10.10.2014
Artikel

Vækst slår små sprog ihjel

En gruppe biologer med passion for diversitet har klarlagt, at hele 25 procent af verdens godt 6.600 sprog er i fare for at uddø. Og den største trussel er økonomisk vækst. Verden bliver rig på penge, men kedelig og fattig på kultur, hvis udviklingen fortsætter, forudser professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet.

Af Vivian Voldgaard
Det lyder måske meget smart, at 90 procent af jordens befolkning om 100 år vil tale det samme sprog. Farvel til sproglige misforståelser og tidskrævende, omkostningstunge oversættelser – goddag til samhandel, kærlighed og kommunikation, der flyder langt lettere på tværs af landegrænser.

Men alting har en pris.

Og den kan blive høj for hele verdens kulturarv og mangfoldighed, hvis vi lader den økonomiske vækst buldre derudad som en tsunami, der opsluger alt, hvad den møder på sin vej – inklusive sprog. Det påpeger en gruppe biologer fra henholdsvis Aarhus Universitet, Københavns Universitet og University of Cambridge i England, der står bag et nyt studium af den omsiggribende sprogdød.

De involverede forskere arbejder normalt med begreber som biodiversitet, klima, økologi og evolution. Men af ren og skær nysgerrighed og con amore – og med støtte fra Carlsbergfondet og European Research Council – rettede de for et par år siden opmærksomheden mod truede sprogarter, efter samme principper som når de studerer truede dyrearter. Og det har foreløbigt kastet helt nye observationer af sig:

“Den vigtigste faktor for at små sprog er i tilbagegang, er bnp pr. hoved. Altså jo højere bnp er, jo større risiko er der for, at et sprog uddør. Vores forklaring siger, at det hænger sammen med den økonomiske udvikling, der i dag er koblet sammen med globalisering i bred forstand”, fastslår Jens-Christian Svenning, professor på Sektion for Økoinformatik og biodiversitet, Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Til daglig arbejder han med at forstå biodiversitetsmønstre og andre økologiske problemstillinger, herunder hvordan mennesker og natur spiller sammen. Og afstanden til forskning i sprogenes udvikling er slet ikke så stor, mener han:

“Når man arbejder med økologi, er det et bredt emne, der også omhandler sammenspil mellem mennesker og kulturer, så fagligt set er det ikke så stort et skifte. Jeg er grundlæggende interesseret i diversitet, og derfor har jeg også altid interesseret mig for de små sprog rundt omkring i verden. Ikke fordi jeg gerne vil tale dem, men fordi de findes. I øvrigt er mange af verdens små sprog knyttet til kulturer, der lever tæt med naturen, så der er også en naturlig og direkte kobling til mennesker og natur”, forklarer han om baggrunden for den naturvidenskabelige sprogforskning.

En kedeligere verden
Forskerne bag projektet tog udgangspunkt i de 6.909 sprog i verden, der eksisterer data på. Efter en nærmere gennemgang blev en mindre gruppe sorteret fra på grund af manglende data, så resultaterne bygger på analyser af op til 6.600 sprog – både små sprog, der bliver talt af ganske få mennesker, og store sprog, der tales af millioner. Metodemæssigt dykkede biologerne ned i den værktøjskasse, de normalt anvender inden for naturbeskyttelse, når de finder frem til eksempelvis truede dyrearter.

“Vi har overordnet anvendt tre kendte kriterier: Hvor mange individer er der i et område? Er bestanden i fremgang eller tilbagegang? Og hvor stort et geografisk område dækker de over? Sammen med en række andre faktorer har vi fundet frem til, at 25 procent af de kendte sprog er truet, og det er rigtigt mange. Når vi ser på pattedyr, så er 21 procent af dem truet af udryddelse, så det betyder faktisk, at minoritetssprogene er i en tilsvarende fare for at uddø. Det er ganske alvorligt”, fastslår Jens-Christian Svenning.

Som en del af studiet har de sprogglade biologer udarbejdet et kort med såkaldte hotspots over, hvor i verden den største sprogdød lurer. Et land som Brasilien, der oplever en blomstrende økonomi i disse år, er i fare for at miste mange af landets små, lokale sprog, og også Colombia, der har stor økonomisk vækst, står højt på listen. Her taler kun få tusinde indianere fra Baudó-stammen sproget emberá-baudó, og det er derfor i stor risiko for at forsvinde helt i løbet af en årrække. Et andet truet sprog er øvre tanana, der bliver talt af den indfødte Athabaskan-stamme i det østlige Alaska. I 2009 blev sproget kun aktivt talt af 24 mennesker, og det blev ikke givet videre til nogen børn.

“Når økonomien hamrer derudad, skal vi huske på, at det har konsekvenser for små befolkningsgrupper, for når et sprog dør, mister vi også en stor kulturel arv, som vi ikke bare kan genskabe. Jeg mener, at sprog er en vigtigere kulturarv end så meget andet, fordi det er en levende kulturarv og helt centralt som kulturbærende. Mister man sproget, mister man meget mere end selve sproget”, siger professoren.

Jens-Christian Svenning er ikke modstander af den økonomiske udvikling, som præger verden. Intet er sort/hvidt, medgiver han, og økonomisk fremgang bringer også noget godt med sig, som folkeslag overalt på kloden nyder fordele af. Men væksten sætter altså også gang i en udvikling, der truer de små sprog. I forbindelse med den økonomiske udvikling ændrer mennesker typisk deres levevis over tid. De flytter mere rundt, gennemgår tit skolegang på større sprog og skifter ofte erhverv, og det vil ikke sjældent være begyndelsen på enden for de små sprog og dermed verdens kulturelle mangfoldighed.

“Isoleret set bruger vi sproget til at kommunikere med, og jo flere der taler det samme sprog, jo nemmere bliver det. Det vil jo ikke være sådan, at verden ikke kan fungere, eller vi ikke kan være lykkelige, hvis vi ender med at tale engelsk eller han-kinesisk med hinanden. Næste generation vil måske aldrig opdage, at folk i et område tidligere talte et andet sprog end det, de nu selv taler. På samme måde kan vi også sagtens leve et godt liv uden alle malerierne på Louvre og uden et rigt blomsterflor i grøftekanten. Men det bliver en fattigere og mere kedelig verden at være i, og det synes jeg personligt er trist at tænke på”.

Gode og dårlige eksempler
Ligesom vi kan gøre en masse for at passe på naturen og dyrelivet omkring os, kan vi ifølge Jens-Christian Svenning også gøre noget for at bevare den sproglige kultur. Det er der faktisk allerede gode eksempler på – og nogle af dem kommer fra vores eget lille kongerige:

“I Danmark har vi nogle positive historier at fortælle om færøsk og grønlandsk sprog. Sprogene har i høj grad en samfundsbærende status, og hvis man kigger rundt i verden, vil man have svært ved at finde sprog i den størrelse, der bliver behandlet og bevaret lige så godt. Historisk blev der talt nordisk a la færøsk på både Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. På Færøerne har sproget klaret sig langt bedre og er stadig hovedsproget, mens det nordiske sprog uddøde på Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Også på Grønland klarer det oprindelige sprog sig godt trods kolonihistorien, og vi har i dag en politik, der giver sproget officiel status. Hvis man ser på de øvrige eskimoiske sprog, er der ingen, der nyder samme positive status som grønlandsk. Det beviser jo meget godt, at politisk bevågenhed er vigtig”, siger han.

Lignende eksempler har forskerne gravet frem fra Spanien. Her er der fra politisk hold støttet op omkring de lokale sprog, og på den spanske side af grænsen klarer eksempelvis baskisk sig langt bedre end i den sydvestlige del af Frankrig, hvor det også er det oprindelige sprog.

“Det er tydeligt, at sprogene klarer sig bedre der, hvor der er politisk fokus på, at det er vigtigt at støtte op om de små sprog. Og igen behøver vi ikke at gå uden for vores egen grænser for at se, hvad der sker, når man ikke gør noget, for det er vores dialekter et godt eksempel på. Man bruger dem ikke til noget i skolesystemerne, de har ikke nogen officiel status, og i takt med at vi kommunikerer på ens platforme og får serveret det samme sprog i massemedierne, forsvinder de stille og roligt – godt hjulpet på vej af den måde, vi flytter rundt på på kryds og tværs i vores land. Det er det samme, der sker med de små sprog i verden, hvis man ikke gør noget aktivt for at bevare dem”.

Jens-Christian Svenning tror ikke på, at man kan redde alle sprog i verden. Nogle arter er så små, og nogle samfund er så svage, at der ikke er noget at gøre. Dertil kommer, at der stadig findes mange steder i verden, hvor sprog også bliver brugt i politiske kampe. For eksempel var det i Tyrkiet forbudt at bruge kurdisk i undervisningen og i medierne indtil 2002. Men professoren ser også lyspunkter – der på paradoksal vis også er genereret af samfundsudviklingen:

“Jeg mener faktisk, at vi har langt større mulighed for at passe på de små sprog i dag, end vi havde tidligere. Vi har gode kommunikationsmuligheder via internettet, så vi ad den vej kan opretholde sprog og binde mennesker, der taler de truede sprog, sammen på tværs af afstande. Den mekanisme kender vi også fra subkulturer, hvor folk finder sammen på tværs af store afstande. Samtidig lever vi jo i en tid, hvor vi har langt mere opmærksomhed på bevarelsen af den kulturelle diversitet end tidligere. I gamle dage opdagede verdenssamfundet det sjældent, når et sprog blev udslettet af politiske grunde, og det blev typisk heller ikke anset for et problem. I dag er det nemmere at få opbakning til at arbejde for bevarelsen af sproglig diversitet, selv om forståelsen stadig mangler mange steder. Skal de små sprog bevares i en globaliseret verden, vil det kræve en aktiv indsats fra både politikere, sprogforskere og selvfølgelig medlemmerne af minoritetsgrupperne selv”.