08.12.2017
Artikel

Rettigheder i en overenskomst kan ikke sidestilles med en valgfri massageordning

LEDER af Camilla Gregersen

“Vi er slet ikke ude på at tage den betalte frokostpause – det er helt op til de lokale ledelser at bestemme, om der skal være betalt frokost eller ej”.

Moderniseringsstyrelsen forsøger i disse uger ved juridisk omsvøb at camouflere, at den ønsker at fjerne overenskomstretten til betalt frokost. Den ønsker, at det bliver en lokal kutyme, som lokale ledelser kan opsige. Det kan man jo godt forstå, at den prøver på.

Men den betalte frokostpause for offentligt ansatte har i mange årtier været en del af overenskomsten. En overenskomst er netop en aftale, som arbejdstagere og arbejdsgivere når til enighed om – og ikke noget, Moderniseringsstyrelsen kan reducere til en valgfri ordning efter den lokale ledelses forgodtbefindende på linje med en massageordning.

For gæt, hvad der så vil ske, når økonomien bliver presset lokalt – og det bliver den i disse år inden for hele det offentlige område. Er det ikke en del af overenskomsten, så ryger frokosten selvfølgelig, og det svarer til en lønnedgang på godt syv procent. Vi står fast på, at det ikke skal være de ansatte, der betaler med forringede ansættelsesvilkår og en markant ringere løn, når der spares i den offentlige sektor.

Vi kan roligt sige, at der er lagt i kakkelovnen op til udveksling af overenskomstkravene her i december. I den situation bliver sammenholdet i fagbevægelsen af afgørende betydning. Vi skal bakke hinanden op i de kommende måneder – også selvom de udfordringer, der melder sig, ikke nødvendigvis rammer os alle. Der er heldigvis et meget stærkt samarbejde i fagbevægelsen, og der er en bred forståelse af, at spisepausen skal forsvares. Lønvilkårene på arbejdsmarkedet hænger jo sammen, så det er heller ikke til gavn for de privatansatte, hvis de offentligt ansatte får en lønnedgang på over syv procent.

Angående de privatansatte er det bemærkelsesværdigt, at medlemmerne af DM har fået en meget flot lønstigning på cirka fire procent det sidste år. Det er stærkt, og det er samtidig en stærk markør af, at arbejdsgiverne i den grad værdsætter DM’s medlemmer, og det gælder kandidater fra alle fagretninger, såvel naturvidenskabelige, sundhedsfaglige som humanister. Det er også markant, at godt hver fjerde af de privatansatte, der svarede på lønstatistikken, har fået en bonus fra deres arbejdsgiver det seneste år. Man kan bare tørt konstatere, at de ansatte i det private bliver påskønnet i langt højere grad, end de offentligt ansatte bliver.

Målet er klart. Det skal være godt at gå på arbejde, og man skal være sikker på en rimelig honorering for sin indsats og have en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Det er i lønmodtagernes interesse – men så sandelig også i arbejdsgivernes. Mistrivsel, stress og dårligt arbejdsmiljø kommer af mange ting. Men der er ingen tvivl om, at Moderniseringsstyrelsens tilgang i disse år ikke øger trivslen for de offentligt ansatte – og dermed produktiviteten, som ellers er i højsædet hos arbejdsgiverne.

Vi skal stå sammen, når tiderne er svære. Og det er de nu. Derfor håber jeg, at alle medlemmer vil bakke op om de meget svære overenskomstforhandlinger, der venter fra 1. januar på det offentlige område. Det har afgørende betydning, at medlemmerne står sammen i denne sag.