29.11.2013
Artikel

Børs og katedral

– ambitioner og mentalitetsskifte på humaniora Hvad kan kernehumanistiske fag som litteratur, kunst, filosofi og historie tilføre velfærdssamfundet, erhvervslivet og os som mennesker? Og hvordan kan forholdet mellem kapacitet, behov og værdi styrkes? Selvom disse spørgsmål er blevet vendt og drejet de senere år på konferencer, i rapporter, interviews, læserbreve og bøger, er de stadig overraskende svære at svare klart og tydeligt på. Udfordringen blev taget op af 60 humanister (filosoffer, litterater, historikere, kunsthistorikere, arkæologer m.fl.), økonomer, finans- og erhvervsfolk, der i maj i år mødtes til en international konference på Det Danske Institut i Rom.

Af Gitte Santo
KRONIK

Konferencen “The Humanities in Business and Society” udsprang af et samarbejde mellem Det Danske og Det Hollandske Institut i Rom og tænketanken DEA. Hensigten var at skabe et internationalt mødested og en konstruktiv fremadrettet dialog om diversitet på arbejdsmarkedet, og hvordan vi til alles fordel kan udfolde ressourcerne og potentialet i den humanistiske kapital. De akademiske oplægsholdere kom fra Danmark, Holland, England, Japan, Australien og USA. Den britiske filosof og kunsthistoriker John Armstrong, seniorrådgiver for rektor på The University of Melbourne, gav keynote-forelæsningen.

Over for dem sad erhvervsfolk fra Italien, Danmark, Holland og Australien, som gav respons fra deres perspektiv. Stjernen i panelet var den danske headhunter og ledelsesrådgiver Stephen Bruyant-Langer, senior partner i Korn/Ferry Int.

Diskussionen var intens med passionerede og sårbare øjeblikke. Ole Fogh Kirkeby, CBS, demonstrerede, hvordan antikkens filosofi kan bruges til at skærpe lederens bevidsthed om sig selv og andre ved at “gøre værdier virkelige”. Jack Fuller, Oxford University, tilskyndede os til at overveje, hvordan humanioras indblik i menneskets indre liv kan være udgangspunkt for humanistisk entreprenørskab. Han mindede os om, at “det er sjovere at leve livet end at læse om det”. 

På erhvervssiden understregede Matteo Caroli, Università LUISS Guido Carli i Rom, den økonomiske værdi i kulturarven – fra monumenter og mad til sprog og skikke: For et land som Italien er kulturarven en af de mest oplagte, men undervurderede veje ud af krisen. Med forbilledlig simplicitet fremhævede Don Koch (CEO, ING) betydningen af at sikre overensstemmelse mellem virksomhedens værdier. Virksomheder går galt i byen, når de glemmer, at den største kapital er medarbejderne. 

Emily Sims fra den internationale arbejdsmarkedsorganisation ILO i Genève påpegede det kritiske behov, der er for humanistisk viden, værdier og menneskelighed i det hele taget på det globale arbejdsmarked. “Der er brug for mennesker, som er dygtige til sprog og dialog”, sagde hun – “for mennesker, der kan fortælle historier, som bevæger folk og forandrer livet ved at hjælpe andre med at få en offentlig stemme”.

En overraskende grad af gensidig nysgerrighed og lydhørhed prægede stemningen.

Både-og i stedet for enten-eller
Man kunne høre en knappenål falde til gulvet, da Armstrong og Bruyant-Langer leverede deres visionære og handlingsorienterede perspektiver. På hver deres personlige og professionelle måde udfoldede professoren og erhvervsmanden et simpelt, men øjenåbnende og øredøvende budskab: Viden udelukker ikke handling og implementering, dannelse udelukker ikke konsekvens, og refleksion udelukker ikke profit.
Armstrong understregede, at humaniora står i en delikat position: De fleste humanistiske akademikere har skrevet sig ud af samfundsdebatten og ind i en elitær debat med hinanden. Det belønnes de for. Men de har tit svært ved at forklare, hvorfor det er vigtigt at vide det, de ved. Humanisterne bør dedikere sig på et “olympisk niveau” til at besvare det spørgsmål med samme grad af professionalisme, som de griber dateringen af et værk eller en genstand an. Humanisterne skal tage det på sig at bringe værdi ind i menneskers liv – og belønnes for det.
Armstrong har en klar om end kontroversiel ambition for fremtidens humaniora. Vi skal bruge vores viden om menneskelig erfaring til at skabe løsninger på nogle af de mest intime og almindelige dilemmaer i livet: Hvordan kan jeg forbedre mine relationer til andre? Hvorfor er mit job utilfredsstillende? Hvad er et godt liv? Klassiske humanister har exceptionel kapacitet til at tænke komplekst og sætte sig i andres sted, men bliver sjældent opfordret, udfordret og trænet til at koble viden med konsekvens – for slet ikke at tale om profit. Der er som bekendt flere grunde til, at vi stadig navigerer i et paradigme, hvor nonprofit er en æressag. Men hvorfor lade os begrænse af sådan en dikotomi?
Vi kan ikke leve af ånd alene. At tage konsekvens alvorligt kan kun berige humaniora og humanisterne, samfundet og erhvervslivet. For Armstrong går det nemlig begge veje. Som han gør opmærksom på i bogen “In Search of Civilization” er grundlaget for et civiliseret samfund og et civiliseret menneske en balance mellem økonomisk og åndelig velstand: “A society that is spiritually rich but materially chaotic is no longer a thriving civilization. But nor is one that is materially prosperous but spiritually in decline”.
Det var også beskeden fra headhunteren. Bruyant-Langer udfordrede humanisterne til at tænke fremtiden i “både-og” snarere end i “enten-eller”. Det at være en dygtig humanist er ikke ensbetydende med at afholde sig fra konsekvens, handling og profit. At finde ordene til at beskrive ambitioner og identificere competitive advantage er en opgave, der bør tages alvorligt. I Bruyant-Langers øjne excellerer humanister bl.a. i learning agility, der er en efterspurgt kompetence i erhvervslivet. Men vi skal turde sige det højt. “Der er ingen undskyldning”, advarer han. 

Succeshistorier og mønsterbrydere
De gode nyheder er, at nogle allerede gør det.
Sidste år lavede jeg en række interviews med humanister for at finde ud af, hvad de gjorde med deres viden og uddannelse uden for den akademiske verden. En af dem, jeg talte med, var Nicoline Jacoby Hansen, der har gjort en forretning ud af sin ph.d. “Jeg tog en beslutning og handlede på den”, sagde hun. “Det lyder jo nemt og banalt, men det er det faktisk ikke. Mange tænker uden at gøre noget og følge det til dørs” Nicolines kernekompetencer fra humaniora og socialvidenskab kommer hende til gode hver dag, men at drive forretning er ikke en af dem. Det har hun lært undervejs.
En anden, jeg interviewede, var Stig W. Jørgensen, der har læst latin og datalingvistik. Efter en ph.d. og flere ansættelser på CBS opdagede han, at ønsket om en fast forskerstilling var forsvundet. Nu er Stig selvstændig. Men selvom han hele tiden trækker på sin sprogtekniske baggrund og generalistkompetencer, påpeger han, at forlagsbranchen også skal tjene penge. “Forlagsbranchen er en børs og en katedral. Og min lille virksomhed er købmandsbutik og landsbykirke”.
Vi har brug for flere, der ser sådan på humaniora. Blandt de klassiske humanister har nogle en oplagt videns- og produktionsvirksomhed at hægte deres viden op på: Litteraterne har forlaget, kunsthistorikerne har kunstmuseet. Men at bygge bro mellem studium og arbejdsliv kræver systematisk og ambitiøs undervisning både i faglig viden og kommunikation og i fundrais­ing, budgetstyring, marketing, PR og ledelse. For denne fagrelevante blanding af eftertragtede bløde og hårde kompetencer, kommunikation, kritisk tænkning og forretningsforståelse kan overføres til andre virksomheder.
En ting, der kom ud af konferencen i Rom, var, at det er tid til at blive klar på vores ambitioner. Vi skal have systematiseret succeshistorierne for at finde ud af, hvad der virker – så de få bliver flere og mange og for at undgå, at løsningerne forbliver individuelle og tilfældige. Som den danske historiker Steven Wensley sagde, da jeg interview­ede ham: “Det kræver en strategi, år for år, med konkrete forslag til udvikling, kommunikation, effektmåling og kvalificering. Og ikke mindst en mentalitetsændring”.
Terningen er kastet. Humaniora skal turde forføre med sin faglighed. Eller med Armstrongs mere poetiske ord: “To put it romantically, it’s early days for a relationship. Business and the humanities have been out for dinner a few times but we’re not married yet”.