19.08.2016
Artikel

Håret i suppen

Af Jakob Elkjær
REDAKTØRENS KOMMENTAR

Vi journalister leder efter håret i suppen. Derfor var det en stor skuffelse at bladre i den del af DM’s nye studielivsundersøgelse, som handler om studiejob. De studerende oplever, at studiejob øger deres faglige kompetencer og hjælper dem med at finde ud af, om de er på rette spor. De kan endda bruge erfaringerne fra jobbet i deres studier.

Pokkers også. Så kunne man i det mindste håbe på, at de mistrives i jobbet. Men ak, det viser sig, at de studerende faktisk får noget, de savner på deres studier:
  • 74 procent får ros og anerkendelse for deres indsats.
  • 79 procent får hjælp til at løse opgaverne, hvis de har brug for det.

Men bliver de studerende så ikke presset til at se stort på undervisning og eksaminer? Gå syg på arbejde? Overarbejde?

Næ. Ingen hår i suppen altså. Men hvad så med studiejobbenes omfang? Dekanen på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, Troels Østergaard Sørensen, har skrevet til landets arbejdsgivere med en appel om at skrue ned for studiemedhjælperes timetal, for “hvis man beskæftiger studerende mere end 15 timer per uge, indebærer det en stor risiko for, at de slet ikke bliver kandidater”. Og dekanen tilføjede i Politiken: “Når de studerende hører om en medstuderende, der har tre job, tænker de, at de skal have fire. Det har taget overhånd”.

Men nej. Stor skuffelse. Medmindre de er meget hurtige, så passer DM’s studerende ikke 3-4 job. Kun 10 procent angiver, at de arbejder mere end 15 timer, og lidt over halvdelen arbejder mindre end 10 timer. Én stor ikkehistorie. Vi valgte at bide i det sure æble og skrive den alligevel. For måske er den positive historie simpelthen blot den rigtige historie?

Det der med at finde hår i suppen er vi journalister vist ikke alene om. Ikke mindst når det kommer til de unge, så virker det, som om mange er dygtige til at finde håret i suppen.

I virkeligheden er de unge mindre kriminelle, mindre drikfældige og har sex senere. De er også flittigere, vælger studier ud fra jobmuligheder, kommer hurtigere gennem studierne og får højere karakterer, end vi gjorde. Alligevel er der intet, der er så godt, at det ikke er dårligt for noget. De unge får ofte sådan lidt tvetydige smånegative mærkater klasket på sig som curlingbørn, tolvtalspiger og generation målrettet.

Det er, som om man først gør alt for at målrette de unge ved at skræmme dem røven ud af bukserne med, at jobbene flytter til Kina, for derefter at presse dem hurtigt gennem studierne. Derefter mobber vi dem så med, at de er blevet kedelige og stræbsomme og ikke tager chancer.

Et eksempel var sommerens debat om den 7-trinsskala, der erstattede 13-skalaen i 2007. Dengang fjernede man karakteren 13, der blev givet for den helt usædvanlige præstation, og erstattede den med et 12-tal, som skulle gives til de dygtigste 10 procent. I Berlingske var der stor alarm over, at de unge ikke længere tog chancer og gik efter det særligt kreative, som blev belønnet med et 13-tal, men blot efter at være blandt de 10 procent bedste. No shit, Sherlock! Var det ikke netop præcis det, vi bad dem om med ændringen af karaktersystemet?

Og sådan er det. De unge gør, hvad vi beder dem om. De unges problem er ikke druk, hor, dovenskab og manglende erhvervsretning. De unges problem er os.