Peter Freuchen var journalist, forfatter, opdagelsesrejsende og stiftede Eventyrernes Klub. Ud over arktiske ekspeditioner besøgte Freuchen Sydafrika, Rusland og Sydamerika. Han var modstandsmand, skuespiller, havde træben og ejede øen Enehøje i Nakskov Fjord. I 1957 – 71 år gammel – arrangerede han en ekspedition til Alaska, som ikke blev gennemført, idet han døde af hjerteslag på vej ind i flyet til Alaska.
22.08.2014
Artikel

Drengerøve, kvinder og røverhistorier

Eventyrernes Klub – altså den for kvinder – fylder rundt. Men hvilket stof er en eventyrer gjort af?

Af Thomas Bøttcher

Det kan virke noget flot at kalde sig eventyrer i globaliseringens tidsalder. De fleste eksotiske lokaliteter og ekstreme destinationer nås via designede ture tilpasset individuelle krav og ønsker. Selv folk uden ben kan bestige Mount Everest. Så var det mere ægte eventyrligt i gamle dage, hvor en hjemvendt opdagelsesrejsende som Jørgen Bitsch på smalfilm kunne fremvise en drabelig slåskamp med en anakonda – med de bare næver naturligvis.

Ikke desto mindre er der fortsat en lille kreds af danskere, der helt officielt kalder sig eventyrere. Dels i Eventyrernes Klub, dels i Kvindelige Eventyreres Klub, der har 60-års jubilæum i år.

Den første – mændenes klub – blev stiftet i 1938 af polarforskeren og forfatteren Peter Freuchen. Allerede som 20-årig deltog han i Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland i årene 1906-08. Han var en klassisk eventyrer. I 1910 oprettede han handelsstationen i Thule sammen med vennen Knud Rasmussen, året efter giftede han sig med en inuit og blev guvernør samme sted, krydsede indlandsisen, fik amputeret det ene ben på grund af forfrysninger, blev bonde i Nakskov og samme tid redaktør af Ude og Hjemme, rejste til Sibirien og Sydafrika og tilbage til Grønland, spillede i 1933 en hovedrolle i Hollywoodfilmen “Eskimo” baseret på hans eget manuskript, flygtede fra nazisterne til Sverige i 1940, vandt i 1956 64.000 $ i en quiz på amerikansk tv og døde i 1957 af et hjerteslag i Elmendorf, Alaska.

Kvinderne
Dengang lugtede eventyr af cigarrøg og mandehørm. Men faktisk var Eventyrernes Klub ikke en mandeklub i begyndelsen, for det var først i 1943, at generalforsamlingen besluttede, at kvinder ikke længere skulle have adgang.

De kvinder, der allerede var medlemmer, fik dog lov til at blive. En af de få heldige var dansk-færøske Estrid Bannister, der var kvinden, som den ulykkeligt forelskede Jørgen-Frantz Jacobsen brugte som model for romanen “Barbara” fra 1939. Estrid Bannister var forførende og smuk, og selv om det er sagt, at man som eventyrerske i 1930’erne primært kunne udfolde sig på det erotiske plan, hvilket hun også i rigt omfang gjorde, havde Estrid Bannister dog tilsyneladende gjort sig fortjent til sit medlemskab i kraft af ikke-kødelige meritter. Eksempelvis befandt hun sig på en strand i Yokohama (med sit surfbræt) under det store Kantou-jordskælv i Japan i 1933, der ødelage byen og kostede mere end 142.000 liv. Hun var til stede under generalstrejken i Shanghai, rejste tur-retur med den transsibiriske jernbane (en tur på tre måneder), ligesom hun efter sigende har gået fra Bologna til Rom. Hun blev også venner med Knud Rasmussen og lærte af den vej grønlandsfarerne at kende, de dominerende skikkelser i klubben.

Kvinderne måtte oprette deres egen klub, hvilket skete i 1954, og blandt stifterne fandt man en olympiadefægter, Danmarks første kvindelige indehaver af fly- og svæveflyvercertifikat, en langdistancesvømmer, den første kvinde med eget fly og den grønlandske jordemoder “Dronningen af Thule”. 

Der er divergerende forklaringer på, hvorfor kvinder blev forment adgang til den oprindelige klub. En historie går på, at Eventyrernes Klub i New York fandt ud af, at der var kvinder med, hvilket ikke var efter reglerne, mens en anden forklaring går på, at det var maleren Aage Gitz-Frandsen, der fik sat en stopper for “kællingernes” adgang til klubben.
Skrønerne
Uanset hvad synes der at herske nogen enighed om, at kvinder og mænd rejser forskelligt. Det er vel fx kun (unge) mænd, der får en fryd ud af at sætte livet på spil, når speederen trykkes i bund på små mørke landeveje.

De to klubber er også enige om, hvordan man tackler udfordringen i at bevare eksklusiviteten, i en tid hvor enhver kan kalde sig eventyrer. Man kan ikke søge optagelse, men får kun adgang på opfordring fra andre medlemmer, hvorefter man kan være heldig at blive inviteret til at berette om sine eventyr i klublokalerne. Optagelsesprøven består i at levere varen i form af gode historier. Det er således ikke præstationen i sig selv, men evnen til at gøre eventyret nærværende for tilhørerne, der hævdes at være adgangskriteriet hos herrerne såvel som hos damerne.

Og så forstår man godt, hvorfor fx en fyr som Eske Willerslev er havnet i klubben. Læs bare her, hvad den tidligere pelsjæger fortale til Kristen Bjørnkjær om et ophold i et telt i Sibirien, da denne besøgte klubben i 2003:

“Engang var jeg ved at fryse ihjel, og så forekom det mig, at jeg pludselig hørte stemmer, eller rettere Jura Volkofskis stemme. Han var en slags spøgelse. I levende live havde han guld i alle sine tænder, fordi han jagede flygtende straffefanger i dette det mest barske område for Stalins fangelejre. Han var dusørjæger, men trak også altid guldet ud af fangernes tænder. Med sig til at opspore dem havde han en adoptivdreng, der var autistisk og kunne lugte sig frem til fangerne, hvorfor han gik under navnet Sporhunden”.

Jørgen Bitsch dræbte en ni meter lang anakonda med sine nøgne hænder, og Jon Fjeldså (se de næste sider), ligesom Willerslev et nuværende medlem, afslørede som norsk spion sovjetiske våbenhemmeligheder, inden han blev ornitolog ved Københavns Universitet. Ja, overdrivelser og skrøner synes at binde eventyrerne sammen. Peter Freuchen blev kaldt “Peter Løgn”, og også han evnede at smøre tykt på. Til et selskab spurgte en dame, om hans ben var blevet spist af en haj. “Nej”, sagde Freuchen, “det har jeg selv spist”. “Selv spist?” “Ja, det var oppe i Grønland. Vi var sneet inde, min kammerat og jeg, uden føde, tarmene skreg af sult. Til sidst så jeg ingen anden udvej end at spise mit ene ben”. “Men deres kammerat?”. “Ja, han blev derude, stakkels mand. Han forstod ikke at holde måde. Han åd sig selv. Rub og stub!”