Studerende foran KU’s bygning på Frue Plads, hvor de er ved at starte et demonstrationsoptog i protest mod, at Danmark har stillet sig side om side med Tyskland i kampen mod kommunismen.
06.11.2015
Artikel

Studerende førte an i modstandskampen

Danske universitetsstuderende var en drivende kraft i modstandskampen mod den tyske besættelse under 2. verdenskrig. “De var en elite og havde høje mål”, siger historiker.

Af Lasse Højsgaard
2015 er et af de store besættelsesjubilæumsår. For 75 år siden kom tyskerne og hapsede Danmark, og for 70 år siden røg de ud igen på røv og albuer.

Indimellem kom fem år, hvor danskerne ligesom skulle finde den rette grimasse – fra målløs apati i de første besættelsesdage til mere eller mindre modvillig samarbejdspolitik, til den folkelige opstand i 1943 og til krigens sidste dage, hvor alle fik travlt med at være på det rigtige hold.

Men hvem gik forrest i modstanden mod den tyske besættelse? Hvem var de første på barrikaderne? Ja, det var faktisk de universitetsstuderende.

“De første gadedemonstrationer under besættelsen er det studenterne, der står bag”, fortæller Therkel Stræde, lektor i historie ved SDU.

Fik tæsk af politiet
I 1941 var protester og modstand mod den tyske værnemagt højst umoderne. Man elskede ikke tyskerne, men man gjorde, som kongen og statsministeren sagde, og opførte sig pænt og ordentligt.

Men da udenrigsminister Scavenius i Berlin underskrev den såkaldte antikominternpagt om fælles front med Tyskland mod kommunismen, blev det for meget for en gruppe medlemmer af Konservative Studerende, der boede på kollegiet Regensen. De arrangerede et protestoptog fra Frue Plads til Amalienborg som kritik af, at Danmark stillede sig side om side med Tyskland i kampen mod kommunismen – altså en slags allierede.

“Det er jo paradoksalt, at det er Konservative Studerende, der går ud og protesterer mod antikominternpagten. Men for dem handler det om sagen”, siger Therkel Stræde.

Den kendte modstandsmand Jørgen Kieler har siden fortalt, hvordan demonstrationen helt konkret var det, der satte ham i gang med modstandsarbejdet. Han var dengang lægestuderende.

“Der gik et protesttog gennem Strøget, og det kunne vi ikke undgå at komme til at deltage i, for vi boede på hjørnet af Nytorv og Strøget, og vi kendte jo oven i købet nogle af dem. Så det deltog vi i, og så fik vi de tæv, vi skulle have, af politiet, for de gik jo løs på os med knipler”, fortalte Jørgen Kieler i en dokumentarudsendelse, der for nylig blev sendt på DR.

Rektor skældte ud over modstand
Men det var ikke kun ordensmagten, der syntes, at det var lovlig frækt at vise sin utilfredshed med samarbejdspolitikken. Også den daværende rektor for Københavns Universitet skældte ud over ballademagerne og truede dem med relegering – altså udsmidning fra universitetet. Og justitsministeren, der hed Thune Jacobsen, tog ud og holdt foredrag på Regensen og kollegiet Studiegaarden, hvor han irettesatte de studerende om, at de ikke skulle begynde at føre udenrigspolitik.
Demonstrationen blev alligevel startskuddet for modstandsarbejde i flere forskellige grupper af studenter. Jørgen Kieler samlede en gruppe omkring sig og sine søskende, som han delte lejlighed med. En anden student, Arne Sejr, var en af ophavsmændene til antikominternprotesten, og han oprettede gruppen Studenternes Efterretningstjeneste.

“Modstandsbevægelsen opstår på de politiske fløje – i den konservative ungdomsbevægelse og blandt kommunisterne. I 30’ernes og 40’ernes studentermiljø var der ret bred opbakning til den socialistiske studenterbevægelse. De engagerede sig allerede i 30’erne i hjælpearbejdet for de flygtninge, der kom fra Tyskland. Og så var det logiske næste skridt at gå ind i modstandsbevægelsen”, fortæller Therkel Stræde.

Det var blandt andet i foreningen Studentersamfundet, at man fandt de venstreorienterede studerende.

Studentersamarbejde over midten

Langt de fleste universitetsstuderende – og dem var der generelt ikke så mange af – kom fra pæne, borgerlige hjem og hørte naturligt til i de konservative studenterforeninger, som med deres stærke nationale orientering også følte behov for at reagere mod besættelsesmagten.

I det hele taget var det i forhold til i dag langt mere almindeligt blandt studerende dengang at være organiseret politisk.

“Det hele var politisk meget gennemorganiseret, og det gik hånd i hånd med et stort samfundsengagement blandt de studerende. Når studenterforeningen holdt møder, så kom det i medierne, og der kom mange hundrede mennesker”, siger Therkel Stræde.

Efter antikominternprotesten skete der imidlertid det usædvanlige, at de politiske studenterorganisationer – til højre og til venstre – begyndte at samarbejde. De dannede organisationen De Danske Studenter (DDS), der også fik kontakter til studerende på Aarhus Universitet. DDS begyndte at trykke og uddele illegale tryksager, og fra april 1942 trykte og uddelte man bladet “Frit Danmark”, som skulle blive det mest udbredte af besættelsens mange illegale blade.

“Organisationen omkring “Frit Danmark” var den største og mest effektive inden for den fri presse. Den har et omfang til sidst, så selv folk, der internationalt forsker i modstandshistorien, tager hatten af”, siger Therkel Stræde.

Reddede hundredvis af jøder
I sine erindringer fortæller Jørgen Kieler, hvordan han blev rekrutteret til arbejdet med “Frit Danmark”.

“Jeg fik chancen, da en medicinstuderende henvendte sig til mig med bemærkningen: “Vi har hørt, at du godt kunne tænke dig at være med i noget”. Det var hverken en Tarzan eller en spion med blå briller, men en lille, rund og nærsynet student, der så meget lidt krigerisk ud”.

I 1943 begyndte sabotageaktionerne at tage til, og studentergrupperne deltog også i beskedent omfang. Anderledes blev det dog i efteråret 1943, hvor rygtet om jødedeportationerne begyndte at sprede sig i København. Det satte for alvor gang i studenterne. Jørgen Kielers gruppe gik straks i gang med at skaffe penge og kontakter til fiskere, der kunne sejle jødiske flygtninge til Sverige.

Den største udfordring var ifølge Kieler selv at finde jøder, man kunne redde.

“Vi kendte ingen jøder. Men mine søstre gennemtrawlede alle baggårde i Adelgade- og Borgergade-kvarteret, hvor de fattige østjøder boede”, fortæller han.

Kieler anslår selv i sine erindringer, at de med deres rute sejlede mellem 500 og 1.000 jøder over Øresund.

Fra studerende til fuldtidssabotører
En anden tilsvarende rute blev organiseret af Studenternes Efterretningstjeneste (SE).

“SE samarbejder i starten med danske kuttere under redningen af jøderne. Det bliver starten på en fast rute over Øresund, som kommer til at hedde SE-ruten. Senere køber SE selv skibe i Sverige til at besejle ruten”, fortæller Peter Birkelund, der er arkivar ved Rigsarkivet og har forsket i modstandsgrupper under besættelsen.

Han beskriver redningen af jøderne som en slags folkeligt gennembrud for modstandsarbejdet – ja, nærmest som en græsrodsbevægelse.

“Jødeaktionen er atypisk. Det er ikke en samlet modstandsgruppe. Det er alle mulige, der griber ind. Alle er harme over det, der sker. Jøderne blev opfattet som landsmænd, og derfor hjalp alle”, siger Birkelund.

1943 er et vendepunkt i besættelsen. Da samarbejdsregeringen går af i august, bliver modstandskampen og sabotagerne kraftigt optrappet. Og mange af de studenter, der blev aktive efter antikominternprotesten, fortsætter ind i den virkelig seriøse og farlige modstandskamp.

“I gruppen Holger Danske II er halvdelen studerende. De fungerer på lige fod med andre og deltager også i likvideringer. Og når de bliver eftersøgt, går de under jorden og lever som fuldtidssabotører”, fortæller Birkelund.
Han anslår, at der ud af de omkring 500 aktive, der har været i Holger Danske-gruppen, var 100 studerende.

Høje idealer
Et spørgsmål er, hvorfor de studerende kom til at spille en så fremtrædende rolle i modstandsarbejdet.
Therkel Stræde mener, at det var en kombination af et generelt politisk stærkt engagement i tiden og så det, at studenterne var en elite med høje idealer og ansvarsbevidsthed.

“Der har været en følelse af “urgency” – der er noget, der skal gøres, en forpligtelse. Dengang var studerende en elite, og til at være en elite hører, at man tænker på højere mål, end bare hvordan man kommer til at tjene penge, som det jo i dag handler om for mange”, siger Therkel Stræde.   

Modstandsarbejdet blandt studerende er blandt andet grundigt beskrevet i Jørgen Kielers erindringer, “Hvorfor gjorde I det?”, Gyldendal 2001.