12.06.2015
Artikel

Forsker smider kitlen og står til søs

Adjunkt i miljørisiko Kristian Syberg drog med sin gamle studiekammerat ud på Atlanterhavet for at fiske efter plastik.

Af Lisbeth Engbo
Det er midt ude i Atlanterhavet – fire dages sejlads fra nærmeste kyst. På det lille agterdæk af sejlskibet S/Y Christianshavn sidder Kristian Syberg med en vandforstøver og skyller tang ned i en sigte. Tangen stammer fra et såkaldt “mantatrawl”, der igennem et par timer har pløjet sig gennem havoverfladen på siden af skibet og indfanget små og større partikler. Tangen skylles for eventuelle rester af mikroplastik.

Kristian Syberg er adjunkt i miljørisiko, og til hverdag forsker han i hvid kittel i sit laboratorium på Roskilde Universitet. Men i 10 dage har han flyttet sin forskning ud på havet, hvor han indsamler prøver af den plastik, der er flydt med havstrømmene fra Europa og Nordamerika til området syd for Bermuda.

Det var den danske organisation Plastic Change, der inviterede forskeren med om bord på Ekspedition Plastik, som har til formål at undersøge og belyse problemerne med den stigende plastikforurening i verdenshavene.

Første gang på et sejlskib
Da Kristian Syberg påmønstrede skibet på den lille caribiske ø St. Martin, var det første gang, han skulle ud på åbent hav med et sejlskib. Godt nok havde han som 17-årig arbejdet som skibsdreng på et fragtskib, men et sejlskib er meget anderledes, alene størrelsen – 54 fod. Alligevel tøvede han ikke et sekund, da han fik tilbuddet om at komme med om bord på Ekspedition Plastik.

“Det var en enestående chance at kunne købe sig ind på et ekspeditionsskib. Selv ville jeg aldrig have kunnet skrabe forskningspenge nok sammen til at finansiere sådan en tur her og samle alt det datamateriale, som jeg nu får med hjem”, fastslår Kristian Syberg.

Han vidste også, at han var i trygge hænder om bord på båden. Ekspeditionslederen og stifter af Plastic Change er nemlig hans gamle studiekammerat Henrik Beha Pedersen, der stammer fra den kendte sejlerfamilie Kløvedal og Beha. Samtidig er Henrik Beha Pedersen uddannet miljøbiolog og har derfor både indsigt i den forskning, som Kristian Syberg har gang i, og kan hjælpe med at tage prøverne fra skibet.

Forsker ved roret
Om bord på S/Y Christianshavn er det dog ikke sådan, at man bare kan være forsker, journalist eller turist. De otte, der er med om bord, må alle tage deres tørn med madlavning, rengøring, rebning af sejl og firetimersvagter ved roret fordelt over hele døgnet. Til gengæld kan forskeren også forvente hjælp, når han pludselig står med et trawl, der skal hales ind, eller en vandprøve, der skal sigtes.

Alle om bord på båden er engageret i bekæmpelse af plastikforurening og har stor respekt for forskernes arbejde. Også selv om det betyder, at skibet indimellem må skifte sejl, hvis det går for stærkt for mantatrawlet.

Plastik i alle prøver
Hver eneste prøve indeholder plastik, mere og mere, jo tættere skibet kommer på Bermuda.

“Jeg var selvfølgelig forberedt på at finde plastik, men jeg er alligevel overrasket over at se, hvor meget vi finder herude in the middle of nowhere”, siger Kristian Syberg og peger ned på de småbitte blå og hvide plastikstykker, der ligger tilbage i sigten som konfetti, når han har skyllet tangen.

Og det her er, hvad man kan se med det blotte øje. Nedenunder er en finere sigte, som har indfanget de helt små partikler, der ligger som et tyndt grødagtigt lag i bunden. Alt bliver samlet i små poser og beholdere, registreret og skal sendes hjem til Danmark fra Bermuda.

“Jeg tør ikke tage det med i bagagen, for tænk, hvis den blev væk. Så ville hele turen her være forgæves”, bemærker Kristian Syberg med et gys.

Hjemme i laboratoriet skal han analysere prøverne og finde ud af, hvad effekten er af den stigende mængde plastik, der ender i verdenshavene. At plastikforureningen tager til er en kendsgerning, der allerede er slået fast af andre forskere. Kristian Syberg har som det første valgt at undersøge, om andre kemikalier, som f.eks. de hormonforstyrrende og kræftfremkaldende flammehæmmere, binder sig til plastikken.

“Mit hovedfokus er på den usynlige mikroplastik, som kan optages af muslinger og fisk og på den måde via fødekæden ender med at blive optaget i vores krop. Hvis giftstofferne hænger på, udgør det en fare for mennesker, som vi har set det tidligere med DDT og PBC”, forklarer Kristian Syberg.

Kæmpefisk på krogen
Netop som han har pakket sit grej sammen, bliver der uro på agterdækket. Der er bid på den lange fiskeline, som hænger efter båden. Henrik og Kristian haler begge møjsommeligt ind, og en stor neongrøn krabat kommer til syne. “En guldmakrel”, fastslår Kristian ophidset, så ingen er i tvivl om, at det er noget ganske særligt.

Styrmanden får fat i den kæmpestore fisk med sine behandskede hænder og prøver at hale den op.

“Ind i nettet med den”, råber Henrik, der hænger ud over rælingen. Men så pludselig vrider fisken sig en omgang, og det hele er forbi.

“Damn, det skete bare ikke!” Skuffelsen er til at tage og føle på. Henrik Beha havde allerede glædet sig til at fotografere og vise den til sin søn, som har drømt om at få sådan en fætter på krogen.

“Jeg havde også glædet mig til at åbne den og se, om den havde plastik i sig. Og så ville jeg have nydt at smage den grillet til aften”.

Fisk spiser mikroplastik
Nu må han nøjes med de små lysprikfisk, som går i trawlet om natten. Dem er der ikke meget mad i, men de skal heller ikke på grillen. De bliver lagt i formalin til nærmere analyse hjemme i laboratoriet.

Lysprikfisken er føde for en række fisk og har det specielle kendetegn, at den er døgnvandrende. Om dagen svømmer den på ned til en kilometers dybde, og om natten spiser den ved havoverfladen.

“Lysprikfisken spises af større fisk, og hvis den indeholder mikroplastik, vil det blive optaget i fødekæden og kan transporteres rundt i havene”, forklarer Henrik Beha.