Professor Lars Peter Nielsen fortalte om kabelbakterierne til et koncentreret publikum. Hans optræden blev transmitteret live i fem auditorier på Aarhus Universitet.
Foto: Jesper Voldgaard
14.06.2013
Artikel

Elektromikro-biogeokemofysik for folket

Aarhus Universitet har historisk succes med gratis naturvidenskabs­foredrag. Hvert år strømmer 20.000 mennesker til for at blive klogere på forskningen. Niveauet er højt, og det er ikke et kriterium, at tilhørerne skal forstå alt – og det elsker både publikum og forskere.

Af Vivian Voldgaard
Ved siden af Lars Peter Nielsens tallerken ligger en udskrift af de PowerPoints, han har planlagt at vise for de omkring 2.000 mennesker, der de kommende tre aftener valfarter til gratis naturvidenskabsforedrag på Aarhus Universitet.
Buffeten i Matematisk Kantine er lækker, men nervøsiteten lægger en dæmper på appetitten, afslører professoren fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. 

“Jeg kan ikke erindre, at jeg nogensinde har brugt så lang tid på at forberede et foredrag. Det forpligter på en helt anden måde, at så mange mennesker vælger at bruge en aften på at komme her og lytte til vores forskning”, siger han. 

Kantinen summer af liv. Forud for foredraget har op imod 400 af gæsterne valgt at tilkøbe sig adgang til aftensmaden, og der mangler ingenting: laks, linsesalater i flere varianter, halve stegte kyllinger, kartofler og brun sovs, italiensk skinke med ost, muslinger, grønærter, humus, soltørrede tomater og alt i grønne salater. Publikum er lige så bredt sammensat som menuen. Her er gymnasieelever, kærestepar, ældre ægtefolk, midaldrende kvinder på venindetur, pensionerede lektorer og andet godtfolk.

Det begyndte med foredrag om vand
Det var tilbage i 2005, at nogle kreative og produktive folk på Aarhus Universitet fik idéen til de gratis foredragsaftener. Det år markerede naturvidenskabsfolk over hele verden 100-året for Einsteins tre artikler om lysets natur og opfattelsen af tid og rum. Teksterne forandrede som bekendt vores grundlæggende forståelse af verden, og FN’s generalforsamling valgte at udpege året som Verdens Fysikår. Det inspirerede Jens Holbech, cand.scient. i fysik og kemi og nuværende chefkonsulent ved Science and Technology, i en sådan grad, at han ikke kunne slå idéen om at udbrede naturvidenskaben til folket ud af hovedet igen. Og i 2006 sad de første nysgerrige lægmænd så og lyttede med – til en foredragsrække om vand. 

Der blev afviklet seks foredrag det år, og de blev hurtigt så populære, at flere måtte gå med uforrettet sag efter at have stået i kø i en time for at komme ind. I dag kommer der 20.000 tilhørere om året. Foredragene bliver afholdt i universitetets store Søauditorier – og transmitteret til fem andre auditorier på de travleste aftener. 

Der bliver brugt nul kroner på annoncering, men alligevel er der så meget fart på tilmeldingerne, at det særlige pladsreserveringssystem, som Jens Holbech fik udviklet i 2007, truer med at bryde sammen. I de første timer efter at tilmeldingen åbner, bliver flere tusinde billetter revet væk. Gymnasierne rundt omkring i landet får lov at booke en uge før alle andre, og det er helt normalt, at der holder busser fra både Nordjylland og Fyn uden for auditorierne. 

Svært, men spændende
I Matematisk Kantine har Lars Peter Nielsen og kollegaen, der er fløjet ind til lejligheden, professor med speciale i elektromikrobiologi Yuri Alan Gorby fra University of Southern California, fået tømt tallerkenerne. Sammen med klynger af tilhørere følger de lyset i flagermuslygterne, som viser vejen fra kantinen til auditoriet. Og det kræver en ekstra mundfuld luft at indtage podiet, afslører den danske professor: 

“Der er ikke noget naturligt mål for, hvor lang tid det tager at forklare noget. Det kan tage fem sekunder, fem minutter, fem timer eller fem dage. Derfor har en del af min forberedelse været at skrælle en masse lag af vores viden og finde ud af, helt præcis hvad der skal med, og hvad der ikke er plads til. Og jeg er ret nervøs for, om det stadig er for kompliceret til, at jeg kan få folk med”, siger han. 

Seniorforsker fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet Peter Bondo Christensen er sammen med Jens Holbech ansvarlig for foredragene. Han byder velkommen fra scenen, og Lars Peter Nielsen overtager opmærksomheden med ordene:
“Nu vil jeg justere jeres forestilling om, hvad livet går ud på”. 

Så er forventningerne til aftenen sat på plads. 

Der er helt stille i auditoriet, og koncentrationen er høj, for det kræver nærvær at følge med i, hvordan mikroskopiske kabelbakterier kan vende op og ned på forståelse af livets oprindelse. Forskningen, som Lars Peter Nielsen formidler, indbragte ham i 2010 DM’s Forskningspris, og siden har opdagelsen af, hvordan bakterier kan kommunikere, gjort ham verdenskendt inden for feltet. 

Han har tilsyneladende ramt rigtigt i sine bestræbelser på at tale, så det er til at følge hans røde tråd, for rundtomkring på publikumsrækkerne bliver der nikket, hvisket aha og grinet på de rigtige steder. 

“Det, der karakteriserer vores foredrag, er, at vi prøver at lægge et meget højt niveau. BBC kan producere nogle meget flotte udsendelser med nogle lækre detaljer. Det kan vi ikke, men vi kan formidle universitært og på et niveau, man ikke finder i noget tv-program. Vi ved, at det er det, folk kommer efter, så derfor gør det ikke noget, at der er passager, som publikum ikke forstår. Det er de faktisk også selv indforstået med. Tit hører jeg nogle, der står i pausen og siger til hinanden, at det godt nok er svært, men virkelig spændende at få indblik i, hvordan forskerne tænker, så det er ikke kun for at forstå forskningen, at gæsterne kommer”, siger Jens Holbech. 

Lars Peter Nielsens opdagelser er grundforskning, og han kan nogle kunstgreb, der koger kompleksiteten ned på et niveau, hvor alle kan være med:

“Kabelbakterier er faktisk endnu nemmere at passe end at dyrke radisser”, siger han – og serverer opskriften på det mudder, der ifølge eksperter inden for naturvidenskaben har potentialet til, at det om 100 år er ham og forskerteamet fra Aarhus Universitet, der bliver holdt festtaler over.

Frisk luft
Efter en god times tid er der dømt pause, og de mange hundrede gæster strømmer ud til kaffen og de tre slags skærekage, der kan købes for en tier pr. styk. Herefter er det den amerikanske gæsteforelæser, der skal på. Selv om han forsikrer, at han ikke er typen, der lider af nervøsitet, afslører også han, at han aldrig tidligere har brugt så lang tid på at forberede en forelæsning. 

“Som forsker er man vant til at give masser af foredrag til fagfæller, og der er man i sin komfortzone. Men at skulle skabe et indhold, der kan holde almindelige mennesker fanget, er en særlig udfordring”, siger han. 

Men han har fået en idé, der efter kort tid får de store smil frem i auditoriet:

“Nu vil jeg vise jer, hvordan det kan lade sig gøre, at bakterier over store afstande kan trække vejret gennem hinanden”, siger han, mens han træder ned fra podiet og sætter kurs mod den tilhører, der sidder bænket på den yderste plads på første række. 

“Giv mig din hånd”, befaler han.

Den unge fyr rækker forsigtigt sin hånd frem. Yuri Alan Gorby tager den og beder samtidig alle andre i lokalet tage hinanden i hænderne på tværs af stole og rækker.

“Åbn døren og træk en stor mundfuld frisk luft ind”, råber han til den ældre mand, der sidder på yderste plads allerbagest i auditoriet. 

“Og send så ilten videre gennem din sidemand ned til mig”.

Publikum bryder ud i grin, og det samme gør amerikaneren. 

“Sådan. Nu har I lært, hvordan bakterierne kommunikerer”, siger han.

Natcafé og evaluering
Klokken 21 er den formelle del af foredragsaftenen forbi, men tilhørerne har endnu en mulighed for at komme tæt på forskernes univers. Flagermuslygterne udenfor viser nu vej mod Steno Museet, hvor aftenens foredragsholdere står klar til at besvare spørgsmål i det, der er døbt Natcaféen. Museets udstillinger er åbne, der er et lille ekstraforedrag om museets nye væksthus, og så er der mulighed for at købe et glas vin eller en øl at slutte af på. 

Hvert foredrag kører tre aftener i træk, og derudover bliver det også gennemført i Vejle, Horsens og Herning. Det giver foredragsholderne mulighed for at justere lidt på indholdet, og selv om Lars Peter Nielsen er glad for de massive klapsalver, som hans performance udløste, vil han arbejde lidt videre på formen, fastslår han:

“Det har været en helt fantastisk oplevelse at tale for så mange mennesker. Man kan mærke med det samme, om man fanger dem, og det er slet ikke, som når man optræder i eksempelvis medierne. I begyndelsen var jeg mest nervøs for, om det var for kompliceret, eller om der sad nogle af mine kolleger blandt tilhørerne, men det glemte jeg nu hurtigt igen. Nu vil jeg tage hjem og evaluere mig selv, og jeg kan allerede nu sige, at der er noget, jeg vil ændre til i morgen. Det er primært for publikums skyld, men også en måde at holde mig selv til ilden på”.