11.09.2015
Artikel

Kampen om dagpengene

LEDER af Camilla Gregersen, formand for DM Privat og konstitueret formand i DM

I disse dage er der fuld gang i den politiske kamp om, hvordan et kommende dagpengesystem skal indrettes og ikke mindst finansieres. Flere aktører har været ude at foreslå, at man kan skære i dimittendsatsen – den lave sats på 82 % af dagpengene, som nyuddannede får i dag. Det vil vi i DM advare imod på det kraftigste.

En nedgradering af dimittendsatsen kan risikere at undergrave opbakningen til dagpengesystemet. Fravælger de unge at være med i den kollektive forsikringsordning, kan det få meget omfattende konsekvenser for hele vores arbejdsmarkedsmodel, som er baseret på arbejdsgivernes lette adgang til at hyre og fyre – og som netop derfor forudsætter et solidt sikkerhedsnet.

Jeg vil minde om, at det i høj grad er de højtuddannede, der medfinansierer dagpengesystemet. Medlemmer af DM har en gennemsnitlig ledighed, der er lavere end gennemsnittet i befolkningen, og det gælder også for Djøf’s og IDA’s medlemmer. Vi trækker mindre på dagpengesystemet, samtidig med at mange højtuddannede er med i dagpengeordningen. De højtuddannede bidrager altså massivt til det kollektive forsikringssystem.

Derfor skal politikerne på Christiansborg tænke sig godt om, før de skærer i dimittendsatsen, når dagpengekommissionen kommer med sit udspil til et nyt dagpengesystem i oktober.

Vi har i DM i flere år arbejdet for en dagpengeløsning, der matcher det moderne arbejdsmarked. Freelancere og selvstændige uden ansatte, deltidsansatte, vikarer, tidsbegrænset ansatte og honorar­modtagere udgør i dag knap 25 % af arbejdsstyrken. Og andelen af atypisk ansatte i Danmark er i vækst, hvilket du kan læse mere om inde i bladet. Derfor skal der findes en løsning, hvor de kan blive dækket ind og modtage dagpenge i de situationer, hvor deres andre indtægter svigter.

Vi mener i DM, at vi skal understøtte dem, der bryder nyt land – dem, der opstarter egen beskæftigelse, hvad enten de starter af lyst eller nød. I Sverige kan man forsikre sig, så ens indkomst både som lønmodtager og som selvstændig tæller med, hvis man rammes af ledighed. De personer, der kombinerer forskellige beskæftigelsesformer, skaber i Sverige 45.000 nye job – ud over deres egen beskæftigelse. Så samfundsmæssigt kan det rigtig godt svare sig at udvikle et tidssvarende dagpengesystem, der understøtter, at man kombinerer lønarbejde og selvstændig virksomhed.
Dagpengeområdet kunne give mulighed for forbedringer af arbejdsmarkedet. Det er derfor stærkt problematisk, at Dagpengekommissionen skal finde løsninger, der ikke må koste noget. Det er visionsløst at sætte en så økonomisk snæver spændetrøje ned over kommissionen. I 2010 blev dagpengeperioden halveret, samtidig med at timerne, man skal arbejde for at genoptjene dagpengeretten, blev fordoblet. Det vil derfor kun være rimeligt, hvis der bliver tilført midler til området, så der kan opnås forbedringer uden flere forringelser.

Vi ved, at vi grundet de økonomiske krav ikke kommer i mål med alle vores ønsker til et nyt dagpengesystem her i 2015. Men jeg kan love, at vi i DM knokler for at presse på, så vi får forbedringer af genoptjeningsretten, så dimittendsatsen ikke sables helt ned, og så politikerne ikke glemmer de mange med atypiske ansættelser.

Vi samarbejder i DM med de andre AC-organisationer for at værne om dimittendsatsen. Og vi samarbejder på tværs af hovedorganisationerne for at minde politikerne om, at arbejdsmarkedet har ændret sig, så de husker de mange, der arbejder under nye ansættelsesformer.

Vi vil gerne også involvere dig. Har du lyst til at være med i dagpengekampen, er du velkommen til medlemsmøde om dagpenge nu på mandag den 14. september i DM’s lokaler i København.