13.02.2015
Artikel

Ja, god undervisning skal have højere status på universiteterne

LEDER af Ingrid Stage

Kvalitets- og relevansudvalget fremlægger i sin endelige rapport “Nye veje og høje mål” en række forslag til forbedring af kvaliteten på de videregående uddannelser. En af de centrale anbefalinger er en justering af den universitære stillingsstruktur, så undervisning får en højere prioritet i bedømmelser og karriereudvikling. Det skal være meriterende at fokusere på udvikling af fagdidaktik og nye undervisningsformer, der imødekommer mangfoldigheden i studenterpopulationen.

Det har DM kæmpet for, i alle de år jeg har været med til at forhandle ansættelsesvilkår for universitetslærere. Og det er slået fast i alle stillingstrukturer, vi har forhandlet på plads siden før årtusindskiftet. Det er unødvendigt og spild af tid at kaste sig ud i endnu en revision af stillingsstrukturen. Og dertil rummer Kvalitetsudvalgets forslag om nye stillingstyper en vis risiko for at underminere af sammenhængen mellem forskning og undervisning. En helt unødvendig risiko at løbe, for mulighederne for at variere vægtningen mellem undervisning og forskning er allerede til stede. De skal bare udnyttes langt bedre end i dag.

Mange steder er der allerede initiativer i gang for at realisere den fælles målsætning om at opprioritere undervisningsdelen. Og det er de lokale initiativer, der skal understøttes. Det vil være virkelig kontraproduktivt, hvis det christiansborgske mantra om “uddannelser i verdensklasse” fører til flere centrale pålæg, detailreguleringer og dokumentationskrav. Politikerne må udvise selvdisciplin og overlade de konkrete tiltag til undervisere, institutter og studienævn.

Det er værd at bemærke, at Kvalitetsudvalget dokumenterer, at den kollegiale anseelse og anerkendelse af god undervisning vægter højest hos underviserne. Det bør være afsættet for at realisere stillingsstrukturens bestemmelser om, at fremragende undervisning reelt sidestilles med de ypperste forskningskvalifikationer. Begge dele er lige nødvendige, for at universiteterne uddanne dygtige kandidater, der som aktive deltagere i forskningsbaseret undervisning har tilegnet sig den nyeste viden, udviklet en kritisk og kreativ tankegang og opnået de kvalifikationer, der er nødvendige for en fortsat udvikling af samfund og erhvervsliv.

Men hvis det ikke er stillingsstrukturen, der står i vejen, hvad skal der så til? Man kunne jo begynde med formuleringerne i stillingsopslagene, der som oftest fortsat betoner forskningsdelen højere end kompetencer og erfaring i undervisning. Men det måske allervigtigste er selve ansættelsespolitikken, da balancen mellem fastansatte, der både forsker og underviser, og ansatte i tidsbegrænsede stillinger flere steder er blevet alt for skæv. Det er især en tendens på de naturvidenskabelige områder. Det betyder, at undervisningsdelen og ansvaret herfor fordeles på stadig færre undervisere.

Ansættelsespolitikken er et anliggende for universitetets ledelse, der godt kunne gøre mere i forhold til at sikre flere faste ansættelser. Men der er en klar sammenhæng til den måde, midlerne aktuelt tildeles efter. Og det er her, politikerne skal slå til. Tilstrækkelige og langsigtede basisbevillinger og højere taxametre, der giver mulighed for faste ansættelser af undervisere, der brænder for at udvikle undervisningen i samspil med de studerende, er et konkret politisk initiativ, der ganske sikkert vil kunne højne kvaliteten. Og med den forudsætning må politikerne gerne holde universitetsledelserne op på kravet om at ansætte og belønne flere forskere, der satser på at udvikle undervisningen.