Per Dahl har modtaget DM’s tillidspris på 25.000 kroner for sin indsats som fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet. Indstillerne har ikke sparet på roserne. De kalder ham blandt andet modig, kompetent, engageret, cool, saglig og flittig.
05.12.2014
Artikel

Indignation er en del af jobbet

Fyringsrunden på Aarhus Universitet blev større, end fællestillidsrepræsentant Per Dahl nogensinde havde forestillet sig. Hans indsats for både de fyrede kolleger og dem, der er tilbage, fik indstillinger til årets tillidspris til at vælte ind hos DM. Og hæderen luner, erkender han.

Af Vivian Voldgaard
Per Dahl har lige sat sig ved sit skrivebord, da det banker på døren. Den går op, før han når at svare. En ph.d.-kollega vil gerne vide, hvordan han og forskerkollegerne skal forholde sig til den studenterblokade, der er under opsejling på universitetet.

“Jeg prøver at nå over til dig inden middag, så kan vi lige tale om det”, svarer han. Venligt og roligt.
Kollegaen smutter, og Per Dahl rejser han sig. Vælger en af de kulørte post-it-sedler, han har plastret den indvendige side af døren til med, og klasker den fast udenpå.

“Så. Nu kommer der ikke flere og forstyrrer lige nu”.

Fællestillidsrepræsentanten på Aarhus Universitet er en pragmatisk mand. Han vægter og vælger løsninger, der virker. Og et elektronisk kalendersystem, der fortæller, hvornår han er ledig, og hvornår han er optaget, er aldrig kommet i den kategori.

“Det er uforudsigeligt at være tillidsrepræsentant. Vi ved, at der er OK-forhandlinger og lønforhandlinger. Den slags kører i faste rammer, som man kan planlægge efter. Men hvornår ministeriet kommer med en dimensioneringsplan, eller hvornår der kommer en personsag, hvor en ansat er blevet mobbet eller truet med afskedigelse, det er ikke til at forudsige”, siger han.

Per Dahl er mag.art. i litteraturhistorie og ansat som lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet. Første gang, han stiftede bekendtskab med tillidshvervet, var en kortere periode i 1980’erne. Siden fulgte en årrække, hvor han var adjunkt, institutleder og studieleder. Derudover stod han for opbygningen af de humanistiske biblioteker, tilbragte et år i USA og vendte hjem for at tage fat på undervisning og forskning i blandt andet Georg Brandes’ meritter. Men tillidshvervet trak i ham igen.

“I 2003 blev jeg opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant, og så begyndte det at gå stærkt. Jeg blandede mig nok en del, for jeg havde jo erfaringer fra både leder- og underviserside, og derudover var jeg ret godt orienteret om, hvad der foregik på humaniora, og hvad det var relevant at få diskuteret”, siger han.

Stærke drivkræfter
Per Dahl var god til det med tilliden. Så god, at kollegerne siden har valgt ham til fællestillidsrepræsentant, og det er opgaverne ikke blevet færre af. I dag går mere end 80 procent af arbejdstiden med tillidshvervet. De resterende 20 procent bliver brugt på eksamensopgaver og senest en lille smule arbejde med forfatteren Johannes V. Jensen. Blandt andet har han sammen med en kollega fået stablet en Johannes V. Jensen-udstilling på benene i Farsø – den fik i øvrigt fint besøg i sommer af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.

“Da jeg gik ind i tillidsarbejdet, havde jeg ikke forestillet mig, at det ville være så tidskrævende. Jeg troede, at jeg kunne overholde mine aftaler, men det har været sværere, end jeg troede. Jeg har måttet bede om udsættelse på et par manuskripter hen ad vejen, og der er nogle projekter, som jeg har nærmest vanrøgtet. Det svier. Du lægger et stykke karriereforløb om, og for mig betyder det, at jeg har skudt forsker- og underviserlivet til side for en periode. Men heldigvis har jeg en ret stor arbejdsevne, og den kan jeg trække på. Der skal en del til at stresse mig. Og jeg har også en tålmodig familie”, fortæller han.

Per Dahl bor i Randers med sin hustru, der også er lektor. Derhjemme er forhandlingsstrategi og politik gerne til debat over middagsmaden, specielt når sønnen Jonas Dahl, SF-politiker og tidligere skatteminister, er på besøg. Han kan mere end sin far, når det kommer til at diskutere og anlægge strategi, mener Per Dahl. Men det tager ikke lysten til at krydse verbale klinger fra nogen af dem. Og både lyst og mod til at diskutere er en nødvendighed i jobbet som tillidsrepræsentant, mener han.

“Grundlæggende handler det jo om at have en fornuftig dialog mellem ledelse og medarbejdere, men man må aldrig miste sin kritiske sans, og derfor er det også godt med en vis form for fundamentalisme – kombineret med kontrol og omtanke vel at mærke. Der er nogle regler og aftaler på vores område, og de skal holdes. Bliver de overtrådt, må man gå ind som TR og sige, at her går grænsen. Man skal kunne være stejl og stå fast på det fundament, der er”.

Derudover er indignation en vigtig drivkraft, fastslår årets tillidsvinder. Og det kan han sige, fordi han jævnligt bliver tændt af den på kollegers vegne. Det sker oftest over dårlig ledelse, som han gennem tiden har set en del af. Senest i forbindelse med den store fyringsrunde på universitetet.

“Vi så nogle eksempler på ledelsesadfærd, hvor jeg tænkte: Det var alligevel pokkers. Kig nu lige i ferieloven, for den er sådan set stadig, som den er. Og så er vi lige præcis inde ved fundamentalisme og indignation. Man skal være villig til dialog og åben for, at der kan anlægges en fortolkning i visse sager, men der er altså også noget, der ikke er til diskussion”.

På ledelsesplan er der dog ved at ske noget, vurderer han. Der er blevet sat gang i diverse strukturændringer, som i sidste ende skal resultere i bedre ledelse, og så er der kommet en rektor for Aarhus Universitet, som ifølge fællestillidsrepræsentanten har anlagt en anden og mere dialogorienteret ledelsesstil end tidligere.

“Det at have en dialogsøgende rektor er en stor fornøjelse. Vi får snakket om forhold og forløb, så vi sikrer, at det ikke kommer til konflikt, men i stedet bliver lagt til rette, så begge parter får noget ud af det. Når man som tillidsrepræsentant lykkes med at få en bedre løsning ud af en situation, end både ledelse og medarbejder havde set for sig, så synes jeg, man har grund til at være glad. Og det sker da også, at man får en venlig tak bagefter”.

Forskningen trækker
Næste gang Per Dahl er på valg, er i foråret 2016. Men allerede nu slår han fast, at han ikke genopstiller. Han er blevet 67 år, og der er jo den der forskning, som han gerne vil have gjort færdig. Han er ved at færdiggøre omkring 100 siders manuskript til et større værk om dansk udgivelseshistorie, og en udgivelse af manuskriptet til Georg Brandes’ Nietzsche-forelæsninger har alt for længe været på todo-listen.

Han havde håbet, at fyringsrunden blev hans sidste store opgave som tillidsrepræsentant på Aarhus Universitet. Men så smed uddannelsesministeren dimensioneringsplanen på bordet.

“Den kommer til at ramme rigtigt hårdt hos os, fordi vi lige har sagt farvel til flere end 300 medarbejdere. Vi har ikke noget fedt at tære på nogen steder, så det bliver ikke sjovt. Men når man er her, så løber man ikke af pladsen. Nogle gange kan konsekvensen faktisk være, at man er nødt til at blive længere tid, end man lige har regnet med, for den slags store indgreb efterlader en sårbar organisation, og der har man som tillidsrepræsentant et stort ansvar. Men i 2016 er det altså slut for mit vedkommende”, slår han fast.
Ud over de skulderklap, som tillidsarbejdet kaster af sig – herunder også DM’s tillidspris – glæder Per Dahl sig også over den mangfoldighed af mennesker, han stifter bekendtskab med i kraft af sin post som fællestillidsrepræsentant. Det har slået ham som en pointe flere gange, at den faglige mangfoldighed i sig selv er inspirerende.

“Da vi arbejdede med Johannes V. Jensen-udstillingen i Farsø, gik det også op for mig, hvor interessant det var at møde en helt anden kreds af mennesker, end man normalt render ind i på universitetet. Og at være fællestillidsrepræsentant bringer mig også i kontakt med nogle helt andre fag og nogle helt andre mennesker end dem, der er på mit eget institut. Det er både akademikere, HK’ere, tømrere, elektrikere, smede og alle mulige andre. Det er næsten som at flytte på kollegium igen, hvor man møder nogle i køkkenet fra nogle helt andre fagområder. Man lærer meget af at finde ud af, hvordan de tænker om for eksempel en fagpolitisk konflikt. Det er både sjovt og inspirerende og noget af det, jeg holder meget af i mit job”.