07.09.2018
Artikel

Unge bryder løntabuet – og det bør du også gøre

Løn er en privatsag. Det mener mange danskere. Men måske burde det ikke være sådan. Der er nemlig masser af gode grunde til at bryde tabuet, og særligt unge er gode til det. Lønforsker Kenn Warming forklarer, hvorfor det også er en god idé for dig at bryde tabuet.

Af Ole Obitsø

Løn er stadig et tabu. Seks ud af ti taler ikke om deres løn på arbejde.

Men faktisk synes de fleste ikke, at det burde være et problem at tale om lønnen. Det viser en rapport, forsker Kenn Warming har udarbejdet på Institut for Menneskerettigheder.

Samtidig viser en undersøgelse fra IDA, at unge generelt er mere åbne for at tale om deres løn. Det forklarer Kenn Warming med, at de unge har mere at vinde ved det og måske også er mere idealistiske omkring lønspørgsmål og åbenhed.

Ifølge Kenn Warming er det et tabu, vi alle med fordel kan forsøge at nedbryde.

Her er hans fire vigtigste grunde til, at vi skal åbne op om vores løn:

1. Vi kan få en højere løn
“Folk er bange, fordi de er sårbare, når de præsenterer deres løn. De er bange for at skulle retfærdiggøre sig over for kollegerne, hvis de har en høj løn. Og er den lav, kan de synes, det er flovt. Men det er ikke farligt at stå på mål for sin løn. Hvis du finder ud af, at du får en lav løn, kan du bruge den viden til at få højere løn. Og hvis du får en høj løn, så er der ofte også en god forklaring på det, som man kan give kollegerne. Du risikerer heller ikke at blive sat ned i løn. Men at dine kolleger ved, hvad det kræver at få en høj løn, kan sikre, at de kan få en højere løn”.

2. Det nedbryder fordomme
“Det kan hjælpe med at komme fordomme på arbejdspladsen til livs. Der kan nogle steder være meget sladder om, hvor meget folk får i løn, og nogle kan blive castet som chefens kæledægge. Ved man ikke, hvad lønnen reelt er, og hvorfor folk får den, kan det skabe en dårlig stemning. Men åbenhed kan til gengæld udrydde den tvivl og sikre, at alle føler, der ikke bliver holdt noget hemmeligt for dem”.

3. Det tager magten fra arbejdsgiverne
“Hvis alle kender hinandens løn, skal arbejdsgiverne være ekstremt skarpe på, hvem man giver hvad i løn. Hvis én medarbejder opfylder de samme kriterier og leverer det samme som en anden, skal de have samme løn. Samtidig betyder det, at arbejdsgiveren skal være skarp på at kunne fortælle, hvad der ligger til grund for at få en højere løn, så de ansatte kan arbejde for at opnå det”.

4. Det forebygger løndiskrimination
“Når vi taler om løn, kan vi dæmme op for potentiel diskrimination, da vi kan se, om nogen får mindre løn på grund af køn, alder, etnicitet eller andet. Den viden kan vi ikke få, hvis vi ikke ved, hvad vores kolleger tjener. I et videnssamfund er det principielt vigtigt, at vi har mest mulig viden at agere ud fra – det er bedre at have syn for sagen end at leve i lykkelig uvidenhed”.

Derfor er løn så stort et tabu
En stor del af Dansk Magisterforenings medlemmer oplever løn som et tabu på arbejdspladsen. Og nogle steder forbyder arbejdsgivere endda deres ansatte at tale om løn, selvom det er i strid med ligelønsloven. Men hvorfor taler vi egentlig ikke om løn?