Tegning: Adam O.
13.04.2018
Artikel

De pæne pigers oprør er kommet for at blive

De er velfærdssamfundets kernetropper og passer vores børn, ældre og syge. Men de bærer et åg som dårligt lønnede, og det har årtiers kamp stort set ikke ændret på. Derfor vil Danmark eksplodere i strejker igen og igen, hvis de kvindedominerede fag ikke får et reelt løft, siger en historiker og en fagforeningsboss.

Af Marianne Bom

Vi har fundet os i alt for meget” hedder den ph.d.-afhandling, som historiker Astrid Elkjær Sørensen har skrevet om kvindefagenes langtfra fuldførte ligestillingsprojekt. Kvinderne i den offentlige sektor hjælper babyer til verden og passer vores børn, ældre og syge. De har solide uddannelser og tager ansvar, men de får mindre i løn end mændene i sammenlignelige fag. En nyuddannet sygeplejerske på et sygehus får ca. 24.000 kr. om måneden, mens en offentligt ansat diplomingeniør med samme længde uddannelse har en vejledende startløn på minimum 37.400 kr. 

“Kvinderne er vrede, og deres vrede bliver forstærket af, at de føler sig trykket på andre områder end løn. Hvis man var tilfreds med arbejdsforholdene, så havde man måske nemmere ved at tilgive den dårlige løn. Men der er et stort pres på den offentlige sektor, og man har i dag ikke de goder, som man tidligere kunne veksle mod den dårlige løn”, siger Astrid Elkjær Sørensen.

I ph.d.en beskriver hun, hvordan de kvindedominerede fag reelt har været i oprør i årtier. Næsten lige siden de som relativt nyansatte omsorgsarbejdere i velfærdsstaten blev indplaceret på en lav løn i tjenestemandsreformen i 1969.

“Kvindefagene var nye dengang. De bestod af mange grupper, og de var dårligt repræsenteret i forhandlingerne i forhold til mandefagene. Kvindefagene var oppe imod, at der i 1969 var en generel diskurs om, at kvindens arbejde ikke skulle lønnes som en mands, og omsorgsfagene blev set som næstekærlige gerninger”, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Kvinder er slået hjem i ludo
De kvindedominerede fag har siden forsøgt sig med mange strategier for at få udjævnet forskellene. I 1995, 1999 og 2008 trak nogle af fagene – med sygeplejerskerne som faste gengangere – det ultimative våben og gik i strejke. Men alt sammen forgæves, i den forstand at løngabet fra 1969 ikke er lukket.

Ovenikøbet er pædagogerne, sygeplejerskerne, sosu-assistenterne og jordemødrene undervejs blevet slået hjem i ludo, fordi de i 1990’erne måtte betale dyrt for “omsorgsgoder” som bedre barsel og barns sygedage. Goderne betød, at der kun var plads til mindre lønstigninger – ganske ironisk af den grund, at kvinderne også derhjemme var hovedleverandører af omsorg.

“Da goderne siden blev skrevet ind i overenskomsterne på det øvrige arbejdsmarked, kostede det ikke nær så meget på lønnen, fordi mændene bruger dem mindre. Så de kvindedominerede fag har betalt dyrt for kvindernes rolle i hjemmet”, siger Astrid Elkjær Sørensen.

I foråret udgiver hun en bog med titlen “Pæne pigers oprør – Ligestillingsprojekter i de kvindedominerede fagforbund 1985-2010”. Motivationen finder hun, fordi historisk viden er vigtig i den politiske debat anno 2018, og fordi hun er ramt på sin retfærdighedssans.

“Det er ikke rimeligt, at vi systematisk vedbliver med at værdisætte det arbejde, kvinder traditionelt har udført, så meget lavere end det arbejde, som mænd traditionelt har udført, når arbejdet er lige nødvendigt at udføre, og vi er lige afhængige af det”, siger hun.

Kvindeløn er ingen sællert
Når de kvindedominerede fag stort set har kæmpet forgæves for at indhente lønefterslæbet, skyldes det også, at den øvrige fagbevægelse ikke har været begejstret for at give kvindefagene ekstra ved forhandlingsbordet. Sagen er, at de offentlige fag skal enes om at dele den “lønkage”, staten, regionerne og kommunerne kommer med.

Det bekræfter Bente Sorgenfrey, der har fulgt forhandlingerne i de seneste årtier som formand for pædagogerne i BUPL fra 1994 til 2003 og siden som formand for FTF.

“Skulle pædagoger og sygeplejersker have mere, måtte det ske på bekostning af fx akademikeres og skolelæreres lønudvikling, og det er klart, at det kan man ikke bare sidde og aftale, for det er ikke en sællert i baglandet hos dem, der skal betale”, siger Bente Sorgenfrey.

I 2008 satte sosu-assistenter, pædagoger og sygeplejersker alle kræfter ind på mere lige løn. De strejkede i op til otte uger.

“De fik en lille smule mere procentvist, end hvis de ikke havde strejket. De ville også rigtig gerne have haft en forpligtende ligestillingskommission, som man havde i Norge. Men det fik de ikke. De fik en lønkommission, der blev en bred snak om ingenting”, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Et oprør, der ikke vil dø
“Men med strejken i 2008 gjorde man ligeløn til et emne, der bare ikke vil gå væk. Det er blevet noget, man ikke bare skriver om 8. marts, men hele året, og det fylder i hele samfundet”, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Også magistrene kan takke kvinderne i omsorgsfagene for, at der i dag er større fokus på ligeløn, siger hun. Det ses fx i kampagnen #DelDinLøn, som ruller i øjeblikket med 38 fagforeninger om bord.

I den brede befolkning er der også voksende sympati for de kvindedominerede fags kamp, vurderer Astrid Elkjær Sørensen, og Bente Sorgenfrey er enig:

“Man kan diskutere, om man vil have skattelettelser og billigere biler, eller om man vil have ordentligt lønnede ansatte, som tager sig af ens gamle mor og børnene. Mange vil helst have det sidste”, siger hun.

Magisterbladets nylige Gallup-undersøgelse viste fx, at 63 procent af danskerne havde mest sympati for lønmodtagerne under OK 18-forhandlingerne, mens kun ni procent havde mest sympati for arbejdsgiverne.

Astrid Elkjær Sørensen ser også utilfredsheden i kvindefagene udtrykt ved, at der nogle steder er mangel på sygeplejersker og sosu-assistenter:

“Man kommer ikke uden om på et eller andet tidspunkt at adressere, at de her omsorgsfag ligger så lavt i lønhierarkiet. Så længe man ikke adresserer det, bliver utilfredsheden ved. Så vil vi bare kunne vente på, at det eksploderer i strejker igen og igen”.

Politikerne må på banen
Historikeren og FTF-formanden mener, at politikerne må på banen, som de har været det i Sverige og Norge. Her har politikerne på forskellig vis lagt planer for at udligne lønuligheden i den offentlige sektor, og det har medvirket til mere ro på arbejdsmarkedet.

Men i Danmark melder de fleste politikere hus forbi. De vil ikke blande sig. Den interne fordeling af lønkroner må fagbevægelsen selv klare, mener de. Og faktisk fik to fag tidligt i dette års overenskomstforhandling tilsagn fra den øvrige fagbevægelse om ekstra penge. De skulle gå til sygeplejersker og sosu-assistenter i kommunerne, hvor der er rekrutteringsproblemer. Det var nyt, men småt set i forhold til de store summer, som det vil koste at bringe de kvindedominerede fag lønmæssigt i balance med lignende mandefag.

Klar det selv i det faglige system
Realpolitisk er den slags faglige aftaler den eneste vej frem for at indhente lønefterslæbet, mener Lisbeth Pedersen. Hun sad i Lønkommissionen (2008-2010) og er forskningschef ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

“Mange politikere vil ikke have skatteforhøjelser på grund af en ligelønsdebat. De er mere optagede af, at den offentlige sektor ikke må blive dyrere”, siger hun.

“Jeg er ikke enig i, at kvindefagenes utilfredshed er en brændende platform for velfærdsstaten, for de unge kvinder vælger stadig at blive sygeplejersker og pædagoger. De søger ikke over i de mere velbetalte mandefag, og den almindelige lønmodtager er ikke optaget af lønoprøret. Når man foretager kvalitative studier af, hvad unge kvinde drømmer om, er det for størstedelens vedkommende noget meget traditionelt. De vil have mand, børn og sølvtøj”.

At se til Norge og Sverige efter inspiration er heller ikke en dokumenteret løsning. Ganske vist er der begge steder politiske planer for udligning af lønforskelle mellem mande- og kvindefag, men de udmønter sig ikke i en større reduktion af løngabet end i Danmark, siger Lisbeth Pedersen.

“Så løsningen må ligge inden for det faglige system. De bliver nødt til at løse det selv, og det kommer til at blive en meget langsom udligning af lønforskelle”.

Hvor mange år vil der gå, før der er balance?
“Det kan jeg ikke svare på. Rigtig mange”.