Konstantin Novoselov / Andre Geim. Foto: POLFOTO
30.08.2013
Artikel

Novoselov og Geim revolutionerede verden

Danske Universiteter skovler tilsyneladende private forskningsmidler ind. Eller gør de nu også det? Og hvad med den frie forskning?

Af Thomas Bøttcher
Det går sensationelt godt. Danske universiteter har for alvor fået fingrene ned i private virksomheders lommer, når det drejer sig om at finansiere forskning. Det i sådan en grad, at Danmark ifølge en ny opgørelse fra det ansete magasin Times Higher Education er placeret på en niendeplads i disciplinen. Dermed distancerer Danmark globale spillere som USA og Japan, mens vi i Europa er placeret på en fjerdeplads foran lande som Storbritannien, Schweiz og Tyskland.

Men gør vi nu også det? En rundringning til en række kilder med kendskab til forskningsfinansiering undrer sig over placeringen. De skyder på, at listen har medtaget private fondes bidrag til universiteterne. Her har fx Novo Nordisk Fonden de sidste mange år leveret særdeles generøse bidrag.

Men når eksempelvis USA ligger lavere end Danmark, så går det vel godt?

“Det er mit indtryk, at Danmark klarer sig ganske pænt, men jeg synes, det er svært at se en forbedring. De forskellige opgørelser, der er lavet over kommercielle aktiviteter i forbindelse med forskning, viser, at vi ikke har fået det udbytte, man håbede på”, siger ­Kaare Aagaard, der forsker i blandt andet forskningsfinansiering ved Aarhus Universitet.

Det er ikke, fordi de danske universiteter har sovet i timen. Ønsket om et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv ligger højt på den politiske dagsorden, og universiteterne har lyttet, handlet og iværksat tiltag, der skal muliggøre en højere grad af kommerciel udnyttelse af universiteternes viden. Men tiltagene har begrænset effekt.

“Eksempelvis har alle danske universiteter oprettet såkaldte technology transfer offices, der netop skal fremme kontakten til private virksomheder og sørge for at få midler den vej ind via licensaftaler, patenter, spin off-virksomheder osv. Men noget tyder på, at man faktisk bruger flere penge på at have disse enheder kørende, end hvad man egentlig har af indtjening. Tilsyneladende fungerer kontakten mellem erhvervsliv og forskere bedst helt lokalt, altså den enkelte forsker eller forskergruppe. Centrale tiltag kan nærmest have den omvendte effekt og besværliggøre relationen”.

Mere ambitiøse
Men findes der så mønsterlande, som kan lære os, hvordan vi skal tiltrække flere midler fra virksomhederne? Nej, ikke rigtigt, mener Kaare Aaagaard.

“De steder, hvor samarbejdet fungerer godt, er der bygget relationer og en kultur op gennem mange år på bestemte forskningsområder. De gode eksempler i Danmark er fx medicinalklyngen med Novo Nordisk og Lundbeck i spidsen. De poster mange penge ind i universiteterne, pengene er relativt frie, og i mange tilfælde er det grundforskning, der kommer ud af det. Og det peger måske på, at det ikke er de nationale rammer, der er afgørende. Det samme gælder i USA, hvor det fungerer godt nogle steder, men hvor der også er mange universiteter, hvor det ikke fungerer så godt”.

En afgørende faktor i Danmark er vores erhvervsstruktur. Danmark har mange små og mellemstore produktionsvirksomheder og forholdsvis få af de store højteknologiske virksomheder. Og forskningssamarbejde er bare mere oplagt med de store.

Spørger man i Dansk Industri, får man forklaringen bekræftet: De danske universiteter leverer forskning af høj kvalitet og har bestemt noget at byde på, lyder det fra interesseorganisationen. Og det er rigtigt, at Novo og Lundbeck er de store bidragsydere, mens det kniber lidt med de mindre. Faktisk ser det ikke godt ud, hvis vi sammenligner os med udlandet, fortæller underdirektør Charlotte Rønhof.

“Vi har fortsat store private investeringer i forskning i Danmark. Men mens danske virksomheders forskningsinvesteringer vokser i udlandet, stagnere de herhjemme. Og det er her, vi er bekymrede for tab af vidensarbejdspladser”.
Derfor skal vi være mere ambitiøse, mener hun.

“Noget af det handler om, hvorvidt vi har varerne på hylden. Har vi nok af den forskning i Danmark, som de mindre virksomheder har brug for og gerne vil samarbejde om? Det er selvfølgelig det første skridt, og så handler det også om, hvorvidt vi er gode til at fortælle, hvad vi kan i Danmark. Altså branding, uden at det nødvendigvis handler om helsidesannoncer i udenlandske magasiner. Kan vi gøre mere for at tilbyde de rigtige betingelser for at tiltrække udenlandske virksomheder?”

Hvad med den frie forskning?
Ifølge Kaare Aaagaard er der, sammenlignet med USA, i hvert fald én stor forskel, når det gælder den kommercielle udnyttelse af forskningen.

“En af mine kolleger har netop været på Stanford, som vi jo altid sammenligner os med. Her kan man ikke komme med en idé til et forskningsprojekt, uden at kolleger eller ledere spørger, hvad erhvervsvinklen er”.

Men hvad så med den frie forskning? Ligeledes på Aarhus Universitet sidder professor Jens Christian Djurhuus, der indtil januar var formand for bestyrelsen for De Frie Forskningsråd. Han har ikke noget imod penge fra erhvervsliv og fonde, men der er dog et men.

“Man bliver klogere af alle penge, men det er balancen, det handler om. Hvis du tager De Frie Forskningsråd, så er de penge, der går til forskerne, blevet mindre siden 2004. I stedet for er det såkaldte overhead, der går til institutionerne, steget. Og eftersom De Frie Forskningsråd er et af de få åndehuller for den frie forskning, så har vi et problem, for den frie forskning skal være fødekæde for de genuint nysgerrige forskere”.

Ifølge Djurhuus viser det sig nemlig igen og igen, at det eneste, der virkelig bringer verden videre, er den genuint nysgerrige forskning – i modsætning til den bestilt nysgerrige.

Hans yndlingseksempel for tiden er Andre Geim og Konstantin Novoselov, der i 2010 modtog Nobelprisen i fysik for deres banebrydende opdagelse af materialet graphen. De to forskere gjorde opdagelsen ved simpelthen at bruge almindelig tape til at fange flager af kulstof fra en blyant. Hvor en millimeter grafit normalt består af tre millioner lag graphen, formåede de at skrabe graphenen ned til bare ét lag – svarende til ét atom. Før de fandt på at bruge tapen på grafit, var der ingen, der rigtig troede på, at graphen kunne noget særligt. I dag anses supermaterialet takket være dets utrolige egenskaber at kunne føre til alt fra supercomputere til et paradigmeskift i energiudvikling.

Det bedste af det hele, set med Djurhuus’ øjne, er selvfølgelig, at de to forskere bare var genuint nysgerrige, frie forskere.
“Konstantin Novoselov og Andre Geim kommer til at revolutionere verden”, siger han.