21.03.2014
Artikel

Giver de færre på efterløn flere job?

Hvis svaret på ovenstående spørgsmål er et “ja”, kunne det være rigtig godt, for så skal vi ikke fortsætte med at miste værdien af 86.062 akademikertimer om dagen.

Af Klaus Liebing
I går gik Danmark glip af værdien af de arbejdstimer, som de 11.630 arbejdsløse akademikere kunne have udført, hvis de havde haft arbejde. 7,4 timer for hver.

Samfundsøkonomisk noget rigtig skidt. For arbejdstimer, der ikke bliver udnyttet, er tabt. De er ikke sparet op til en anden gang.

Finansministeriets embedsmænds medicin over for den manglende beskæftigelse generelt har været at foreslå skiftende finansministre af rød eller blå observans at forøge arbejdsudbuddet.

Og det har man så gjort
  • dels ved at gøre det mindre attraktivt at gå på efterløn og 
  • dels ved at forkorte dagpengeperioden.
Embedsmændene har argumenteret med, at hvis udbuddet af arbejdskraft vokser, så vokser beskæftigelsen også. Det viser udviklingen, hvis man kigger tilbage i tiden.

Kritikerne af denne tankegang har peget på, at selve det forhold, at flere ønsker arbejde, vel ikke i sig selv skaber flere job.

Og de nyeste tal giver da også disse kritikere ny ammunition, for i 2013 faldt arbejdsløsheden heldigvis med 16.800. Men det skyldtes desværre ikke, at der blev skabt ret mange flere job. Kun 800. Resten af faldet skyldtes, at 16.000 trak sig ud af arbejdsmarkedet.

Nu kan udviklingen i et enkelt år jo ikke skyde Finansministeriets embedsmænds opfattelse ned. Men kritikerne peger også på, at da der var højkonjunktur i Danmark i 2006-2008, da voksede arbejdsstyrken helt uden økonomiske indgreb eller stimulanser (og til alle økonomers overraskelse) med mere end 100.000 personer.

Den betydelige og gode stigning i arbejdsstyrken faldt altså ikke sammen med stramninger i efterløn eller dagpenge (pres eller pisk, som nogen vil kalde det), men sammen med, at der var flere job at søge (altså guleroden). Og det betød, at der også var flere, der forsøgte sig på arbejdsmarkedet – og med held:

  • Det kunne være nogen, som var på efterløn, og som hellere ville arbejde.
  • Det kunne være nogen, som ikke fik dagpenge eller kontanthjælp, men levede af ægtefællens løn eller formue, og som nu så en realistisk chance for at få et job.
  • Det kunne være personer fra andre lande, som kom hertil tiltrukket af de mange job.

Kritikerne vil derfor sige, at det med at presse arbejdsstyrken op ved hjælp af indgreb i bedste fald er overflødigt, fordi arbejdsstyrken nok skal vokse af sig selv, så snart der kommer et større udbud af job. Det tyder empirien på. Og i værste fald betyder fx efterlønsforringelserne, at færre ældre holder op, så de ikke gør plads til unge. Og noget kunne tyde på, at kritikernes bange anelser har noget på sig.

De gamle går fri, og de unge betaler prisen, kunne være en populær udlægning.

Finansministeriets embedsmænd ved godt, at der findes kritikere af deres opfattelse, og at der nok kan mangle folkelig forståelse for, at man forøger arbejdsudbuddet, når der samtidig er mange arbejdsløse.

Så i ministeriets Finansredegørelse 2014, som blev udsendt i februar, men uden megen medieomtale til følge, gør man sig stor umage med at fremlægge en lang række tal og beregninger, som skal underbygge deres opfattelse.

Om det overbeviser nogen, er nok tvivlsomt.

Fx viser man, at andelen af de 60-64-årige (dem i efterlønsalderen) der har arbejde, er steget fra 31 % i 1999, hvor man første gang ændrede efterlønnen, og til 46 % i dag. Men man forklarer ikke, at dette i sig selv har skabt flere job. Og så er man jo lige vidt.

Men som de gode akademikere, folkene i Finansministeriet er, så skal det til deres store ros siges, at de faktisk husker at erkende, at der ikke foreligger noget bevis for deres opfattelse. For de skriver på side 206 sådan her:

“Denne umiddelbart observerede, nære sammenhæng mellem ændringer i arbejdsudbuddet og ændringer i beskæftigelsen siger – helt principielt – ikke i sig selv noget om kausaliteten i sammenhængen. Dvs. man kan ikke alene på den baggrund konkludere, at det er øget arbejdsudbud, som er årsagen til øget beskæftigelse”.

I går gik vi glip af de 11.600 akademikerarbejdstimer. Og når dagen i dag er omme, er der er røget 11.600 oveni. Det summer sig. Og tager vi hele arbejdsmarkedet, så mister vi hver dag værdien af 1.457.000 timer. Tænk, hvad de kunne have været brugt til!