12.04.2013
Artikel

De uden arbejde …

Af Mogens Tanggaard

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Udfaldstruede og udfaldsramte er to nye ord i det danske sprog. De er (endnu) ikke optaget i ordbøgerne. Men det skal nok komme, hvis det fortsætter som nu. Så er der de nyuddannede kandidater, der ikke kan få et job – de er ramt af dimittendledigheden. De kan få en introduktionsstilling til 80 % af den normale løn. Så er der de arbejdsløse seniorer, som ingen vil ansætte. De kan nu få et seniorjob i en kommune, hvis de ellers har den rette senioralder, er medlem af en a-kasse m.v. Og så er der alle de andre arbejdsløse – eller arbejdssøgende, som lyder mere aktivt, ja nærmest selvvalgt. Ligesom at bruge ordet “udfordret” i stedet for “ramt”.

Man sætter ølse for, man sætter ølse bag, pølsen bevarer dog sin smag: De har ikke et normalt og stabilt arbejde.
Det har vi naturligvis skrevet om ved rigtig mange lejligheder i Magisterbladet, da det er et aktuelt og relevant emne for (desværre alt for) mange medlemmer af DM. Og vi har gjort det igen i dette nummer. Der er både opmuntrende og deprimerende historier.

Opmuntrende er det, at DM har taget initiativ til et såkaldt joblab for dimittender, hvor de kan få gode råd, inspiration og sparring til at få gang i karrieren. Joblab er en succes. Læs på siderne 34-36.

Opmuntrende er det også at læse om Jørgen Rasmussen, som sidste år røg ud af dagpengesystemet, men som nu i kraft af den nye seniorjobordning har fået job i Slagelse Kommune som intet mindre end filosofisk konsulent. “For en gangs skyld kunne min alder blive en fordel”, som Jørgen Rasmussen siger.

Til det mindre opmuntrende hører artiklerne om de tre udfaldstruede, vi skrev om i december sidste år. Hvad er der blevet af dem? Nu er de ramt, i hvert fald to af dem. Den ene af de to endda til desperation. Den tredje fandt et arbejde, 10 dage før hammeren faldt – i en børnehave. Han er ph.d. i filmvidenskab.

Sidst, men ikke mindst: Læs den sørgmuntre dagbog over Tina Høegs første 31 dage som ledig på side 40-41.
Flytter vi noget med disse artikler? Det er svært at sige. Men det er mange DM-medlemmers vilkår, som også fortjener eller har krav på en beskrivelse.