Jens Weise Olesen og Jan Olsen tilsammen været på 50-60 missioner, uden at de har oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved dokumentationskontorets faglige integritet.
17.04.2015
Artikel

Eritrea-folk: “Nej, vi fortryder ikke”

Det kostede dem i sidste ende jobbet, men de to embedsmænd, der efter tyve års ansættelse i Udlændingestyrelsen gjorde oprør, fortryder intet.

Af Thomas Bøttcher
Ansigterne er en anelse rundere og skægvæksten lidt grovere, men ellers er det slående, hvor lidt Jens Weise Olesen og Jan Olsen har ændret sig, siden de to optrådte sammen som kolleger og makkerpar i Magisterbladets spalter for otte år siden.

Også budskaberne dengang og i dag er påfaldende ens, selv om de i dag begge er fritstillet efter et dramatisk opgør i Udlændingestyrelsen.

“Fagligt kan vi selvfølgelig ikke holde til at lave noget, som kritikerne kan plaffe ned”, lød det i 2007 fra de to erfarne embedsmænd.

Dengang besøgte Magisterbladet de to embedsmænd i en slidt barak i Sandholmlejren, hvor dokumentationskontoret har sine lokaler. De to slog en fed streg under, at det værdimæssige udgangspunkt for deres arbejde var at finde fakta og ikke andet. Magisterbladets udsendte skrev:

“Det er vigtigt for landerådgiverne i kontoret at understrege, at den dokumentation, de bringer med sig hjem, ikke er politisk dikteret, og at svarene ikke er bestilt på forhånd af hverken Udlændingeservices direktør, af asylkontoret eller andre”.

Et nødvendigt skridt
Otte år senere tog Jens Weise Olesen med opbakning fra Jan Olsen et usædvanligt skridt, da han efter en mission til Eritrea gik til pressen og netop kritiserede sine overordnede for at styre efter konklusioner, der kunne bruges til at ændre dansk asylpraksis over for eritreere.

I dag er Jens Weise Olesen og Jan Olsen fortid i Udlændingestyrelsen, selvom deres kritik er helt på linje med, hvad flere lande, FN og medvirkende kilder, der følte sig manipuleret og misbrugt, har sagt om Eritrea-rapportens konklusioner.

Jens Weise Olesen er ikke overrasket over, at sagen endte med en frivillig fratrædelsesaftale.

Han er heller ikke præget af anger.

“Jeg har ikke fortrudt noget. Hvis jeg ikke havde forudset, at det kunne ende her, ville jeg være for dum. Samtidig vil jeg sige, at jeg har bevaret en vis selvrespekt. For personligt ville det have været en gigantisk katastrofe, hvis jeg havde holdt kæft og dukket nakken. Jeg ville have været en knækket mand”.

Men han lægger ikke skjul på, at forløbet og udfaldet af sagen har været en hård omgang.

“Det er et helvede at miste sit arbejde, og jeg har også været bange undervejs. Vi havde bare ikke noget alternativ, i den forstand at vi ikke kunne genindtræde på kontoret, hvis vi ikke kunne genoptage det arbejde, vi hidtil har lavet”.
Jan Olsen, der på grund af stress har holdt lav profil i pressen, tilføjer:

“I alle de år, vi har arbejdet i Udlændingestyrelsen, har vores og styrelsens værdier harmoneret. Men der er sket noget, der gør, at den harmoni ikke længere er der. Selvfølgelig har der været modsætninger af og til og ting, man var uenige om. Men denne gang ramte vi noget, der var hjerteblod, og som handler om faglig og personlig integritet”.

Fik ideen til fact finding-missioner
43-årige Jan Olsen er kandidat i historie og oldtidskundskab, mens den 63-årige Jens Weise Olesen er historiker og antropolog og har en fortid på Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala. Han blev hentet til Udlændingestyrelsen som Afrika-ekspert i begyndelsen af 1990’erne, på et tidspunkt hvor tusindvis af somaliere flygtede til Danmark. Asylbehandlingen havde kolossale udfordringer, for som Jens Weise Olesen siger:

“Ingen vidste noget om, hvad der foregik i Somalia”.

Medarbejderne på det dengang nyoprettede dokumentationskontor blev bombarderet med spørgsmål fra asylbehandlerne, som ofte intet svar kunne få. På et tidspunkt fik Jens Weise Olesen en ide.

“Det eneste, vi havde til rådighed, var tidsskrifter eller håndbøger og eventuelle kilder i vores netværk. Men vores oplysninger var tit mangelfulde eller forældede. Over for nogle norske og svenske kolleger, som stod med samme problem, forslog jeg derfor, at vi tog til Somalia for at indsamle oplysninger. Vi havde brug for at forstå landet”.

Jens Weise Olesens rejse til Somalia med de nordiske kolleger blev den første fact finding-mission, Udlændingestyrelsen deltog i. Og samtidig en af de mest omfattende og risikable. Der var fortsat borgerkrig, og de tre embedsmænd besøgte områder med usikre magtstrukturer, som selv UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, ikke havde adgang til.

“De eneste, der beskyttede os, var lokale med tilknytning til militser”.

Alle tre skrev noter undervejs, men Jens Weise Olesen tog de mest fyldestgørende og endte også med at skrive rapporten, den første af flere fra hans hånd om Somalia. Selvom forholdene under missionen var kaotiske, insisterede teamet på at indsamle oplysninger under hensyntagen til strenge faglige standarder. Og anerkendelsen udeblev heller ikke.

“Jens’ Somalia-rapport blev af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udråbt til at være det bedste baggrundsmateriale om Somalia, der fandtes. Det skrev domstolen ind i en afgørelse. Vi taler om en domstol, der kan indkalde alverdens ekspertkilder og har adgang til alt materiale, der findes om emnet. Domstolen ville ikke have lagt afgørende vægt på rapporten, hvis der havde været den mindste mistanke om oplysningernes troværdighed. Og det er sådan set den rettesnor, vi har haft lige siden”, siger Jan Olsen.

Som Jens Weise Olesen siger:

“Igennem tyve år har vi tilsammen været på 50-60 missioner. Jeg har aldrig oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved dokumentationskontorets faglige integritet, selv ikke af den mest kritiske flygtningeadvokat”.

Faglighed og moral
Faglig integritet er ikke bare et teknisk begreb for de to embedsmænd. Deres opgør med Eritrea-rapporten og dens tilblivelse handler også om en dyb bekymring for dokumentationskontorets fremtid.

“Det her arbejde kræver, at du kan holde tungen lige i munden, for det afgør menneskeskæbner. Du kan ikke bare slippe af sted med at give asylsagsbehandlerne hvad som helst og så gå hjem og regne med, at den ged er barberet. Det hænger på dig i flere år efter”, siger Jens Weise Olesen.

Jan Olsen udlægger det sådan her:

“Igennem tyve år har vi været loyale over for de grundlæggende værdier, kontoret har haft for dokumentationsarbejdet. For det er helt afgørende, at de baggrundsoplysninger, man bruger til at afgøre asylsager, er objektive, ja, jeg kan næsten ikke forestille mig noget vigtigere. Jeg fortryder ikke, at det nu er slut, men det er heller ikke noget, jeg har valgt. Jeg kunne bare ikke se et alternativ”.

Jens Weise Olesen understreger, at forhandlingsafdelingen i Dansk Magisterforening har ydet god bistand og skaffet de to den bedst mulige aftale. Alligevel sidder han med blandede følelser i dag.

“Jeg føler mig på ingen måde klar til at gå på pension. Jeg har masser af energi til at prøve nyt og knokle med tingene, og jeg har en masse at byde på efter 20 år i faget. Men skulle det glippe med et rigtigt job, har jeg alligevel rigeligt at rive i, når jeg kigger ud i min have. Og så har min nabo en båd, der skal sejle fra Caribien til Nordamerika. Jeg er inviteret med, men ved ikke, om jeg har råd, for jeg står midt i en skilsmisse og har overtaget vores hus”.

Ifølge Berlingske Tidende står Jens Weise Olesen til at få løn til udgangen af september 2016, mens Jan Olsen vil få løn til og med maj 2016. Desuden har Jan Olsen fået bevilliget en uddannelse, der, hvis alt falder på plads, skal føre til en mastergrad i katastrofehåndtering.

De to snart forhenværende embedsmænd i staten opfordrer andre til at tænke sig grundigt om, når situationen på arbejdet bliver fagligt uforsvarlig, og trangen til at sige fra melder sig.

“Jeg vil ikke råde andre til at gøre det samme som os, medmindre man på forhånd har gjort sig 100 pct. klart hvad man går ind til, og hvor det kan ende. Det andet er, at når man indlader sig på at udfordre ledelsen, skal man sørge for at være godt fagligt funderet, så man virkelig ved, hvad man vil med det, man siger”.