Udviklings­konsulent Anna Kammacher sidder ikke centralt på rådhuset, men har kontor på et kommunalt værested. Hun oplever, at det er lettere at se effekten af udviklingsarbejdet, når man er tættere på borgerne.
09.02.2018
Artikel

Den nye embedsmand bygger bro til borgerne

Der er nu over 20.000 akademikere ansat i kommunerne. Og hvor den typiske embedsmand tidligere var djøf’er, så er de fleste nyansatte akademiske embedsmænd i dag humanister eller pædagoger. Fortællingen om de varme og kolde hænder skal nuanceres, mener kommunalforsker.

Af Thomas Bøttcher

Anja Kammacher er udviklingskonsulent i Glostrup Kommune. Fra sit kontor oven på det kommunale værested i Udføre­enheden Psykiatri og Handicap er hun med en baggrund som ergoterapeut og senere en kandidatgrad i pædagogisk sociologi sat til at løfte den socialpædagogiske indsats i enheden. Nogle af redskaberne er undervisning, procesfacilitering og projektledelse af enhedens næsten 30 socialfaglige medarbejdere.

Anja Kammacher er ikke selv i tvivl om, at hun gør en forskel.

“Min målgruppe er medarbejderne, og jeg understøtter deres faglige udvikling. De giver tilbagemeldinger om, at de er glade for min hjælp, eller at det har kvalificeret deres praksis”, siger hun.

“Helt konkret står vi for eksempel over for, at der kommer flere og flere unge mennesker med autisme ind i vores butik. Derfor har vi seks undervisningsdage inden sommerferien, der skal give os redskaber og værktøjer til at arbejde systematisk med autisme. Med den nye undervisning bliver hjemmevejledernes praksis forbedret. Det er det fede ved at sidde herude, for jeg bliver hurtigt vidne til, at de ting, vi sætter i gang, også har en effekt – i modsætning til hvis jeg sad i centralforvaltningen og skrev notater og indstillinger”.

Den pædagogiske revolution
Ifølge en særkørsel fra Danmarks Statistik er der siden 2010 ansat 1.489 personer med en pædagogisk kandidatgrad på kommunale arbejdspladser. Det er en stigning på 73 pct., og det er bemærkelsesværdigt ifølge institutleder Claus Holm fra DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, ved Aarhus Universitet.

“Det er en revolution, at professionsbachelorer har haft mulighed for at studere videre på højeste niveau og nu er med til at højne den pædagogiske faglighed på det kommunale arbejdsmarked”.

I modsætning til andre universiteter er DPU’s kandidater typisk lærere eller pædagoger, der tager en 2-årig kandidatuddannelse. Det gør dem til oplagte brobyggere mellem praksis, borgere og forvaltning, mener han.

“Tidligere var det primært forvaltningens opgave at bygge institutioner, men i dag er diskussionen, hvilke pædagogiske ambitioner man har som kommune. Det har genereret en efterspørgsel efter faglig ledelse, der kan få de pædagogiske visioner på skoler og daginstitutioner til at spille sammen med forvaltning og det politiske niveau”, siger han.

Uddannelsesniveauet stiger
Men DPU-pædagogerne er langtfra de eneste akademikere, der har indtaget kommunerne. Psykologer, kommunikatører, etnografer, kandidater i socialt arbejde, cand.it.er, kulturformidlere og historikere er blandt de største faggrupper, der også tæller cand.merc.er og så selvfølgelig jurister, økonomer og uddannede inden for forvaltningsfag.

Den store bredde i fag, som tallene fra Danmarks Statistik afslører, kalder på en nuancering af diskussionen om kolde og varme hænder, mener Niels Ejersbo, seniorforsker og kommunalforsker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

“Der er jo faktisk kommet en utrolig bred sammensætning af kompetencer og uddannelser ind i kommunerne. Så det er ikke alene et spørgsmål om, at man har fået ansat en masse djøf’ere på bekostning af varme hænder. Det er i hvert fald ikke hele historien”, siger han.

Den brede sammensætning af fag i AC-gruppen peger ifølge Niels Ejersbo på en mere generel tendens, nemlig at uddannelsesniveauet i kommunerne i det hele taget er stigende. Det betyder, at lavere uddannede presses af højere uddannede. Stefan Birkebjerg Andersen, kommunaldirektør i Odense Kommune, kan godt genkende den udvikling, som tallene fra Danmarks Statistik beskriver. Han peger på, at Odense Kommune ofte søger bredt efter “akademisk baggrund eller uddannelse” frem for specifikke fag såsom jura eller økonomi.

Akademikerne skal ifølge kommunaldirektøren arbejde med fælles løsninger af udfordringer med en bred kreds af aktører, hvor der er fokus på såvel kerneopgave som helhedssyn og lokale behov.

“Det kræver kompetencer såsom at facilitere processer, motivere, evne at koble politiske mål med det praksisnære, tænke tværgående, lede forandringer, herunder digitale, mobilisere ressourcer og potentialer i samfundet. Det er ikke kompetencer, man kan tilskrive en enkelt akademisk retning, så vi søger og ansætter bredt”, siger han.

Den brede sammensætning af akademiske kompetencer genkender Annika Agger også. Hun forsker i borgerinddragelse i byplanlægning ved Roskilde Universitet.

“Vi ser, når man fx laver byfornyelse, at der kommer en masse andre professioner ind end de klassiske. Hvor det tidligere var arkitekter og ingeniører, er det i dag også geografer, kultursociologer og alt muligt andet”.

Og det er en styrke, mener hun.

“Alt andet lige får man udvidet paletten og forskellige synspunkter i spil. I de her år snakker vi om behovet for offentlig innovation, og det kræver, at man får gentænkt de klassiske logikker. Ud fra den præmis er det jo en god ide at få en lang række nye fag ud i kommunerne”.

Nye krav udfordrer kerneopgaven
Ifølge tal fra KL’s løndatakontor var godt og vel halvdelen af de 20.000 akademikere i kommunerne i 2017 placeret uden for den centrale forvaltning. Blandt dem er Anja Kammacher fra Glostrup Kommune.

“Min leder, der er socialrådgiver, havde brug for at blive understøttet og kunne vælge mellem endnu en leder eller en konsulent. Hun har meget fokus på ledelsesdelen og drift, men havde brug for hjælp til at sørge for udvikling og sikre, at vi er på vej det rigtige sted hen i det rigtige tempo, så vi får alle folk med”, siger hun.

At forbinde Anja Kammacher med gold administration falder måske ikke ligefor. Alligevel forstår hun godt, hvorfor hun som akademiker sammenlignes med AC-kollegerne i den centrale kommunale administration med økonomisk, juridisk eller forvaltningsmæssig baggrund.

“Jeg har jo kolde hænder, i den forstand at jeg ikke har kernedrift ligesom socialpædagogerne. Noget af det, jeg laver, fx det projekt om sundhedsfremme, vi er ved at evaluere, tager tid fra den borgernære kerneopgave. Og folk løber rigtig stærkt i forvejen, samtidig med at pengene bliver færre”, siger hun.

På den anden side: Enhedens arbejde udfordres af, at borgerne har mere og mere komplekse problemer, samtidig med at de psykiatriske patienter udskrives hurtigere til kommunerne end tidligere.

“Vi kan ikke blive ved med at gøre det, som vi gjorde for bare syv år siden. Folk, der er i praksis, er så meget i driften, at de ikke har ressourcer eller erfaringer til at tænke nyt, omorganisere eller lave nye strukturer. Og der er det så, at vi kolde hænder kan hjælpe med at skabe tilbud og gøre tingene smartere og mere effektivt”.