Ledelse indebærer i særlig grad ensomhed, fordi du som leder skiller dig ud fra den gruppe, du formelt er en del af, fortæller Mette Vesterager, der har skrevet bogen "Eksistentiel ledelse".
13.04.2018
Artikel

Ensomhed er et grundvilkår for ledere

Meningsløshed, forandring og ensomhed er grundvilkår, som ofte bliver sat på spidsen i ledelse. Derfor er det nødvendigt at forholde sig til dem, hvis du vil være en bedre leder, mener filosof og coach Mette Vesterager.

Af Signe Bjerre

Ensomhed er sjældent det, der bliver fremhævet først, når ledere stiller sig frem og taler om sig selv. Oftest er det succeserne og de personlige sejre, der bliver italesat. Men bag skåltalerne og vindermentaliteten gemmer sig ofte ledelsesmæssige udfordringer, som kan være svære at forholde sig til.

“Ensomhed er et emne, der ofte bliver kredset om, når jeg rådgiver ledere. Mange føler sig ikke til fulde forstået af deres medarbejdere og har det svært med ikke at være en del af flokken. De føler sig ensomme og oplever kontroltab, men det er svært at stille sig op og sige, når det forventes, at man taler om succeser og alt det positive, siger filosof og coach Mette Vesterager.

Hun er aktuel med bogen “Eksistentiel ledelse – En guide til personligt lederskab”, der er et opgør med overdreven brug af positiv psykologi og et ledelsesparadigme, som ofte er repræsenteret af målstyring og new public management.

“Der er ikke noget galt i at tænke positivt og fejre succeserne. Men det risikerer nemt at blive en iscenesættelse, og det fjerner ikke følelsen af kontroltab, ensomhed og frygten for at miste, som mange ledere kæmper med”, siger Mette ­Vesterager.

Ensomhed er et grundvilkår
Eksistentiel ledelse er inspireret af eksistentialismen, der med filosofferne Søren Kierkegaard og Martin Heidegger i spidsen bidrager til at forstå, hvad det vil sige at være menneske.

Eksistentiel filosofi peger blandt andet på, at vi som mennesker er underlagt nogle grundvilkår som ensomhed, frihed, meningsløshed, tid, forandring, frihed og død. Og ifølge Mette Vesterager er det grundvilkår, der ofte bliver sat på spidsen i ledelse. Ikke mindst ensomhed:

“Ledelse indebærer i særlig grad ensomhed, fordi du som leder skiller dig ud fra den gruppe, du formelt er en del af. Du kan aldrig bare være en af kollegaerne, og du kan sjældent dele al din viden med dem. Derfor kan du heller aldrig blive fuldt forstået”, siger Mette Vesterager.

I en amerikansk undersøgelse svarede halvdelen af de deltagende CEO’er, at de følte sig ensomme, og af dem mente 61 procent, at det påvirkede deres præstation negativt. Det har derfor afgørende betydning, at man som leder forholder sig til ensomheden og behovet for at føle sig forbundet med andre.

Se det svære i øjnene
“Vil man mindske ensomheden, må man forstå, hvordan de eksistentielle grundvilkår påvirker ens praktiske virke som leder. Men det kræver, at man som leder tør stoppe op og er villig til at mærke efter. Når man gør det, bliver man konfronteret med de svære følelser og det ubehag, der er ved de eksistentielle grundvilkår, men det er nødvendigt for at kunne handle på det og træffe nogle andre valg”, siger Mette Vesterager.

Hun peger på, at forandringerne i dag sker så hurtigt, at man som leder og menneske er meget mere i spil. Der er ikke nogen manual for, hvordan man skal være leder, i modsætning til tidligere, hvor der var et klarere hierarki og nogle mere fasttømrede processer. På den måde er ensomheden mere udtalt for ledere i dag:

“Ledere kan ikke længere skjule sig i hjørnekontoret. I dag forventer både medarbejdere, pressen og borgerne at få at vide, hvad der foregår. Men ofte sidder man som leder med fortrolig information, der ikke kan deles. Derudover gør tidspresset og de hurtige forandringer det sværere at træffe beslutninger. Risikoen for at fejle og blive hængt ud er større”.

Nære relationer tager tid
For at styrke de nære relationer må man ifølge Mette Vesterager give sig tid til samhørigheden og prioritere nærværet, selvom det betyder fravalg af noget andet:

“Nogle gange kan det være nemmere at sende en mail eller en sms end at mødes. Men vil man mindske ensomheden, må man også sørge for at investere tid i relationerne, være åben og turde tage springet ind i fortroligheden. Det er til gengæld også en kilde til glæde for mange ledere”.

Mette Vesterager råder dog til, at man som leder tænker over, hvem man kan være fortrolig med.

“Ellers kommer ledere til at fortælle ting til medarbejdere, som de måske ikke burde, fordi ubehaget ved ensomheden bliver for stort. Det kan derfor være en god idé at have nære relationer uden for arbejdspladsen, som du kan dele dine oplevelser med – enten privat eller i dit professionelle netværk”.