17.03.2014
Artikel

Løber I ikke tør for historier?

Af Mogens Tanggaard

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Spørgsmålet ovenfor får jeg ofte stillet. Svaret er nej. Jeg har aldrig oplevet at være i stofmangel i min tid som redaktør. Tværtimod. Problemet eller rettere opgaven er at prioritere og vælge ud blandt de mange, mange relevante idéer og forslag til artikler. Det må siges at være et luksusproblem. Hovedkilderne til vores historier er grundlæggende tre.

Den ene kilde er DM’s menige medlemmer, altså medlemmer og læsere, der blot er medlemmer – i modsætning til de aktive medlemmer som fx tillidsrepræsentanter, medlemmer af hovedbestyrelse, sektorbestyrelse, repræsentantskab m.v. De skriver og ringer til os med idéer og konkrete historier. Se fx artiklerne om netværket 3A på siderne 6-7 og den utrolige historie om Tilo Krause på siderne 20-22.

Den anden kilde er DM’s sekretariat og politiske system med dets mange aktive medlemmer. Det er fx serien DM PÅ SAGEN, debatstof, faglige og politiske kommentarer, herunder formandens leder, DM-konferencer, fyraftensmøder osv., osv. En uudtømmelig kilde.

En tredje kilde er os selv, os på redaktionen. Vi (op)finder også historier, i dette nummer fx artiklen “Seriøs videnskabsjournalistik i krise”, “Månedens iværksætter”, “Magister med profil”. Hvortil kommer mange mindre historier som fx dem i SIDEN SIDST.

Endelig kommer der momentvis rigtig gode indfald fra freelancejournalister. Se fx historien om den tyske plagiatjæger Debora Weber-Wulff. Den var vi ikke selv kommet på.

Så vi er privilegerede, hvad angår mængden af potentielle historier. Det betyder så også, at vi må takke pænt nej til mange forslag. Desværre.

De menige medlemmers forslag og idéer bliver meget højt prioriteret. Det er deres dokumenterede arbejdsmæssige og faglige oplevelser og erfaringer, der i forening med grundig journalistik og markante DM-politiske holdninger giver bladet tyngde, perspektiv og relevans.

Vi hører indimellem fra læsere, der finder Magisterbladet irrelevant og kedeligt. Jeg hører gerne fra dem og tager diskussionen, når de har læst dette nummer. (Som altså ikke er noget særnummer).