Foto: Det Kgl. Bibliotek
27.09.2013
Artikel

Arven efter Bohr

Af Helge Kragh

KRONIK

For 100 år siden publicerede den 27-årige Niels Bohr den atomteori, der blev et præludium til den kvantemekaniske revolution, og som gjorde ham til en af århundredets mest berømte fysikere. Man kan diskutere, hvorvidt Bohr var et geni eller ej, men hans teori fra 1913 var unægtelig en genistreg, et dristigt og ambitiøst forsøg på at skabe et helt nyt grundlag for fysikken. At forsøget ikke ganske lykkedes i første omgang, er i denne henseende mindre relevant, for det lykkedes i anden omgang med kvantemekanikken. Danmark var i 1913 betydeligt mindre end i dag og langt fattigere. Hvordan kunne en ung fysiker fra dette lille og noget perifere land i den grad sætte sit præg på den internationale fysik, at man den dag i dag taler om “københavnerskolen” i fysik?

Bohrs gennembrud skyldtes på ingen måde et fremsynet og frugtbart forskningsmiljø på Københavns Universitet. Et sådant miljø var ganske fraværende, ja, det blev indirekte modarbejdet af universitetets provinsielle regler. Da Bohr i 1911 skrev sin fremragende disputats om metallernes elektronteori, var han tvunget til at skrive den på et sprog, de færreste fysikere forstod. 

Det eneste tilladte alternativ til dansk var latin! Den unge Bohr kom først ind i et egentligt forskningsmiljø, da han i 1912 som postdoc kom til Ernest Rutherfords laboratorium i Manchester. Under alle omstændigheder var atomteorien helt hans egen og kun i ringe grad påvirket af tidligere idéer og det miljø, han færdedes i. De første par år efter gennembruddet var han groft sagt alene om at forsvare og udvikle sine radikale tanker om atomets struktur.

Bohrs instinkt
Bohr var en ener, men af en ganske anden art end fx Einstein, for hans særlige form for genialitet udfoldede sig bedst i vedvarende diskussioner med andre fysikere. Jo længere, des bedre. Med etableringen i 1921 af Niels Bohr Institutet – dengang Universitetets Institut for Teoretisk Atomfysik – blev de fysiske rammer skabt for en forskningsinstitution, der var unik i både social og videnskabelig henseende. Det danske, men helt igennem internationale institut blev besøgt af en strøm af unge fysikere, hvoraf mange senere blev nobelprismodtagere. I mellemkrigstiden var instituttet på Blegdamsvejen simpelthen den vigtigste institution inden for international kvante- og atomfysik, af samme betydning som Tycho Brahes sagnomspundne Uranienborg var i slutningen af 1500-tallet.

Man kan rimeligvis ikke drage generelle konklusioner af videnskabelig eller forskningspolitisk art ud fra den enestående indflydelse, Bohr havde på fysikkens udvikling. Instituttet var vigtigt og sørgede for, at Bohr blev i Danmark på trods af mange tilbud fra udlandet. Men det innovative gennembrud i forståelsen af atomets struktur skete tidligere og under ydre forhold, der langtfra var gunstige. Ikke blot havde Bohr de rette idéer på den rette tid, han havde også en formidabel arbejdsevne og god portion stædighed, der satte ham i stand til at udvikle idéerne til bæredygtige og frugtbare teorier. Hans genialitet var måske ikke 1 % inspiration og 99 % transpiration (som Thomas Edison sagde om genialitet), men sidstnævnte spillede ikke mindre rolle end førstnævnte. Og så havde han den udefinerbare sans, der satte ham i stand til at se ting, andre ikke kunne se. Einstein var dybt imponeret over Bohrs intuition, og over hvad han kaldte hans “enestående instinkt og fine indlevelsesevne”.

Publish or perish-sygdommen
Tiderne har ændret sig. Det moderne forsknings- og universitetssystem har sine rødder i den eksplosive udvikling, der fandt sted i 1950’erne, og som for fysikkens vedkommende var domineret af amerikanske forskere og deres instrumentalistiske syn på videnskaben. Ikke blot blev fysikken stærkt afhængig af dyrt apparatur, der skete også en markant forskydning fra den enkelte forsker til det kollektive forskermiljø. Gennem det sidste århundrede er det gennemsnitlige antal forfattere per fysikartikel vokset voldsomt. Udviklingen blev fulgt af en vidtgående specialisering og et krav om, at unge forskere skulle publicere så meget som muligt og så hurtigt som muligt. Alt dette er velkendt, for i dag bliver forskere i naturvidenskab målt og vejet på deres publikationer og tilhørende antal citationer. Disse publikationer kan være “forfattet” af hundreder eller endda af et par tusinde fysikere, sådan at den enkelte fysiker i realiteten er anonym uden for forskningsstatistikkens verden.

Måske udviklingen har været uundgåelig, men situationen i dag er i det mindste ganske anderledes end på Bohrs og Einsteins tid, hvor publish or perish-sygdommen endnu ikke hærgede på samme måde. Bohr foretrak at publicere i Videnskabernes Selskabs skrifter, hvilket kunne ske uden fagfællebedømmelse (peer review). Einstein blev rasende, da et amerikansk fysiktidsskrift insisterede på at lade fagfæller vurdere et af hans manuskripter.

Udviklingen har utvivlsomt sine gode såvel som dårlige sider. Man kan frygte, at det moderne forskningssystem, som det findes i fysik og anden naturvidenskab, virker undertrykkende på fremkomsten af helt nye idéer af en fundamental natur – at det beskytter snarere end udfordrer eksisterende paradigmer. Den geniale engelske kvantefysiker Paul Dirac hævdede i 1972, at fysikken havde udartet sig til et “rotteræs”, om end blandt intelligente rotter. En anden fremragende naturforsker, geokemikeren Clair Patterson, advarede tilsvarende om den publikationsmani, der for ham at se stod i modsætning til videnskabelig kvalitet. 

“Den videnskabeligt arbejdende hjerne”, sagde han, “kan ikke producere og publicere egentligt værdifuldt arbejde mere end en gang om året”. Bohr var efter sin egen tids standarder en ganske produktiv forsker, men ikke efter moderne standarder. Der var år, hvor han som ung mand slet intet publicerede, hvilket næppe ville blive accepteret i dag. Han tillod sig den luksus at tænke.

Når der oven i publikations- og karrierepres lægges det store og vedvarende arbejde med at søge midler til forskning og generelt den omfattende registrering og bureaukratisering af forskningsverdenen, har vi måske noget af forklaringen på, at vi ikke har frembragt en banebrydende forsker af Niels Bohrs kaliber. Da han som ung mand søgte Carlsbergfondet om midler til et forskningsophold i England, skete det i form af et brev på nogle få linjer. Han fik pengene.

Naturfilosoffen Bohr
Genier fødes formentlig i enhver generation, men de vil ikke nødvendigvis slå igennem eller manifestere deres genialitet inden for et bestemt område. Hertil kræves en række omstændigheder, der næppe kan fastlægges på forhånd og til dels er præget af tilfældigheder. Der findes ingen drivhuse til dyrkning af videnskabelige genier, men man kan i det mindste søge at organisere forskningsverdenen på en sådan måde, at der er plads til unge forskere med banebrydende idéer.

Hvad der kendetegnede Bohr og enkelte andre af hans generation, herunder Einstein og Schrödinger, var ikke blot, at de var innovative og geniale fysikere, men også at de knyttede fysikken sammen i et bredere filosofisk perspektiv. De var naturfilosoffer, en betegnelse, der har en sær arkaisk klang i moderne fysik. Vi vil måske en dag få en ung fysiker af Bohrs format, men det er mere tvivlsomt, om vi vil få en naturfilosof af hans format. Endelig, skulle vi ikke få en ny Bohr eller en ny Einstein, så kunne det jo skyldes, at revolutionernes tid er ved at være forbi. Det kunne være, at fysikkens verdensbillede er så overbevisende – måske ligefrem sandt – at revolutionære tænkere bliver arbejdsløse.