04.06.2013
Artikel

Kvaliteten under pres

Af Ingrid Stage
LEDER

Debatten om kvaliteten af universitetsuddannelserne raser i medierne. En tysk professor har med stor succes ført kampagne i både de elektroniske og trykte medier mod det, hun så smagfuldt kalder Janteuniversitetet, efter et kort kuldsejlet ophold ved et humanistisk fakultet på et dansk universitet – eller Arts, som er betegnelsen på det globale sprog, universiteter med verdensklasseambitioner anvender. Budskabet er, at kvaliteten af danske kandidatuddannelser er helt i bund, at danske universiteter straffer ambitiøse undervisere og studerende, ansætter undermålere og udvander indholdet i uddannelserne.
Denne svada må have ramt et behov hos mange danske mediefolk og debattører, for den bliver brugt som uigendrivelig præmis i snart sagt enhver offentlig debat om universitetsuddannelserne. Enhver, der forsøger at nuancere debatten, risikerer offentlig spot og spe som virkelighedsfornægtende jubelidiot, eller endnu værre: rundkredspædagog. 

Det er bydende nødvendigt, at vi kontinuerligt diskuterer og overvåger kvaliteten af uddannelserne. Når 25 pct. af en årgang skal være universitetskandidater, mod blot 1 pct. i starten af 1960’erne, må det nødvendigvis ændre det, der foregår i laboratorier og undervisningslokaler. Men det er stærkt forstemmende at opleve den ensidighed, der præger store dele af debatten, og især den ret ringe kildekritik i mediernes behandling af emnet. For det er ikke den skinbarlige og uigendrivelige sandhed om universitetsuddannelserne, vi bliver fodret med. Danske universiteter er ikke bundskrabere. Danske kandidater kommer ud på arbejdsmarkedet med kvalifikationer og kompetencer, som er med til at udvikle virksomheder og øge dansk eksport. Og for to år siden viste en undersøgelse iværksat af EU-Kommis­sionen blandt europæiske arbejdsgivere, at de nordiske arbejdsgivere var dem, der var mest tilfredse med de kandidater, de ansatte. Helt galt kan det jo så ikke stå til.

Det betyder dog ikke, at vi skal stille os tilfredse med tingenes tilstand. Kvaliteten er under pres. Incitamentsstrukturen i form af taxameterprincip og gennemførelsesbonus, der belønner universiteterne for kvantitet og hurtighed snarere end kvalitet, er ikke hensigtsmæssig. Og den tætte sammenhæng mellem forskning og undervisning undermineres af de ændrede finansieringsmekanismer og universiteternes deraf afledte ansættelsespolitik. Mødet mellem studerende og undervisere er omdrejningspunktet for kvalitet i uddannelserne. Men når mange universitetslærere er tvunget til at sikre egen løn og fortsat ansættelse ved universitetet gennem eksterne bevillinger, levnes der ikke megen mulighed for at prioritere dette møde – hvilket så står i skærende kontrast til politikernes krav om at levere flere undervisningstimer. Denne konflikt mellem krav og reelle muligheder for inden for en rimelig arbejdsuge at bidrage til at uddanne kandidater til højeste internationale niveau øger stress og forringer det psykiske arbejdsmiljø for mange universitetsansatte. De seneste arbejdspladsvurderinger giver rigelig dokumentation.

Ved de netop overståede overenskomstforhandlinger lykkedes det os at få en aftale om en konference og indsamling af dokumentation om det psykiske arbejdsmiljø, hvor problemkomplekset omkring selvledelse, mange pålagte opgaver og manglen på gennemskue­lige karriereveje indgår. Vi blev også enige om at drøfte en ny stillingsstruktur. DM’s fokus er flere faste ansættelser og mere transparente karriereveje, især adjunkt- og postdocproblematikken er akut, men også timelærernes situation indgår i drøftelserne. Vores fokus udspringer naturligvis af vores interessevaretagelse for universitetslærermedlemmerne, men det har også stor betydning for den prioritering, de universitetsansatte kan give undervisningen, og udvikling af den pædagogiske praksis. Og dermed for kvaliteten af kandidatuddannelserne. Og tænk hvor dejligt, hvis det også kunne få den sideeffekt, at den offentlige debat kommer til at foregå på et mindre ensidigt og mere kvalificeret grundlag.