Mange er ofte bange for, at klappen skal gå ned eller for at teknikken ikke skal virke. Anders Stahlsmidt, som underviser i at tale i forsamlinger, kalder det for ”en angst for angsten i sig selv”.
04.11.2016
Artikel

Nervøs for at tale i forsamlinger? Sådan ryster du det af dig

For mange er det at præsentere foran andre mennesker forbundet med stort ubehag. Det oplever flere fagfolk, som klæder folk på til at tøjle angsten. Her er deres gode råd. Ét af dem er, at du skal tillade dig selv at begå fejl. For det perfekte er alligevel ikke at foretrække.

Af Louise Egholm Burcharth

Får du klamme håndflader og hjertebanken bare ved tanken om dit kommende oplæg på arbejdet eller studiet? Så er du ikke den eneste, og mange opsøger professionel hjælp for at komme nervøsiteten eller angsten til livs.

Magisterbladet har spurgt konsulenthusene Lumholt + Stahlschmidt Kommunikation og Rhetorica A/S, der til daglig coacher folk i præsentationsteknik, hvilke råd de giver.

Anders Stahlschmidt har som partner i Lumholt + Stahlschmidt Kommunikation de sidste 12 år arbejdet professionelt med at klæde folk på med værktøjer i præsentationsteknik. Ifølge ham bunder angsten for mange i et ubehag ved opmærksomheden i sig selv.

“Vi mennesker er flokdyr. Og når vi så pludselig står og taler foran andre, så er det, som om vi ikke er med i flokken længere og er i fare. Og det giver en form for ubehag hos nogle”, forklarer Anders Stahlschmidt, der bl.a. har forskere og revisorer blandt kunderne.

Ét af Anders Stahl­schmidts råd er derfor, at man forsøger at tage kontakt til publikum, mens man taler. Bl.a. ved øjenkontakt, så man “opløser forsamlingen”.

“Den her angst er forbundet med en angst for at skille sig ud fra flokken, som jo består af nogle enkeltpersoner. Mentalt kan du opløse flokken ved at tale til hver enkelt, så du indser, at det jo bare er Mogens, Ulla eller Rikke”, forklarer han.

Den gode performance er ikke perfekt
Anders Stahlschmidt oplever også hos mange en “angst for angsten i sig selv”. Hvor folk er nervøse for, at der skal ske noget undervejs, som fremkalder angsten. Fx at klappen går ned, eller teknikken ikke virker. Ifølge ham spiller det også sammen med, at mange – især veluddannede kvinder – opfatter situationen som en eksamen, hvor de bliver vurderet, og alting derfor skal være perfekt.

Ann C. Schødt, der er HD’er i organisation og ledelse og forandringskonsulent i virksomheden Potentialefabrikken, har specialiseret sig i folk, der er bange for at blive afsløret som inkompetente, selv om de er velkvalificerede. De lider af det såkaldte impostorfænomen, og det er specielt den type mennesker, der kæmper med præstationsangsten. De undervurderer egne præstationer og “tror, at man skal vide eller kunne alt”. Det er typisk blandt både højtuddannede kvinder og succesfulde erhvervsmænd, der blot tilskriver deres succes held og timing, forklarer hun.

Frygten bunder ifølge Ann C. Schødt i at blive bedømt og vurderet og dermed afsløret i ikke at være kompetent eller vidende nok. Og det træder især frem, når man bliver synlig ved en præsentation.

Men ifølge Anders Stahlschmidt ser mange forkert på den rolle, de indtager ved en præsentation eller oplæg. Ifølge ham skal man ikke opfatte det som en eksamen, hvor alt skal være perfekt.

“Man skal ikke bebrejde sig selv for at begå fejl, for folk elsker ikke det perfekte. De elsker det menneskelige, og det rummer fejl”, siger han.

Vær dig selv og ikke Barack Obama
Hos Rhetorica rådgiver de især akademikere fra både virksomheder, kommuner og ministerier. Ét af deres vigtigste råd til folk med angst for at stå frem er, at deres præsentationsform skal “være i overensstemmelse med dem selv”, forklarer seniorkonsulent og cand.mag. i retorik Karen Bendix Terp. Ifølge hende har mange en misforstået opfattelse af, hvad kommunikation er. De tror, at de skal være “sådan en Barack Obama, der brænder igennem”, hvorefter de på forhånd opgiver.

Karen Bendix Terp tager derfor udgangspunkt i den enkelte for at se, hvor langt personen kan rykkes. Her er strategien at udfordre folk uden at kaste dem ud på helt dybt vand. Bl.a. ved at arbejde med den fysiske fremtoning, der skal få den enkelte til at tro mere på sig selv.

“Vi arbejder med, hvordan personen rent fysisk kan arbejde med at stole mere på sig selv. Hvordan man kan stå med sine ben og få brystkassen frem. Og hvad man skal gøre med sine arme, som mange har det svært med”, forklarer hun.

Anders Stahlschmidt oplever også, at mange udvikler angsten, fordi de før har oplevet dårlig kontakt til publikum. Ifølge ham sker det ofte, hvis man skiller sig ud fra forsamlingen. Her er hans råd, at man skal forestille sig, at publikum smiler igen, da “det positive samspil skal starte et sted, og det er smart, hvis man selv kan starte det”.

PowerPoint til gavn – og skade
For at klæde folk på til at håndtere nervøsiteten for at stille sig op i større forsamlinger hjælper Karen Bendix Terp også med at strukturere indholdet.

“For når man bliver nervøs, spørger man tit sig selv, om man har for lidt eller for meget med, eller om man har overforberedt sig. Her kan en overskuelig og klar struktur være en god støtte for taleren”, fortæller hun.

Og for mange er PowerPoint en gammel kending til at holde styr på indholdet i oplægget. Men ifølge Anders Stahlschmidt skal man være varsom med at bruge det, selvom det umiddelbart virker trygt. Ifølge ham kan det ligefrem forstærke nervøsiteten, da det er et skriftligt medie, som kan spille dårligt sammen med den mundtlige præsentation. Derfor kan det være en god idé at øve sig på det mundtlige uden PowerPoint og så først bagefter beslutte sig for, hvad man skal have med, så man har færre slides, forklarer han:

“Man har simpelthen for mange bolde i luften, når man har en PowerPoint med noget, der er skrevet i en helt anden situation end den, man står i. Så det bliver en falsk tryghed og noget, som mange gemmer sig bag”.

Svært at være i centrum
Charlotte Bak, der er karrierekonsulent i Dansk Magisterforening, rådgiver til daglig jobsøgende magistre. Hun oplever, at magistre i det hele taget har svært ved at sætte sig selv i centrum, sælge sig selv og netværke. Ifølge hende oplever mange det fx som svært at ringe uopfordret til en arbejdsgiver. Hun råder derfor bl.a. til at ændre tankegangen om modtageren i den anden ende.

“Som udgangspunkt tænker mange, at de er til besvær, når de fx ringer uopfordret. Men folk vil som regel gerne hjælpe og bliver tit også smigrede over opkaldet”, siger hun.