”, fortæller Mia Høj Mathiasson, som er cand.mag. i kunsthistorie.

Hendes hovedvejleder er også med i det store forskningsprojekt, og ham bruger hun, fx til at finde ud af, om hun er på rette spor.

”Men det er mit forskningsprojekt, og jeg har mulighed for at forme det. Min vejleder blander sig ikke i oplæg og ordvalg, så det er frihed under ansvar”, siger Mia Høj Mathiasson, som godt kan nikke genkendende til, at forskere arbejder meget.

”Jeg arbejder helt sikkert på den forkerte side af 37 timer. Men den store fleksibilitet i arbejdet kompenserer for det. Jeg kan vælge, at arbejde en hel aften derhjemme og så gå tidligt andre dage”, siger hun, og kan sagtens forestille sig, at arbejdsformen kan give stress, hvis man ikke kan håndtere det.

”Man styrer jo selv tiden, og når man arbejder om aftenen, er det ofte, fordi man ikke kan lade være. Man er vild med sin forskning, og der kommer ikke nogen og siger, at nu er det godt nok, nu skal du holde fri. Det skal man selv kunne styre”.

Mia Høj Mathiasson glæder sig til måske at skulle på forskningsophold i USA næste år, og når hun har afleveret sin ph.d. om halvandet år, håber hun på at kunne fortsætte med at forske ved et universitet.

”Det er ikke selvsagt, at jeg kan det, men det er det, jeg allerhelst vil. Selv om jeg ved, at jeg skal være indstillet på den usikkerhed, der ligger i formentlig at skulle leve med tidsbegrænsede ansættelser i et langt stykke tid,”, siger hun.