Foto: Arild Danielsen
01.03.2013
Artikel

Det' mit job: Karin Hindsbo

Karin Hindsbo, 38 år, direktør, SKMU Sørlandets Kunstmuseum i Kristiansand, Norge

Af Vivian Voldgaard
Du har været ret mobil i din karriere: Berlin, USA og Paris i studietiden og siden København, Aarhus og nu Kristiansand i Norge. Er du eventyrlysten?

Jeg ved ikke, om det er eventyrlyst, for i virkeligheden er det noget, der er kommet meget naturligt. Jeg interesserer mig primært for samtidskunst og idéhistorie, altså for både kunstfaglige og mere teoretiske problemstillinger. Måske er det bare naturligt for mig at opsøge nye ting. Samtidskunst er et internationalt felt, hvor det er vanskeligt at sidde fast ét sted. Hvis jeg havde beskæftiget mig med dansk guldaldermaleri, så havde jeg nok ikke flyttet mig sådan rundt – eller måske havde jeg.

Jeg tror, det er meget sundt at komme rundt og se noget forskelligt, men det er ikke sådan, at jeg har siddet og sat nåle i et kort og besluttet, hvor jeg ville hen. Jeg har bare fulgt de muligheder, der er opstået. Her i Norge fik jeg tilbudt en rigtig god stilling, og de vilkår, der fulgte med, ville jeg ikke kunne finde i Danmark lige nu. Min mand er kunstner og kan arbejde hvor som helst, og vi har to små børn på et og fire år, og de er jo også stadig til at flytte rundt med uden de store besværligheder. Men det er klart, at der på et tidspunkt kommer nogle begrænsninger, men dem må vi tage til den tid.

Hvad laver du i det job, du har nu?

Jeg er jo direktør, så jeg sidder med det overordnede ansvar for ­museet, det vil sige den kunstfaglige profil, program, økonomi, administration og personaleledelse.

I Norge oplever jeg, at der er en helt anden opbakning til kunsten end i Danmark. Det vil i høj grad også sige økonomisk. Norge har for eksempel som erklæret mål at nå op på at bruge én procent af bruttonationalproduktet på kultur – og det tænkte jeg, at jeg da gerne vil hjælpe lidt med. Konkret betyder det i mit arbejde, at der er meget lidt fundraising, og det giver mig mulighed for at arbejde mere i dybden med institutionen og med mit fag – noget, jeg ind­imellem savnede i Danmark.

Du har flere bestyrelsesposter og lederjob på dit cv. Hvorfor?

Hvorfor ikke? Nok, fordi jeg kan noget med begge dele. Det er ikke nødvendigvis noget, jeg bare altid har kunnet, men noget, jeg har lært hen ad vejen. Jeg har på en eller anden måde altid syntes, at det var naturligt også at søge lederstillinger og nærmest tænkt: Hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Jeg har søgt andre stillinger, men det er lederstillingerne, som jeg endte med at få. Jeg har oplevet at få en reprimande fra a-kassen, fordi jeg søgte lederjob, men heldigvis var jeg relativt ligeglad med, hvad de sagde. Man bliver tudet ørerne fulde af alt det, man ikke skal tro, at man kan, men lad være med at lytte. Jeg har også søgt stillinger, der er way out of my league, men hallo … nogen skal de jo give stillingen til. Så længe man selv tror, man kan bidrage med noget og prøver at skrive en ordentlig ansøgning. 

For nogle år tilbage søgte jeg en profileret lederstilling på Tate Modern i London, og der kom jeg faktisk til samtale. Stillingen endte med at gå til en af mine store forbilleder. Det synes jeg var lidt cool – at have været med i samme interview­runde som hende. Hvem skulle have troet det?

Hvad er den største udfordring ved dit job – og livet i Norge?

Overordnet er udfordringen nok at nå de mål, man sætter sig, og der er den største udfordring i bund og grund mig selv. Vi er slemme til at stille krav og slå os selv i hovedet, hvis vi begår en fejl eller bommer helt gevaldigt på noget. Men jeg har efterhånden lært, at når der er noget, der er skidt, så er der et eller andet sted også gemt noget godt i det. Der er aldrig en dør, der lukkes, uden at der åbner en ny. 

Derudover nyder jeg bare, at der ikke er krise i Norge. Det føles, som om der er lidt højere til loftet heroppe. Det første, jeg så i nyhederne, da vi kom herop, var et firma, der udlovede 50.000 kroner i dusør, hvis man kunne skaffe arbejdskraft. Jeg sidder i en fuldt finansieret institution med en dygtig og engageret stab og et kulturministerium, der stadig prioriterer flere midler til billedkunsten, og det er skisme dejligt. 

Det kræver noget ekstra at være ny, for der er ikke så mange, der kender mig. Så selv om jeg har mest lyst til at synke ned i sofaen og se en dårlig amerikansk film en fredag aften, så bliver jeg nødt til at bobbe håret og gå til en eller anden reception, hvor jeg ikke kender et øje. Det kan godt være en udfordring, men den bliver jo mindre med tiden.


I serien DET’ MIT JOB tegner vi et portræt af et DM-­medlem, der har et job – eller måske lige har fået et 
– som han/hun gerne vil fortælle om. Hvad er et godt job? Og hvorfor? Hvilke planer har man med sin karriere? ­Hvilke muligheder er der for faglig og personlig udvikling? Hvad vejer tungest i valg af job og karriere?
Måske kan det inspirere andre til at gå nye veje, hvad angår job og karriere, og til at reflektere over uprøvede muligheder.


Send en mail til magisterbladet@dm.dk med en kort ­omtale af dig selv, din uddannelse og dit job.